Indlæg

Ting, du ikke skal sige til folk med OCD

Ordet “OCD” bliver kastet alt for meget rundt i luften af folk, der ikke aner, hvordan det føles. F.eks. virker det lidt som om, noget af seriøsiteten bliver fjernet fra lidelsen, når folk siger ting som “ej, det giver mig totalt meget OCD det der.”
De fleste har en ekstremt snæver forståelse for OCD, og sygdommen er blevet kendt som “det dér man har, når man tit vasker hænder og sætter bøger i alfabetisk orden”.
OCD er meget mere end det og det er desuden også komplet individuelt fra person til person. Ja, nogen vasker hænder, indtil de får sår på hænderne og ja, nogen har alle deres ting i den fineste orden.
Men (surprise, surprise) … man kan faktisk godt have OCD, selvom man er et rodehoved. (Say whaaaat)

Måske du selv har OCD eller måske kender du én, der har det. Ligegyldigt hvad, skader det aldrig at lære mere om noget, så her vil jeg prøve at opremse nogle af de sætninger, du skal undgå at sige til en med OCD. (Og hvis du har OCD, kan du måske nikke genkendende til meget af det – eller måske ikke. Som nævnt tidligere; lidelsen er helt individuel fra person til person.)

 

  • “Bare rolig, det gør jeg også nogengange!” 
    Okay, men er det i samme grad? Det kan godt være, du mener det her på en god måde og at du bare prøver at være sød ved at fortælle personen med OCD, at han/hun ikke er totalt skør og alene med det. Og det er også en sød tanke – og det kan godt være, at du gør den her ting. Men bliver du ved og ved og ved og ved? Er der noget, der fortæller dig, at du dør i nat, hvis du ikke gør det?
    Når folk siger den her sætning, er det igen lidt som om, man ikke tænker over, hvor seriøs den her ting faktisk er for den anden person.
  • “Øh, dit værelse er jo mega rodet, du kan da ikke have OCD.” 
    En af de største misforståelser omkring OCD er, at alle der har det, er mega perfektionistiske, rydder op og gør rent hele tiden, samt har ekstrem orden i alting.
    (Hvis du troede det her og så mit barndomsværelse, ville du aldrig kunne gætte, at jeg havde OCD)
    Det perfektionistiske er også en gren af OCD – men igen, OCD er så individuelt og du kan ikke bare gå ud fra, at alle med OCD elsker at gøre rent.
  • “Årh, det der giver mig OCD!” 
    ….. (: bare… nej. Stop.
  • “Kan du ikke bare lade være?” 
    Åh, trust me, hvis jeg kunne, ville jeg skam lade være. Det er ikke fordi, jeg ligefrem nyder at skulle gå op og ned af trapperne flere gange, – tænde og slukke lyset, indtil det føles rigtigt, – tage 5 slurke, hver gang jeg drikker noget, fordi ‘ellers sker der min baby noget‘, – stå op midt om natten for at lukke en skabslåge, fordi ‘ellers dør min bedste veninde‘(logik), – skynde mig at strikke noget færdigt, inden jeg hører en bestemt lyd, – hælde alt vandet ud af en flaske og starte påfyldningen forfra, hvis vandhanen siger en bestemt lyd, fordi ‘nu er det giftigt‘, – tage en mere bid, selvom det giver mig kvalme, fordi ‘ellers går det ikke op‘, – pumpe sæbe ud et bestemt antal gange og vaske mine hænder igen, fordi ‘ellers dør jeg‘,- mm.
    Tror du ikke, jeg ville lade være, hvis jeg kunne? Honestly?
  • “Det hele er jo bare inde i dit hoved, tænk dog på noget andet!” 
    Det er jeg da godt klar over, men det betyder ikke, at jeg gerne vil have det i mit hoved.
    Noget af det mest irriterende ved den her sætning er ordet “bare“. At alle de her tanker “bare” er inde i hovedet, gør det altså ikke mindre skræmmende, ægte eller frustrerende. Hvis det nu var en fysisk person, der stod ved siden af mig og hviskede “hvis du ikke når at tømme den vandflaske indenfor 1 minut, dør din mor”, ville jeg da slå personen og derefter tømme vandflasken udover dem. Hvem skal jeg tømme vandflasken over, når tanken kommer inde fra mit hoved? Mig selv? Ja, det skal nok hjælpe.
    Det med at tænke på noget andet tror jeg også, alle med OCD ville elske at være i stand til. Det er ikke fordi, vi gerne vil udføre alle mulige underlige ritualer – vi føler, at vi skal. Det er en ukontrollerbar trang. Og hvis vi kunne lade være, ville vi lade være.
    Jeg kan sagtens se, at det må lyde vanvittigt dumt, når man ser på det udefra, for hvor svært kan det lige være? – men når man står midt i situationen, er det langt sværere, end man tror.
  • “Du overreagerer.” 
    Da mit OCD var værst, var hele min hverdag bygget op på “hvad-nu-hvis” tanker, hvor alle situationer var potentielt farlige.
    Hvad nu hvis der ligger en med en pistol under min seng? Hvad nu hvis jeg bliver forfulgt, når jeg går rundt udenfor? Hvad nu hvis jeg stopper med at trække vejret, når jeg falder i søvn? Hvad nu hvis min kæreste dør på vej hjem fra arbejde? Hvad nu hvis de der batterier er giftige? Hvad nu hvis alle pludselig stopper med at elske mig? Hvad nu hvis jeg aldrig får chancen for at blive mor? HVAD NU HVIS?!

    Og det var ubehageligt. Skide ubehageligt. Og jeg ved godt, at hvor mange slurke vand jeg tager, ikke har nogen som helst indflydelse på min fertilitet – og jeg ved godt, at mine tanker ikke ændrer på nogen af de her situationer. Alt, tankerne gør, er at skabe frygt og angst. Der er jo ikke noget rationelt i dem overhovedet, de er ikke skabt af logik og fornuft – men de ér der. Og hvis dét at spise min mad på en bestemt måde, kan gøre mig mere rolig og tro, at nu har jeg styr på tankerne og nu skal alt nok blive godt – så lad mig da gøre det.

