Længeventet comeback

Hej – wow, længe siden – også meget længere, end jeg troede… Sidst jeg skrev noget var åbenbart i forbindelse med Jessicas 1-års fødselsdag.
Er du vimmer, der er sket meget, siden da.
Jeg er blevet mor til to, mistet min far, blevet skilt, flyttet to gange, blevet student, optaget på lærerstudiet, mistet venner og andre bekendtskaber(både af kendte og ukendte årsager), fået nye venner, begyndt at strikke og meget mere – ikke i kronologisk rækkefølge, forresten, men det skal vi nok komme til.

Student og skilsmisse

I juni 2021 blev jeg endelig student – samme tid som mine to dejlige søstre. Jeg fik hue på efter mange års onlinestudie, der (legit nok) har været pauseret grundet barsel. Jeg færdiggjorde de sidste fag, imens jeg hjemmepassede Jessica og har simpelthen været så taknemlig for den mulighed, for de der første par år er simpelthen så vigtige for mig – det er de selvfølgelig alle sammen, men hvor er jeg glad for, at jeg har haft mulighed for at have Jessica hjemme stortset hele tiden indtil børnehavestart – som er om en lille måneds tid, btw.
Og nej, det er ikke fordi, jeg ikke har ambitioner i livet eller bare vil dovne den af derhjemme istedet for at komme ud og “blive til noget” (men tak for den kommentar 😉 ) – for mig har det bare betydet helt enormt meget at give Jessica (og mig) den tid sammen. Hvilket også er en af grundene til, at jeg blev så glad for, at graviditeten med sødeste Isabel faldt så perfekt – for det betød, at jeg kunne gå på barsel stortset lige omkring studiestart (jeg var blevet optaget på den netbaserede læreruddannelse med start september 2021 – et drømmestudie, som selvfølgelig så blev udskudt et år pga. barsel) og dermed have Jessica (og bæbi) hjemme endnu længere ♥ Visse mente, at min glæde simpelthen skyldtes, at jeg ikke skulle “ud i den store verden” – kunne det mon tænkes, at min glæde var fordi, der nu var et nyt ønskebarn på vej? 😉
ANYWAYS, vi har simpelthen trives så godt med hjemmepasserlivet – Jessica var dog i vuggestue nogle måneder, efter jeg mistede min far i august, hvilket jeg også kommer til senere.
Der skete en masse i juni – lige efter jeg blev student, blev min eksmand og jeg skilt og hold nu op, hvor jeg i lang tid bare syntes, det lød latterligt. Jo tak, jeg har fået nok kommentarer som “det var nok for tidligt, I blev gift” osv., men det er ikke dét, det handler om – vi var jo gået fra hinanden alligevel, ring eller ej. Desuden gifter man sig jo ikke, medmindre man oprigtigt tror på, at man skal være sammen for evigt. Det skulle vi ikke – og det er okay. Og jeg vil ikke gå ind i detaljer her, men kan i hvert fald sige, at det forhold ikke var godt for nogen af os længere, vi levede i to vidt forskellige virkeligheder og kunne ikke finde ud af at snakke sammen, og så skal man ikke være sammen. Alle har det bedre nu. 🙂
Men det har godt nok taget tid at acceptere den der titel som fraskilt enlig mor som 24 årig. Og det er egentlig underligt, for jeg stortrives. Men jeg tror bare, jeg har følt, at det var pinligt – sådan tihi fnis, de blev gift og så skilt, fordi de er dumme og unge.
Men jeg er helt okay med det nu – ja, vi blev gift og så skilt, og ja, vi er nok “dumme og unge”, og det er okay 😛