  • “Neeej, har du OCD? Du må gerne komme og gøre mit hus rent!” 
    Sjovt.
  • “Bare slap af.” 
    Tak, hvis det bare var så nemt.
    Den her sætning er ikke så slem, for den er formentligt sødt ment. (medmindre den er sagt på en nedladende måde, ligesom engang en af mine lærere sagde “slap dog af og få styr på dine tanker” – det var ikke sødt ment)
    At slappe af hjælper tit med at dæmpe den angst, der følger med OCD. Dette passer dog slet ikke i alle tilfælde, for nogle får faktisk mere angst ved at slappe af – fordi så har de mere tid til at tænke. Og overtænkning er ren foder til både angsten og OCD.
  • “Du er da heldig, det ikke er noget fysisk – nogen i verden har det langt værre end dig.” 
    For det første vil der sikkert altid være en eller anden person i verden, der har det “værre”, men sandheden er, at vi aldrig kan vide det. Diverse lidelser er – som sagt igen og igen – totalt indivuelle. Man kan ikke sammenligne to personers smerte, for vi aner ikke, hvor slemt det er for dem hver især.
    For det andet… hvad hjælper den her information? Hvad kan jeg gøre ved det? Alle kæmper deres individuelle kampe og det er ikke op til dig at dømme, hvem der har det værst.
    For det tredje – sommetider ville det faktisk være bedre, hvis det var noget fysisk – så folk kunne se, hvorfor man gjorde, som man nu gjorde. For eksempel var jeg i Rema for et par år siden og så, at der var en nutids-r fejl på et af deres “skilte” (en papirlap, der var skrevet med blyant på). Der stod noget i stil med “vi køre ikke længere med billig bland-selv slik om lørdagen” eller sådan noget – seriøst, det gør fysisk ondt for mig bare at skulle skrive, hvad der stod på skiltet (pga. fejlen) og jeg skal bruge alle mine kræfter på ikke at gå tilbage og sætte et r det korrekte sted. Mine øjne kunne slet ikke klare det og min hjerne gik amok. Jeg kunne bare ikke gå forbi uden at rette på det. Det var fysisk umuligt. Jeg havde tilfældigvis en blyant i lommen og satte så et r, hvor der skulle være et r, så der nu stod “vi kører…” Jeg tænkte, at jeg da hjalp dem, for den fejl fik det til at se ekstremt uprofessionelt ud. Som taget ud fra en tegnefilm, stod butikschefen lige bag mig og han blev helt rød i hovedet af raseri. Han blev seriøst gal og han følte sig vildt ydmyget. Og jeg forstod det ikke. Jeg troede virkelig, jeg havde gjort noget godt. Så råbte han af mig foran alle kunderne, der stod i kø to meter væk og jeg skyndte mig at undskylde og gå væk fra ham. Han fulgte efter mig gennem butikken og blev ved med at råbe af mig, og jeg har alrig oplevet noget, der var så socialt ydmygende og ubehageligt. Det var frygteligt og jeg blev så sur indeni, fordi jeg prøvede for filan bare at hjælpe ham og hans uprofessionelle papirlapskilter. Han fortsatte med at råbe af mig foran mine svigerforældre (skønt), og min svigermor sagde til ham, at det havde jeg altså forstået og jeg havde undskyldt, så hvad mere ville han have? Han sagde, at jeg skulle forlade butikken omgående og aldrig komme tilbage (lol, hans mande-ego var vist blevet ramt ret hårdt). Åh, hvor jeg hadede Rema i LANG tid efter det, for føj, hvor var han ufølsom og ubehagelig, og lige siden har jeg fået det dårligt både psykisk og fysisk, hvis jeg kom forbi den specifikke Rema butik. Heldigvis bor jeg langt væk fra den og i dag griner vi bare af oplevelsen, fordi det hele var så dybt latterligt.
  • “Du ligner da ikke en med OCD.” 
    …? Øhhh, hvordan ser en person med OCD ud?
  • “Du skal bare lære at leve med det.” 
    Jo tak, det er det, jeg gør hver dag. Men mange tak for tippet. Meget hjælpsomt.
    Hvis du så også ovenikøbet kunne fortælle mig hemmeligheden til, hvordan man “lærer det”, ville det da være skønt. (:
    Jeg tror, man lærer det med tiden. Og jeg har lært at kontrollere mit, så det nu er på et niveau, hvor jeg føler, at det er mig, der har kontrollen – og det skal jeg nok skrive meget mere om senere, for hvis jeg nu rent faktisk sidder med hemmeligheden til, hvordan man kontrollerer sin OCD, vil jeg gerne hjælpe andre – jeg skal bare lige først finde ud af, hvordan jeg skal formulere det…
  • “Det giver jo ikke nogen mening.”
    Vi ved det godt. Det giver heller ikke altid mening for os.
  • “Er du ikke lidt hysterisk? Stopper det ikke, hvis man tager sig sammen?”
    Når du har fundet den hemmelige kur, lytter vi gerne. Indtil da; shh. 

  • “Alle har OCD, du er ikke speciel.”
    … NEJ, alle har ikke OCD. Måske har alle et eller andet ritual, de altid skal, inden de går ud af døren og måske kan alle relatere til et eller andet symptom – det giver dem ikke OCD. OCD er en seriøs lidelse og at sige at alle har det, er lige så dumt som at tro, at lamaer en dag kommer til at styre planeten. (sorry, hvis du oprigtigt tror, at lamaer en dag kommer til at styre planeten – og wow, det her indlæg kommer til at se dumt ud, hvis det faktisk sker)

For at opsummere; OCD er en seriøs og meget ægte lidelse. Rigtig mange kæmper mod det hver eneste dag og det er ikke en joke. Det er mere end “bare” frygten for bakterier og det er mere end rene hænder.
OCD går tit hånd i hånd med angst og mange er gode til at skjule det, fordi de føler sig flove. Det er lidt et tabu, hvor seriøst det faktisk er og mange joker med det, hvilket er vildt ufølsomt overfor personer, der lider under det.
Man kan sagtens leve et normalt liv med OCD uden at det påvirker ens hverdag i en svær grad. Måske har man lært at kontrollere det og mange har sine helt egne, unikke metoder til at få tankerne til at forsvinde.

Det er vigtigt, at du som pårørende lytter uden at dømme. Man siger vel heller ikke til en med sukkersyge, at de bare skal lære at producere noget insulin, for hallo, “hvor svært kan det lige være?

Hvis du har OCD, er det vigtigt, at du fortæller dine pårørende, om der er noget, de kan gøre for at hjælpe. For tit føler de sig helt afmagtede og forvirrede, fordi de ikke ved, hvilke ting, der vil “trigger” din OCD og når man ser på fra sidelinjen, kan det være svært at bedømme, om du er okay og om du egentlig gerne vil snakke om det.
Det kan være ekstremt svært at gå med det hele alene.
Personligt synes jeg, det er rart at snakke med andre OCD-ramte om min OCD, fordi de nogenlunde forstår, hvad jeg mener. Og det er rart, når man møder nogen, der har præcis de samme “compulsions” som en selv. Jeg synes også det er rart, at hvis der er noget, jeg føler, jeg skal gøre igen og igen, at der så kommer en hen til mig og hjælper mig med at stoppe, for “det er okay nu”.
Dengang min OCD var rigtig slem, turde jeg ikke snakke om det, fordi jeg var bange for, at mere opmærksomhed mod OCD’en ville gøre den værre. Men det viste sig, at det at snakke om den, faktisk skræmte den lidt væk – at snakke om det, gav mig kontrollen tilbage. Jeg blev klar over, at jeg havde the power til at kontrollere den her lortelidelse og jeg følte endelig igen, at det var mit liv og den havde slet ikke noget at skulle have sagt.

Og når man endelig har kontrol over det, føler man sig virkelig uovervindelig.

“Før vi kan få kontrol, skal vi først tro på, at vi kan.”

Og så vil jeg desuden anbefale alle at læse “Skildpadder hele vejen ned” af John Green. Den er VIRKELIG god, og beskriver livet med OCD på sådan en god måde – den er både sjov og seriøs. Og igen; virkelig god.

Reklamer

Baby on board! ♥

Vi skal have en BABY!!

Jep, det er rigtigt! En lille babygirl joiner vores familie i slutningen af maj og vi er SÅ uendeligt lykkelige! Vi skal være forældre!! For real!! ♥♥
Der er sket så mange ting, siden jeg sidst har skrevet noget her (det er trods alt også et halvt år siden… ups) og jeg har ville lave såå mange indlæg her, men for at forstå mine kommende indlæg, er det nok også lidt vigtigt med lidt ”backstory”, så here you go…

Den 25. september 2018 vågnede jeg med en frygtelig kvalme. Moster Mens var 3 dage forsinket, men jeg havde ikke i tankerne at tage en graviditetstest, for jeg magtede ikke flere negative resultater.
Vi havde prøvet at blive gravide siden vi aftalte, at vi var parate, tilbage i slutningen af marts. 5 cyklusser med talløse ægløsningstests og negative graviditetstests. Sommetider ville jeg stirre mig blind på de negative tests og bilde mig selv ind, at der altså var en mere streg, bare meget utydelig, men jeg skulle nok teste igen i morgen, for ”det var nok for tidligt at teste positiv, men den her cyklus var jeg altså gravid!”
Det troede jeg hver cyklus. Jeg bildte mig alle mulige symptomer ind, skrev dem ind i min fertilitets-tracking app Clue, der lavede en nogenlunde beregning på, hvor stor sandsynlighed der var for at blive gravid på den og den dag.

I maj ’18 gik jeg 10 dage over tid – det var de mest stressende uger nogensinde. Det viste sig at være en kemisk graviditet, hvilket faktisk er det, størstedelen af alle graviditeter ender med, før folk overhovedet ved, de er gravide. Mange, der ikke prøver at blive gravide, lægger slet ikke mærke til noget og tror bare, det er en forsinket menstruation. Jeg blødte så voldsomt i så mange dage – og det var et smertehelvede uden lige.
Efter det var jeg sikker på, at jeg bare ikke havde held nok i livet til at blive mor. Det lå nok bare ikke i mine kort og det gjorde så ondt at tænke på, men jeg tænkte, at det måtte jeg altså til at indse – jeg kunne garanteret ikke engang blive gravid. Men så kunne vi vel altid adoptere.

Det er så dumt – folk, der har prøvet i 2 cyklusser uden at blive gravide begynder at miste tålmodigheden og tror, at de slet ikke er fertile. 2 cyklusser. Det er alt for tidligt at blive utålmodig!
Nogle par prøver i 5 år, før de bliver gravide – der har man af god grund ret til at være utålmodig. Mange af de par har været igennem så mange fertilitetsbehandlinger og de har al ret til at himle med øjnene, når et par, der har været i gang i 2 måneder tror, at det er nok fordi, de ikke kan blive gravide.
Det tager gennemsnitligt et sundt par et år, før de bliver gravide. Nogle rammer i første forsøg, andre gør det – irriterende nok for os, der prøver – ved et ”uheld” (ups, jeg faldt lige over en bunke sæd), mens det tager andre flere år. Det er ikke et helt retfærdigt system, synes jeg. Man burde kunne blive gravid, lige når man beslutter sig for, at det vil man gerne – men sådan foregår det åbenbart ikke.

De kommende cyklusser var der altid et eller andet i vejen omkring ægløsning; enten var jeg til eksamen, på ferie, eller også var Michael på arbejde. Jeg havde egentlig givet lidt op og foreslog, om vi ikke bare skulle lade være med at prøve, for der sker alligevel ikke noget. Michael sagde, at hvis vi lod være med at prøve, skete der i hvert fald slet ikke noget, så det var dog et fjollet forslag. Og ja, det havde han jo ret i.
Vi havde hele tiden vidst, at timingen måske ikke lige var den bedste, for Michael havde fået indkaldelse til forsvarets dag, havde trukket frinummer og derefter meldt sig til beredskabsstyrelsen, som han skulle afsted til den 4. marts 2019 – i 9 måneder! (Han har dog fået det udsat nu pga. baby) Så vi vidste godt, at enten ville han være væk hele graviditeten eller kun være der i weekender efter fødslen. Men vi ville ikke stoppe med at forsøge – for vi kunne jo aldrig vide, hvornår det ville ske. Og ligegyldigt hvad, skulle vi nok finde en løsning til den tid.

Vi skrev os op til en masse lejligheder i Holstebro – for Thisted er tættere på Holstebro end Hjørring og jeg ville gerne være tæt på min familie, især i den tid, hvor Michael skulle være væk. Vi fik tilbudt en masse og sagde også ja til en del bare for at vise, at vi var interesserede – vi havde ikke rigtigt regnet med at få noget.

Dagen

Som sagt vågnede jeg den 25. september med en underlig kvalme. Jeg sagde til Michael, at jeg havde kvalme og han grinede lidt og sagde ”det er jo dét, jeg siger – du er gravid.”
Jeg fnøs og rystede på hovedet. ”I wish,” mumlede jeg.
Jeg gik ud på badeværelset for at tisse. Jeg sad lidt og kiggede på alle de graviditetstests, der lå i skabet og jeg rystede på hovedet. I sidste øjeblik hev jeg alligevel én frem, for hvorfor ikke? I løbet af det sidste halve år var jeg blevet besat af at tisse på pinde – bogstaveligt talt. Jeg havde tisset på så mange pinde (med pinde mener jeg graviditetstests, men det ved I vel godt, ikk?) i håbet om at se to streger, men jeg vidste altid, at de ville komme tilbage negative. Og så kunne jeg græde lidt over det hver gang.

Tip: Hvis du har brug for at græde, så tis på en pind (hvilken som helst pind) og vent, til der ikke kommer nogen steger frem. Så græder du helt automatisk. Om det er af sorg eller glæde må jo så være op til dig selv.

Så jeg fandt mig selv tissende på en af de hersens pinde endnu engang, på den her – åbenbart – livsændrende tirsdag morgen. Jeg følte mig så uendeligt latterlig, for jeg vidste udmærket godt, at den ville komme tilbage negativ. Og så kunne jeg græde lidt over det og gemme resten af pindene til næste cyklus, for jeg var som sagt blevet besat af at tisse på pinde. Little did I know, at alle de pinde i skabet ikke engang ville holde en uge mere…

Efter jeg havde tisset på pinden, puttede jeg låg på den og lagde den fra mig – ja, det er en pind med låg på. Fancy pind. Jeg åbnede min Clue app og begyndte at skrive ned, hvordan jeg havde haft det i de sidste par dage. Jeg havde holdt mig væk fra appen i flere uger, fordi jeg var bange for, at hvis jeg skrev symptomer ned, ville jeg sikkert bare ende med ikke at blive gravid. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg troede åbenbart, at hvis jeg skrev ind i appen, at i dag havde jeg haft ømme bryster – så ville moder jord grine højt og ondt og gøre, at jeg ikke blev gravid den måned. Og så ville Mo(n)ster Mens 100% dukke op og ødelægge alles drømme. Min OCD og angst har virkelig været slem og stressende op til den positive test.

At prøve at blive gravid, mens man er påvirket på høj promille af angst og OCD – det er en ulækker cocktail, for at være ærlig. Jeg ved, der er mange bekymringer som kommende forældre og ikke mindst efter barnet er født. Men wow, der er mange.
Min OCD ville i tiden op til den positive test decideret styre min hverdag og sige, at hvis jeg ikke gjorde det og det, ville jeg aldrig kunne blive gravid. Hvis jeg gjorde dét, ville jeg blive gravid og hvis jeg lod være, skulle jeg slet ikke regne med at blive gravid. Min OCD gik ligesom efter min største frygt og mit højeste ønske. Det var ondt. Det gjorde ondt. Og hvis min OCD havde været en person, havde jeg uden tøven klappet den så hårdt i fjæset, at den var faldet ned af trappen og havde brækket alle de ulækre knogler i dens usle krop.

Sommetider er det en positiv slags OCD – eller jeg ved ikke, om man kalder det OCD eller bare at være godtroende. Men i slutningen af august havde jeg taget sådan en hurtig test inde på Facebook med titlen ”hvordan bliver september for dig?” Jeg klikkede ”connect to Facebook” og så autogenerer den en eller anden besked – og det er sikkert ligesom stjernetegn og horoskoper osv., at ligegyldigt hvad der kommer til at stå, kan man relatere til det på en måde. Men den her gang snakkede det bare til mig på en anden måde.
Der stod; ”Der vil trille mange tårer ned ad dine kinder i september. Men det bliver glædestårer – noget, du har ventet på længe, sker endelig. September bliver et vendepunkt i dit liv.”
Jeg ved ikke hvorfor, men det har været et slags tegn for mig. Ligesom da vi omkring ægløsning så en kæmpe regnbue udenfor.
I ved, efter regn kommer altid en regnbue… vi har haft vores mængde regn og nu er det altså på tide, at vi får vores regnbue. Vores lille regnbuebaby. ♥

Jeg havde skrevet symptomerne ind på appen, for jeg vidste jo godt, at testen ville være negativ, men jeg havde brug for noget at lave, mens testen blev negativ. Jeg skævede op imod testen og var klar til at himle med øjnene, knække den midtover og kaste den i skraldespanden, da jeg så noget, jeg ikke havde set før.
Var dét… en mere streg? Nej, det kunne det ikke være. Tiden stod stille i et stykke tid, mens jeg samlede testen op – og hvis min kæbe ikke havde siddet fast til mit hoved pga. huden, var den helt sikkert røget i toilettet. (Eller i hvert fald ned på mine lår)
Mine øjne har aldrig været så åbne og det samme med min mund.
Der var TO STREGER?!! WHAT?! Jeg kunne slet ikke tro det. Skete det her faktisk?! Jeg tog et billede af testen, tastede rystende ind i appen, at jeg lige havde taget en positiv graviditetstest og den sagde tillykke og spurgte, om jeg ville slå graviditets-tilstand til – ØH, JA TAK!!! Den foreslog, at jeg downloadede deres graviditetsapp, og det gjorde jeg med det samme. Jeg rystede og græd og kunne slet ikke kontrollere mig selv. Der gik nok 5 minutter, hvor det eneste jeg gjorde, var at sidde på toilettet og ryste og græde af glæde. Hvor var det mega vildt og SÅ overdrevet surrealistisk!!

Jeg brugte et godt stykke tid på at sidde der og ryste og græde og smile helt ukontrollerbart, mens jeg funderede over, hvordan jeg skulle overbringe den gode nyhed til den kommende far, the love of my life.
Jeg havde ventet måneder på at få lov til at fortælle ham det og havde alle mulige planer inde i hovedet, men det var som om, det først blev til virkelighed, da jeg stod med testen i hånden. Og helt ærligt, var jeg så ligeglad med, hvor fint og fancy nyheden blev fortalt – han skulle bare vide det, nu!! Jeg havde planer om, at jeg nok ville få den positive test, imens han var på arbejde, og at jeg så kunne lægge alt muligt frem som en baby-surprise, til når han kom hjem. Flere måneder forinden havde jeg købt små bodies, sko etc. fra Wish og også et krus med teksten ”Promoted to daddy ♥”.
Det hele var bare så surrealistisk og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fortælle ham det. Tænk, at det her rent faktisk skete!! For os!!!
Jeg fik bevæget min rystende krop ud fra badeværelset, fandt en body frem fra mit lille hemmelige Baby-Wish lager, listede mig forbi soveværelset og hen til ovnen, hvor jeg puttede bodyen og den positive test.
På bodyen stod der ”Player 3 has entered the game”(så cute!!) og det så sådan ud;

48370366_216335865963486_6950306972503638016_n
Sååå sødt – den er godt nok ikke en nyfødt-baby størrelse (medmindre vi får en giga-baby, hvilket ikke er så sandsynligt, for vi var begge ret små babyer)
48417947_606114643164605_5007249937998544896_n
SE LIGE EN MEGA POSITIV TEST!!!!! IHHHHH, bliver stadig excited, når jeg kigger på den, haha

Jeg fik hevet Michael ud af sengen – det var som sagt morgen, og han lå og spillede mobilspil. Det var den 25. september og præcis en måned efter hans fødselsdag, så jeg sagde til ham, at jeg havde en sen fødselsdagsgave til ham og at han skulle skynde sig at komme og se.
Min stemme skælvede og jeg gik rystende efter ham ud i køkkenet, hvor bodyen lå på ovnen med den positive test ovenpå. Det største smil bredte sig på hans læber og han kiggede overrasket på mig.
”Er du gravid?” spurgte han.
”Ja!!” Jeg tog hænderne op til ansigtet for at prøve at kontrollere mit smil. ”Jeg har lige taget testen og den var positiv, og det havde jeg virkelig ikke regnet med, men den er positiv!!”
”Åh, det er fantastisk!!” Han smilede stort og gav mig en kæmpe krammer – vi stod i den krammer længe.

Efter nyheden var blevet overbragt, ringede jeg til lægen – jeg fik en tid en måned væk. En måned!! Jeg havde ventet på den her to-stregede pind i et halvt år og nu skulle jeg vente en hel måned for at se en læge?!
Jeg havde nok været lidt for naiv og optimistisk, da jeg troede, de ville se en dagen efter til en terminsbestemmende scanning, hjertelyd, samtale, you name it, men siden jeg vidste præcis, hvornår min sidste menstruation var, hvor lang den var osv., var det ikke nødvendigt. Pis, mand.
Hvad skulle jeg foretage mig i en hel måned?!
Google. Google var, hvad jeg skulle foretage mig i en hel måned.

♥ ♥ ♥ To be continued… 

At gøre sit bedste…

When you try your best but you don’t succeed” – Coldplay, Fix You

Jeg er tilbage efter at have været totalt væk i et godt stykke tid grundet eksaminer og nu kan I glæde jer til en masse indlæg, for jeg har sommerferie! 

For en måneds tid siden ville jeg lave en lækker pastasalta, som den jeg havde fået hjemme ved min mor ugen forinden. Sådan en rigtig lækker instaværdig pastasalat.

pasta
Den instaværdige pastasalat, vi havde lavet ved mutti. Yum!

Lad mig bare lægge ud med at sige, at mit forsøg på den endte i skraldespanden og blev erstattet med en pizza 5 minutter inden pizzeriaet lukkede ((:
Hele salaten var egentlig klar, da jeg besluttede mig for at hælde majs i. Jeg overvejede, om jeg ikke lige skulle putte dem i en skål først, så jeg derefter kunne bestemme, om de var gode nok til salaten. Jeg endte med at tænke “ej, det er ligemeget, de er nok fine; der står jo, de kan holde til 2021.”
Så jeg tilføjede impulsivt en skefuld. Og endnu en, for de så gule og pæne ud. Og endnu en, og endnu en og endnu en, før jeg kunne nå at teste, hvordan de var.
Og så rørte jeg salaten grundigt igennem, for så at smage på majsen. Længe leve impulsivitet, ikk? Eller noget.
I kan nok gætte, at de ikke var gode. De var hårde, ulækre og da jeg ville smage nogen fra bøtten, opdagede jeg en nasty, gele-agtig majsemug (what), der fyldte over halvdelen af dåsen.
Så nu skulle jeg stå og plukke alle majs ud af den store salat, jeg lige havde rørt rundt.
I mellemtiden fandt jeg ud af, at de små kyllingestykker var hårde som sten (“argh, de har nok brug for lidt mere”). Jesus altså, heldet var virkelig med mig. (Ironi kan forekomme) 
Jeg brugte cirka et kvarter på at sortere majs og sten-kylling fra pastasalaten.
Derefter ville jeg pakke det halve iceberg-salathoved væk, for så kunne jeg “lave en ordentlig salat i morgen”. Det var så her, at jeg opdagede, at der kravlede små “dyr” rundt i salaten, og det freakede mig totalt ud; jeg tænkte ikke på at vaske salaten eller noget, den skulle bare ud!
Agurken var også blevet kasseret, for den var flækket og overmoden, selvom jeg lige havde købt den.
Det eneste gode ved den salat var peberfrugten og tomaterne, men jeg var så træt af at stå med hænderne nede i salaten, så jeg smed det hele ud.
Godt, at jeg havde brugt et kvarter på at fjerne hver eneste lille majs fra den, inden jeg smed den ud, ikk? Super nødvendigt.
Det var noget af et nederlag. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle grine eller græde, for hvor var det egentlig tragikomisk, at man kunne føle sig så uendeligt håbløs over en freaking pastasalat.

 

I torsdags var jeg til min sidste eksamen i år og har nu endelig sommerferie!!
Velfortjent, hvis nogen skulle spørge. :))
Min første mundtlige eksamen var matematik. Ja, jeg ved det, aaaad. Godt, at jeg bestod, for så er det aldrig mere matematik igen!! Men jeg bestod godt nok også kun lige på et hængende hår og det var den værste eksamen, jeg nogensinde har været til.
Men jeg gjorde mit bedste. Det gjorde jeg virkelig; jeg kunne vitterligt ikke have gjort mere.
For det første trak jeg det værste spørgsmål overhovedet muligt. Hele morgenen havde jeg gået rundt og sagt “bare jeg ikke trækker trigonometri og skal til at forklare sinus eller sådan noget, så dumper jeg virkelig.
Vi havde på forhånd fået en liste over de spørgsmål, vi kunne komme til at trække og de her trigonometri spørgsmål var de eneste, jeg ikke havde skrevet noget ved; for jeg kan for filen ikke finde ud af det.
På samme tid er matematik -for mig- bare det mest ligegyldige i hele verden. Seriøst, hvad skal jeg bruge det til? Nada. Og så hvis jeg endelig skal bruge det, så er det ligesom det, der er opfundet en lommeregner for. Altså, det er det kedeligste, mest irrelevante i verden og hvis jeg ser et mere regnestykke, brækker jeg mig nok.

Fra klokken 8:30 – 10:00 var der gruppeeksamen, hvor alle vi netstuderende blev sat sammen med hinanden i random, fremmede hold. Ingen kender jo nogen der.
Men vi trak procent og statistik, hvilket er en af de emner, jeg faktisk godt kan lide. (Jeg havde set en trekant gennem et andet stykke papir og tænkte NOPE, den tager vi ikke!)
Det gik faktisk super godt og jeg tror også, det er den, der gjorde, så jeg bestod. For den individuelle kunne ikke have gået værre.

Nå, er der nogen, der vil gætte, hvad jeg trak? Jeps. You got it.

34747697_1791869370869116_423508789275131904_n

…..

🙂

Min forberedelsestid var i alt cirka 50 minutter. Nå, men da jeg så kom ind, sagde de, at jeg skulle gå op til tavlen og bare begynde. Jeg stod med mine noter og skrev ting op på tavlen, jeg havde forberedt. Jeg havde spurgt på forhånd, om jeg måtte bruge mine noter og det havde læreren sagt ja til, så jeg havde ikke brugt tid på at memorisere alt det, jeg havde skrevet ned. Da jeg så stod derinde, tog han mine noter fra mig og begyndte at tegne på tavlen og tale et eller andet mærkeligt sprog, der vistnok hedder matematik, men hvad ved jeg?
Deres mærkelige spørgsmål, der ikke gav nogen som helst mening for mig, gjorde mig så stresset, at det eneste jeg kunne gøre var at græde.
Seriøst, jeg begyndte at græde til matematikeksamen, som om, de havde tænkt sig at æde mig.
De prøvede virkelig at få mig til at bruge diverse matematiske udtryk, men jeg var totalt væk, kunne kun tænke på, hvor uretfærdigt og nedladende det her var.
Til sidst gav de op og sagde, at vi ikke havde mere tid (det havde vi). Så gik jeg grædende ud på gangen, hvor jeg stod og ventede, imens jeg tørrede mascara væk fra mine kinder, ugh, det var så akavet.
Da jeg kom ind igen, sagde de, at jeg havde fået 02, hvilket mirakuløst nok betød, at jeg havde bestået? Det havde jeg helt ærligt ikke regnet med, for hold nu kæft, hvor gik det dårligt.
Derefter begyndte de at sige alt det der pis, lærere siger efter en eksamen, som man ikke kan bruge til en skid.
Argh, det var et lille 02 og du bestod kun, fordi vi tog dine noter og jeg ville gerne have haft, at du havde sagt det her og vist det der, og så skulle du også have..” Undskyld mig, men hvad filan skal jeg bruge det til?? Jeg skal aldrig i mit liv have matematik igen og det, I står og siger, kunne jeg vitterligt ikke være mere ligeglad med, selv hvis jeg prøvede. Alt, I siger efter karakteren, er så ligegyldigt.
Jeg skulle bare bestå, og det gjorde jeg.

Da jeg kom ud, fandt jeg endnu engang mig selv i sådan en græde vs. grine situation, for hvor var det latterligt, at jeg var begyndt at græde – det grinede jeg over. Og så græd jeg, fordi jeg havde følt mig så presset derinde og øv, hvor var det pinligt – men jeg skal jo aldrig se dem igen, så det kan da være ligegyldigt.
Så gik jeg ned i deres kælder, (hvor toiletterne befinder sig) forbi en meget forvirret vicevært (hvad glor du på, gamle mand?) og så ind på handicaptoilettet, min gode ven.
Jeg var lettet over at have bestået, for ellers skulle jeg have taget matematik igen, og HAHAHAHAHA, det kommer aldrig til at ske.

Jeg gjorde mit bedste og det var godt nok. Jeg gjorde dét, der skulle til for at bestå.
Så kan jeg da være fuldstændig ligeglad med det andet.

Den “jeg gjorde mit bedste”-attitude kan virkelig hjælpe dig.
Istedet for straks at tænke “fuck, jeg er så skide dårlig til alting, hvorfor lykkes intet?” (hvilket er den tanke, de fleste får, når de dumper en eksamen eller laver en dårlig pastasalat, især hvis deres hjerne bliver oversvømmet af angst)
Siden jeg begyndte at forholde mig sådan omkring mine karakterer, har det formindsket min angst og stress omkring eksaminer. MARKANT formindsket.
Det eneste jeg går efter nu, er at sige en lille smule klogt, så jeg i det mindste består. Hvis jeg så faktisk ved noget om det, jeg trækker, er det jo bare en win-win.
Jeg har ikke brug for andet end at bestå. Og den eneste grund til at jeg skal bestå, er, at så får jeg mine penge tilbage. (Net-fag koster 450,- pr. stk. og de er lige blevet hævet til 550,- (hvilket er fuldstændigt sindssygt og urealistisk at bede om fra studerende) Først når man har taget en fuld HF, får man pengene refunderet.)

Det er ikke livsnødvendigt at få gode karakterer. Karakterer definerer dig ikke.
Du er ikke din karakter – og din succes afhænger ikke af dem.
DU er herre over din egen success. De fleste multimillionærer i dag droppede ud af college eller klarede sig dårligt i skolen.
Hvis du er dumpet i tysk behøver det ikke betyde, at du bliver en dårlig tandlæge. Og hvis du har dumpet i matematik, kan du sagtens være en god pædagog alligevel.
Eksaminer er så latterlige. Det er et enkelt lille øjebliksbillede, der bliver sat på et stykke papir for at prøve at identificere dig.
“Så og så smart er han/hun.” Det er så dumt. Det har alt at gøre med, hvad man trækker og hvad man interesserer sig for.

Da jeg var til historie eksamen (hvor jeg også fik 02, fordi jeg anede absolutely nada om det emne, jeg fik), hørte jeg en pige sige; “Alt over 02 er jo bare pynt.”
Og åh, det ramte mit hjerte så dybt – jeg har aldrig relateret til noget på sådan et level før, haha.
Men hey, jeg fik 10 i religion B og 7 i samfundsfag B, (OG 7 I SKRIFTLIG MATEMATIK?!) så der fik jeg da rigeligt pynt på, og mit gennemsnit ligger på 7,something – jeg er nu godt tilfreds med mine pyntefag.
Heldigvis var 02 kun i de fag, jeg virkelig ikke interesserer mig for og så kan man jo se, hvor stor en faktor, det faktisk spiller.

Og så vil jeg også lige tilføje, at jeg har lavet tre skidegode pastasalater efter den mislykkede én, så HA, den fik mig ikke ned med nakken!
Hvilket minder mig om dette citat; “At give op på dit mål pga. én forhindring, er det samme som at punktere dine andre tre dæk, fordi ét er blevet fladt.” 

Nå, men min pointe er, at det er din indsats, der virkelig tæller.
Hvis du har gjort dit bedste, har du gjort det godt nok. Og hvis du oprigtigt føler, at du har fejlet, på trods af, at du har gjort dit bedste, var det måske bare ikke lige “meant to be”.
Du er nødt til at have en grundlæggende tro om, at du er god nok, som du er.
For det ér du.

“Du skal ikke sammenligne dit kapitel 1 med en andens kapitel 20 – følg din egen sti, skriv din egen historie og aldrig giv op på dig selv.”

At være succesfuld behøver ikke nødvendigvis at betyde “alt det, du har opnået” – sommetider er succes alt det, du er overkommet. Tænk på, hvor langt du er kommet i livet. Hvor meget, du har været igennem.

Det er meget og du burde være stolt.♥

Diagnose = superpower? [pt.1]

Du føler dig måske hæmmet lige nu, men din diagnose, eller hvad du kæmper med lige nu, kan ende med at gøre dig til en “superhelt”. I et tidligere indlæg skrev jeg noget i stil med; Jeg er sikker på, man ikke bliver givet et liv, man ikke er stærk nok til at leve.
Og hvis det er rigtigt, hvilket jeg virkelig oprigtigt tror på, det er… overvej så, hvor stærk, du faktisk er.
Det behøver ikke være en direkte diagnose, men alle mennesker går igennem en rimelig mængde af lort (dansk… dansk er underligt) i løbet af et liv. Og enten har du været der, ellers går du måske igennem det lige nu.
Alle har de her op-og nedture, diagnose eller ej.

Da jeg første gang hørte sangen ”Superheroes” af the Script, blev jeg totalt blæst bagover af beundring; for hvor var det bare sandt, det de sang og omkvædet ramte mig seriøst til tårer… Og jeg sad midt i en bustur. Fed timing! Jeg hørte den bare over og over igen og omkvædet giver mig fortsat kuldegysninger.
Noget af det bedste i verden er at skråle med på det dejligste omkvæd, der giver kuldegysninger og kæmpe smil – det er en fed følelse.

Det er også den sang, der i bund og grund har inspireret mig til at skrive det her indlæg.
De synger følgende;

”When you’ve been fighting for it all your life, you’ve been struggling to make things right; that’s how a superhero learns to fly. Every day, every hour, turn that pain into power.”

I mean… Wow. Måske virker det ikke så specielt, når du læser det, men så skulle du prøve at høre sangen og så virkelig lytte til teksten; jeg kan love dig for, du vil nyde omkvædet.
(Medmindre du kun er til hardcore metal… det her er poppet)

Sangen fortæller om forskellige folk, der har gået igennem en masse hårde ting, hvilket har gjort dem stærkere. Istedet for at lade smerten af udfordringerne slå dem ud, har de taget den her smerte og vendt dem til en slags mod. Deres power. 
Omkvædet betyder, at når du igennem dit liv har kæmpet for (/imod) noget, gjort dit bedste for at, well, gøre dit bedste; det gør dig langsomt til en helt.
Du har ikke givet op. Du har kæmpet dig igennem det her det bedste du kunne.
Og det er skide sejt, skal du vide!

Idéen med sangen er et sted, at smerte og problemer kun er midlertidige og at du nok skal komme igennem det. I forrige indlæg var der et quote af Meredith Grey fre Grey’s Anatomy; Ligegyldigt hvor mørkt det bliver, står solen altid op igen. 
Og det skal du huske på. Du er bare i processen til at blive en helt.

Forestiller mig kommentarer som;
“Hold din kæft, min angst gør mig ikke stærkere, du aner ikke, hvordan jeg har det,”
“Min OCD fik mig lige til at tjekke låsen 5 gange; efter jeg havde lagt mig i sengen. Hvordan kan du sige, det er en superpower?!”
“Jeg har udskudt alle mine opgaver og skal nu blive oppe hele natten for at skrive 3 essays! ADHD er en dårlig ting, du aner ikke, hvad du snakker om!” 

For lige at gøre det klart; jeg mener ikke, at selve sygdommen er en gave og jeg siger ikke, at hvis du har en diagnose, er du vildt velsignet. Og jeg siger ikke, at du skal være misundelig over ikke at have en sygdom, der giver dig besvær med koncentration, rastløshed, hukommelse, opmærksomhed og følelser all over the place.
Det er trods alt kaldet en sygdom af en grund. Fordi det har evnen til at ødelægge flere aspekter af dit liv; din karriere, venskaber, forhold, dine drømme. Det er slemt. 
Og hvis du ikke har det, skal du ikke være ked af det. Det er jo ikke fordi, man går ind, får diagnosticeret ADHD og går ud og råber “YES! Lige hvad jeg havde håbet på! Woooh!
(Okay, lige med ADHD kan det faktisk godt være; vi har det med at være højtråbende og impulsive på forkerte tidspunkter)

Hvad jeg prøver at sige er, at der måske er styrker til din sygdom, du ikke har overvejet; måske ser du kun på den dårlige side, fordi det er det, der fylder mest lige nu.
Intet er så dårligt, at der ikke kommer noget godt ud af det. (Okay, det her quote virker lidt voldsomt, for måske er din kanin lige død og du kan ikke se noget godt ved det – men altså, nu skal du ikke længere gøre rent i dens bur.. okay, ikke sjovt. Ej, man skal tage det quote med et gran salt, ikk?)

Jeg føler lidt, at jeg plaprer for at gøre min mening mere acceptabel; for jeg ved godt, det her nok er en upopulær holdning, da alt for mange ser alt for seriøst på deres situation og bare ikke er villige til at se noget positivt.
Du skal være modtagelig overfor forandring, ellers sker der intet.

OCD er da skide irriterende, men blandet sammen med ADHD giver det nogengange en vildt god kombination (OCHD?), når der skal gøres rent. Impulsivitet + beskidt gulv = win!
Sommetider, hvis min ADHD bager en kage, vil min OCD vaske tingene op med det samme! Så skændes de lidt inde i min hjerne, mens Stress og Angst bare kigger på hinanden og ryster på hovedet. De kan godt engang imellem lige løfte en finger, så OCD og ADHD mærker et pust af Stress; og så ved de, OCD har vundet.
Angst og ADHD virker også ret godt sammen. For sommetider lader ADHD måske ting ligge og flyde, men så flyver Angst bagved og samler det op, for uh nej, hvad nu hvis vi glider og dør?!
Det hele er meget sjovere, når man ser sine diagnoser som små “mennesker” inde i ens hjerne, lidt som i filmen “Inderst Inde”, hvor man ser alle følelserne kommunikere med hinanden i forskellige situationer.

Jeg føler lidt, min Cocktail gør mig til noget helt specielt. At have modsættende diagnoser er svært, men som i eksemplerne overfor kan det også være en fordel.
At være et rodehoved på samme tid med at ville have orden? Yessss…

~ TISSEPAUSE!! Der er gået cirka 5 minutter nu, så hvad med at tage et glas vand? Eller juice? Eller en Pepsi Max? Eller en kop kakao?
Det er en struggle at vælge drikkevarer i forvejen, men med ADHD ender jeg altid med at have 700 forskellige væsker foran mig, fordi jeg bare ikke kan beslutte mig.
Men så dehydrerer jeg i det mindste ikke. Positiviteten vinder ~ ^^ ~ 

 

Okay, nu er tissepausen slut, så nu kan jeg prøve at forklare videre, for du er sikkert snot forvirret.
Hvad mener hun med, at stress er en superpower?!?!!”
Hvis du har læst, at din diagnose er din superpower, sidder det lille diagnose-væsen i din hjerne og danser rundt med en superheltekappe på lige nu. Indtil du læser næste linje…

News flash; det er ikke diagnosen, der er superpoweren. Det er dig*. Du er superhelten, fordi du ikke lader diagnosen styre dit liv. Du er en superhelt, fordi du kæmper imod den hver eneste dag, så den ikke overtager din hjerne og dét er din superpower.
Din evne til at kæmpe imod.

Og hvis vi skal være ærlige her, så ville jeg ikke fjerne ADHD, hvis jeg kunne; mine diagnoser er en del af mig, dog ikke hele mig. De er blot en lille grund til, at jeg er som jeg er. Og at fjerne dem, ville være at fjerne en lille del af mig – jeg ved ikke, hvordan jeg er uden diverse diagnoser. Og true, det ville være rart at leve en dag fri for angst – men uden det, ville jeg aldrig have endt, hvor jeg er i dag.
Uden angst ville jeg ikke have været så stærk, som jeg er i dag og uden OCD havde jeg nok aldrig været så engageret og velforberedt i skolen. Uden stress, ville jeg miste en del af drivkraften til at lave de late-night opgaver, jeg gemmer til mig selv, når min ADHD har udskudt det i 3 uger, fordi der var lige en serie på Netflix og der var lige..
Uden ADHD havde jeg sikkert aldrig skrevet en bog; det var noget af det mest impulsive, jeg nogensinde har gjort. En af de største beslutninger i mine teenageår var motiveret af min ADHD.
Jeg er helt vildt taknemlig for den person, jeg er og det liv, jeg lever. Og hvis jeg kunne tage tilbage i tiden og ændre noget, ville jeg… ikke ændre noget. (Måske ville jeg tage et par gamle lottotal med, så jeg kunne vinde og sætte et par 100 millioner hen på en opsparing)

Alt sker af en grund. Begivenheder, gode som dårlige, former os som personer og jeg synes, det er vildt at tænke på, at én lille beslutning kan ændre alt.
Og det kan virkelig være hver lille ting; at dreje til højre eller til venstre, at gå fra huset ét minut senere end man egentlig gjorde..
Da jeg var omkring 9 år, mistede jeg en af mine veninder, fordi hun blev påkørt af en lastbil, imens hun cyklede i skole – jeg har tit tænkt over, at hvis hun havde gået bare få sekunder senere, hvis chaufføren var blevet stoppet i et lyskryds, hvis hun havde sovet over sig, havde gået på en anden skole eller hvis de havde cyklet bagved hinanden istedet for ved siden af hinanden…
Hver enkelt lille ting ændrer alle ens fremtidsmuligheder, selvom mange beslutninger synes ubetydelige. Og man kan ikke vide, hvad der ligger forude af op- og nedture.
Det er noget af dét, der gør livet så spændende. Og man skal leve hver dag fuldt ud.
Jeg tror ikke, livet er forudbestemt. Jeg tror, der ligger en masse veje foran os og det er op til os at vælge retningen.

Det kan virke som lidt af et sidespor, men hvad jeg egentlig siger er, at der er en grund til, at du er, som du er; og en dag vil det hele give mening for dig.
Du er ikke håbløs. Du er ikke til grin. Du er ikke svag. Du er ikke doven. Du er stærk. 
Dine mørke dage har gjort dig stærk. Eller måske har du været stærk hele tiden og alle nedturene har bare fået dig til at bevise din styrke.

At kæmpe en mental krig med sin diagnose hver dag, er hård workout… – ærgerligt, og ikke helt fair, at den hårdeste træning er noget, man ikke mister kalorier på -.-
Men du skal være stolt af den kvinde/mand, du er blevet, for du er gået igennem så meget for at blive hende/ham! Måske er du stadig i processen, men tro mig; hun/han bliver stolt af dig!!

Min pointe er, at din diagnose gør dig farverig og det er måske derfor, du føler dig lidt malplaceret. Du er et farverigt menneske, der går rundt i en sort/hvid verden.
Jeg så lige det her quote i dag; I used to have superpowers, but my therapist took them away; jeg plejede at have superkræfter, men min terapeut fjernede dem.
Når terapeuter, psykiatere og psykologer finder ud af, at der er noget “galt med en”, er det første de gør, at kaste medicin efter en – ligegyldigt hvad, prøver de i hvert fald at “fikse” en. Som om, der er noget galt med en, fordi man kan lide at råbe spinat oppefra Rundetårn eller fordi man gerne vil være sikker på, ens døre er låst … 40 gange, før man tager afsted. Okay, jeg kan godt se det… men jeg synes ikke, det er fair, at de prøver at presse kreativiteten ud af folk, for “det er godt nok mærkeligt, det dér.”

Jeg føler mig ofte alt for farverig til denne sort/hvide verden. OG JEG ELSKER DET!
Jeg går gerne rundt med regnbuebenvarmere bare for at vise, at jep, der er nogle her, der kan! Og alle de sort/hvide mennesker kan ikke få deres øjne væk; for wow, der er en dér, der tør være sig selv; at være anderledes.
Eller måske tænker de bare omg, what a freak. 

Måske skal jeg til at slutte indlægget, for mit preview siger, at det kommer til at tage cirka 10 minutter at læse; så hvis du har læst så langt her, fortjener du en slikkepind!
Og måske endnu en tissepause.

xx/ Thildt ♥ 

“You’re gonna be happy,” said life. “but first I’ll make you strong.” 

32191585_1765301616859225_8454628996028563456_n
Tip; gå en tur ved stranden, mens der er solnedgang. For det første, kan du få en masse fede billeder og for det andet, er det bare så beroligende på en helt speciel måde. Det er lige et lille pusterum fra en travl hverdag.

Intro – mig og mine diagnoser

For at forstå noget af det, jeg kommer til at skrive i fremtiden, må du have en slags baggrundsviden, ellers er det svært rigtigt at relatere til noget af det.
Hvem er jeg og hvor har jeg fået min erfaring fra?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så hader jeg spørgsmålet ”hvem er du?” for jeg er aldrig helt sikker på, hvad man kan tillade sig at svare. Og hvor langt skal det være? Og hvad skal jeg sige? Og hvem er jeg egentlig?
Jeg kan starte med det, jeg ved; Jeg hedder Mathilde, og min fødselsdato er den 5. marts (1998), hvilket gør mig 20 år gammel.
Jeg elsker at skrive og slapper rigtig meget af i det; og så er jeg også vild med the Sims 😀 Uh, og minions er ret søde! (Og så kommer jeg nok tit til at skrive om lamaer, for de ser bare så sjove ud, elsker dem – og Nutella smager godt:))))
Har altid været et meget kreativt, positivt menneske og jeg finder verden vildt interessant. Elsker at sidde og bare nyde naturen, gå en tur ved stranden eller observere mennesker (det lyder lidt creepy, men det er det altså ikke, okay xD )

Jeg studerer pt. HF online på enkeltfag, hvilket jeg nok kommer ind på senere i et indlæg om, hvordan jeg tackler uddannelse, når min hjerne er sådan lidt halvkogt, eller hvad man skal kalde det.

Jeg bor i Hjørring med min kæreste, bedste ven & soulmate, Michael. Vi har været sammen i 3 år (2 år og 10 måneder, hvis vi skal være præcise) og det har været (/er) en vild, sjov, emotionel & fantastisk rutsjebanetur, der heldigvis lige for tiden befinder sig på det bedste, stærkeste punkt nogensinde. Han gør virkelig hver dag til en leg og han har hjulpet mig igennem så mange forhindringer. Han er en klippe, det er han virkelig. Alle burde have en Michael! (Dog ikke ham her, han er min!)
Jeg vil også skrive nogle indlæg om diagnoser & parforhold, for det tror jeg, vil gavne mange. Kort sagt, har alle brug for en støttende, tålmodig partner, der er villig til at gå ind i “din verden” for at forstå dig.

Som barn var jeg altid meget vild, kreativ, fantasifuld og . Jeg elskede opmærksomhed og ville være venner med alle! Da jeg blev 10 år, blev mine forældre skilt og ikke så længe derefter måtte vi flytte – både hus og skole. Jeg var ret ked af at forlade mit barndomshjem og min lille, trygge privatskole, men havde det faktisk fint nok med at blive skilsmissebarn; det var bestemt bedst for alle parter. Det var på det her tidspunkt, mine diagnoser begyndte at vise sig for alvor. Jeg vil beskrive starten af de forskellige diagnoser – og hvordan det udviklede sig – i individuelle indlæg, men har dog også noget af det med her.

Min ADHD (som jeg endnu ikke vidste, jeg ”besad”) vendte sig fra vild og udadvendt, til stille og indadvendt – super godt, når man skal til at starte på en ny skole! Og så endda en stor folkeskole:)) Folkeskolen var pænt sagt lort for mig. En kæmpestor lort, haha.
Trods mit intellekt og min ellers så smarte, engagerede hjerne, droppede mine karakterer til bunden, for jeg kunne hverken sidde stille eller koncentrere mig. Mine lærere mente bare, jeg var doven og forstyrrende, så de var ikke ligefrem mine største fans.
Jeg var deprimeret, bange for hvordan andre så mig og på samme tid var min hjerne fuld af ”popcorn”*, angst – og tvangstanker. Det var super skræmmende, for jeg anede ikke, hvad det var. Og man lyder nok lidt crazy, når man siger, at ”hey, jeg føler, at noget i min hjerne siger til mig, at jeg skal gentage alt, jeg siger, for ellers dør min mormor” eller ”to sekunder, min venstre lillefinger rørte lige tasken på hende damen, der gik forbi, så jeg løber lige hen til hende og rører tasken med min højre lillefinger, ellers dør jeg altså i nat”.
Jeg havde kæmpe søvnproblemer, for jeg troede altid, der lå en under min seng med en kniv eller lignende, eller at der stod en morder inde i mit skab. Helt vildt sandsynligt, I know right?

Jeg gik til psykolog efter mine forældre blev skilt, flere forskellige faktisk, men det gjorde intet godt for mig; jeg havde brug for medicin og en diagnose, men ingen vidste, hvad der var galt. Alle troede vel bare, jeg var en uduelig teenager, der bare ikke magtede at oppe sig. Min skønne mor fik en tid for mig hos en rigtig dygtig psykolog, der med det samme sagde, at jeg skulle afsted til psykiater. Det stod ret klart, at alle mine tidligere psykologer havde underspillet det, der foregik i min hjerne, for de havde ikke styr på psykiske lidelser – de behandlede bare mine tanker som ”normale tween problemer”. Tvangstanker og andre OCD-lignende ting var åbenbart ikke så kendt på det tidspunkt.
Vi fik en tid ved en privat psykiater og regnede med, jeg ville komme ud med en OCD diagnose og hjælpemidler til det…
Det tog dog ikke mange sekunder for psykiateren at komme ind på ADHD. Og jeg var sådan, haha hvaaaaaad?
Men som hun fortsatte sin snak, faldt alle brikker langsomt på plads. Det var en vild oplevelse at kunne sidde og sige ”nååårh, det er derfor, jeg gør sådan og sådan,” og ”åh, det er derfor, jeg ikke kan dét og dét.” Det hele begyndte at give mening.
Hun sagde, at det nok var ADHD’en, der var grunddiagnosen og så var alt det andet ”følgediagnoser”.
Jeg føler ikke, hun kiggede godt nok på min OCD og angst, hun gik bare ud fra, at det var noget, der ville forsvinde med ADHD-medicinen. Og så sagde hun også, at stress og ADHD helt naturligt hang sammen.
Og det må man så sandelig sige, det gør. Sikke trofaste følgesvende!

Jeg følte mig totalt malplaceret i min hjerne og tanker som ”hvorfor lige mig?” var der selvfølgelig konstant.
Men jeg tror aldrig nogensinde, man bliver givet et liv, man ikke er stærk nok til at leve.

Først på efterskolen begyndte jeg at føle, at jeg passede ind; det var helt bestemt det rigtige sted for mig og jeg er så evigt taknemlig for, at jeg fik muligheden for at gå på lige præcis den skole – og så i tre år! I løbet af det første år blev mine karakterer fordoblet og jeg tabte mig helt vild – det var skønt!
Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker der og er stadig venner med en del derfra – og så var det også der, jeg fandt Michael.
Så hvis du er i efterskolealderen, anbefaler jeg det helt klart – især hvis du føler dig lidt malplaceret. Det hjælper virkelig en til at finde ud af, hvem man er og hvad man vil.

Det tog mange års selvmedlidenhed, før jeg indså, at jeg skulle lade være med at have ondt af mig selv hele tiden og i stedet for prøve at få noget positivt ud af det.
For det kan godt være, min hjerne fungerer lidt anderledes, men det gør mig ikke totalt invalid, selvom det sommetider føles så hæmmende.
Jeg har altid været et positivt menneske, jeg havde bare glemt at vende positiviteten mod mig selv. Og man kan aldrig være helt glad, hvis man ikke har accepteret sig selv og sine ”quirks”.

I fremtiden vil jeg også skrive om selvaccept og hvordan man lærer at leve optimalt med sin(e) diagnose(r).

Hvis du vil have opdateringer, når der er et nyt indlæg, kan du følge bloggen ved at klikke nede i hjørnet (tror jeg) – så skal du bare skrive din mail, bekræfte “abonnentet” og så kører det ellers helt automatisk derefter!

Jeg håber, du vil følge medi fremtiden, evt. efterlade kommentarer engang imellem så jeg ved, om noget af det, jeg skriver, giver nogen som helst mening ♥
Jeg er lige startet, så der er ikke så meget “hjælp” at finde endnu 😛

xx/ Thildt

*Popcorntanker er, når man aldrig rigtigt når at tænke en tanke færdig, før der popper en ny op. 

“No matter how dark it gets, the sun will rise again.” – Meredith Grey

32164438_1764097836979603_8270540470019424256_n

Og rejsen begynder!

Tusind tak for dit virtuelle selskab!

Jeg glæder mig så meget til at komme igang med det her. Jeg har i et stykke tid gået og ventet på, at noget skulle ske, men uden egentlig at gøre noget ved det.. Så skrev min mor i morges (eller egentlig i aftes, men jeg så det først, da jeg vågnede), at jeg burde have en blog, hvor jeg lærer andre at gøre som mig*. Og så, impulsiv som jeg er, købte jeg et domæne og fik opsat en hjemmeside via. WordPress, indenfor en time.
Den her impulsivitet er virkelig både englen og djævlen på min skulder, haha. For hvad nu, hvis det ikke går? Så er det bare spild af penge og endnu et mislykket forsøg på at komme ud med mine finurlige tanker. Men hvis det kommer til at fungere; oh, what a blessing.

*Jeg skal nok lige uddybe det der ‘at gøre som mig’; Jeg er diagnosticeret med bl.a. ADHD, OCD, angst og stress – sikke en cocktail. Efter mange år med mislykkede metoder fra diverse psykologer og tips og tricks alle mulige forskellige steder fra, har jeg endelig fundet mine egne strategier, der magisk nok virker!
Og det er ikke sikkert, det virker for alle; er faktisk ikke 100 % sikker på, hvad det egentlig er, jeg gør og hvis jeg havde en fast opskrift på, hvordan man får livet til at fungere optimalt med diagnoser, ville jeg da dele den. Og så ville jeg nok også blive rig..

På den her blog vil jeg skrive om, hvordan jeg håndterer livet med diagnoser. Jeg har mine egne metoder og vil så gerne dele dem med folk, der evt. lider med noget af samme. Måske kan det hjælpe dig, og måske synes du bare, det er en omgang bullshit.

For det meste kommer det til at omhandle ADHD, OCD, angst og stress – og så bare hverdagen med den lækre cocktail, de diagnoser giver :)))
Alt lige fra hvordan man får et forhold til at fungere, når man har de her diagnoser, til hvordan man kan komme igennem en helt normal hverdag. Griner lidt over det der ‘helt normal hverdag’, for, let’s face it; hvis du har indtaget samme cocktail som jeg har – eller hvis din cocktail bare er en fjerdedel af min.. så er der ikke rigtigt noget, der hedder en helt normal hverdag, vel?

Diagnoserne giver mig mere liv og lyst til at kæmpe. De er ikke en hæmmelse for min fantasi – tværtimod! Og jeg vil så gerne hjælpe andre til at forstå, at en diagnose ikke nødvendigvis behøver at være en klods om benet.

Måske er din diagnose i virkeligheden din superpower.

 

xx / Thildt 

“It’s okay if all you did today was survive.” 32082711_1763757923680261_96317772643958784_n