Far… ♥

Jessica og jeg flyttede til Hurup i slut juni/start juli, i lejligheden lige ved siden af min elskede far. Det skulle bare blive så hyggeligt, vores vægge var lige op af hinanden, vores altaner ved siden af hinanden, og hvis en af os manglede noget, kunne den anden lige kaste det ind på altanen – the dream. Min far var så glad for, at vi nu var flyttet ind ved siden af og fortalte alle og enhver, at nu var hans datter og barnebarn – snart børnebørn – flyttet ind ved siden af, og nu kunne han endelig være den morfar, han drømte om at blive – nærværende, tæt på, altid tilgængelig.
For mig var det lidt grænseoverskridende, da jeg jo stod midt i et brud med M og ingen rigtigt kendte hoved og hale i, hvordan det ville ende, så jeg blev også lidt sur på ham over, at han fortalte det til alle – for “det var jo ikke sikkert, vi ikke skulle være sammen igen” osv. Egentlig var det nok bare fordi, jeg ikke selv helt havde accepteret det endnu. Heldigvis nåede jeg ikke at være sur i mere end en times tid 😉 Han sagde, at han selvfølgelig ikke rendte med sladder, han fortalte bare folk, at hans elskede datter og barnebarn(børnebørn) flyttede ind ved siden af, fordi han var så stolt og ovenud lykkelig!! Hvilket jeg selvfølgelig godt kan forstå – og hvor ville jeg ønske, han havde nået at opleve lykken ved det i længere tid.
Jeg ville også ønske, at jeg havde optaget hans reaktion, da jeg fortalte ham, at vi flyttede ind ved siden af (hvilket jeg ikke gjorde, fordi jeg snakkede i telefon med Maj, da min far kom hjem, og jeg kunne bare ikke vente med at fortælle ham det, så tak Maj 😡 Ej, jeg elsker dig, det er okay).
Han lyste fuldstændig op, han blev så glad og lykkelig og han var fuldstændig på halen over det.
Nu skulle der bare leves. Og med Isabel på vej, var han også bare så lykkelig over, at han nu kunne få mulighed for at være med 100% fra starten – han har altid snakket meget med Jessica og de to havde et fantastisk bånd, men det er jo klart, det ville blive styrket nu, hvor vi skulle til at være naboer. Og at han fra starten ville få et specielt bånd med Isa også.
Kort efter vi flyttede ind (øh, et par dage efter), var der studentergilde for mig og mine søstre – vi havde en fest, det var simpelthen så hyggeligt og vigtigst af alt; far var med!
Han var så stolt og glad, taknemlig og lykkelig.
Vi nåede lige at nyde vores naboskab et par dage og så tog Jessica og jeg til Jesperhus en uge. Da vi kom hjem derfra, så vi hinanden, handlede sammen og hyggede os inde ved ham, inden vi gik hver til sit og lavede aftensmad hver for sig, for Jessica var træt og jeg havde egentlig også brug for at slappe af. Han spurgte, om jeg ville have hans gyngestol, som Jessica var helt vild med (for han turde nemlig ikke sidde i den). Fortalte, at han lige havde skrevet sig op til en begravelsesopsparing, for det var i hvert fald ikke noget, der skulle ramme os piger. Altså ikke at han skulle dø snart, men han skulle jo spare op i god tid – han skulle jo leve mange år endnu og gerne til han blev 100. Grunden til, at han snakkede om begravelsesopsparing osv., var fordi, han godt vidste, der var en risikabel operation forude. Han skulle have en bypass operation og have udskiftet nogle hjerteklapper og have indsat en mekanisk hjerteklap mm. Operationen var planlagt til september 2021. Vi sad i hans stue og snakkede, grinede og jokede. Vi havde lige handlet sammen og nu skulle vi så hver til sit, selvom vi egentlig havde planlagt at spise sammen – men Jessica var træææt efter en lang uge i Jesperhus. Men vi skulle selvfølgelig ses snart, for nu var vi jo naboer, sagde han med det største sejrsmil. Og så kunne vi fremover spise sammen et par gange i ugen – og det skulle blive så hyggeligt, var vi enige i.
Og så krammede vi for aller sidste gang. For så skulle Jessica på weekend med Michael og jeg tog på weekend hos mine søstre i Aalborg.
Og da jeg kom hjem fra Aalborg og Jessica hjem fra Holstebro, brugte vi resten af søndagen på at slappe af. Søndag, på min rejse hjem, var tilfældigvis også lige den dag, jeg valgte at blive sur på ham over, at han havde sagt til så mange, at jeg var blevet skilt og flyttet ind ved siden af (selvom jeg jo var det). Jeg blev god igen kort efter og nåede også samme dag at fortælle ham, at jeg ikke var sur på ham – jeg var bare stresset og ked af det over alt det, der var sket.
Han forstod. Som altid. Vi snakkede lige kort sammen i telefon søndag aften, han rakte en mælk hen til mig via altanen og det var sidste gang, jeg rørte hans hånd, imens han var i live. Havde jeg vidst det, var jeg gået ind til ham og havde givet ham en kæmpe krammer og aldrig givet slip. Jeg foreslog derude på altanen, hvor vi lige kunne se hinanden igennem bræderne og vores hænder mødtes ved siden af dem, at vi kunne spise sammen i morgen, for Jessica var lidt for træt til at “komme sammen” nu. Pis og lort. Hvorfor inviterede jeg ham ikke bare ind. Han sagde, at det ville han gerne, og at nu skulle jeg ikke blive bange, men han skulle måske snart lige ringe efter en ambulance. Hans hjerte gjorde ondt og lægen havde sagt, at hvis det begyndte at gøre mere ondt, skulle han ringe 112.
Jeg opfordrede ham til at gøre det. Tænkte ikke, at det var nogen big deal, for han havde været på sygehuset så mange gange før og altid kommet hjem i live. Og så kunne vi jo bare spise sammen en anden dag.
Jeg gik ind og lavede hurtig aftensmad, puttede Jessica og hørte ikke telefonen ringe – eller jo, det gjorde jeg faktisk, jeg så også, at han ringede – men jeg kunne ikke tage den, for Jessica var lige ved at falde i søvn, og havde jeg taget telefonen eller rejst mig for at gå ud og snakke i den, ville hun vågne. So freaking what, har jeg tænkt mange gange bagefter. En opvågning for at give min far en sidste krammer seems pretty damn worth it.
Jeg skrev til ham, at jeg ikke lige kunne tage telefonen og han skrev tilbage, at det var helt okay og at vi kunne snakke i morgen. Han var lige blevet hentet med ambulancen og først kørt til Thisted og derefter hastet til Aalborg, da de mistænkte blodpropper og det var sådan pænt akut, da han jo stod til at skulle have den hjerteoperation i september. Han håbede, de ville rykke operationen frem, så han kunne få det fysisk bedre nu og hurtigere “være på benene” igen.
Han blev indlagt akut på hjerteafdelingen mandag den 19. juli og hans operation blev rykket til fredag den 23. juli, så han skulle bare være i Aalborg og vente til der. Så blev hans operation rykket til tirsdag den 27. og jeg kan ikke beskrive hvor gerne jeg ville have besøgt ham – men at rejse til Aalborg så åbenbart helt uoverskueligt ud for mig på daværende tidspunkt. Og jeg tilgiver mig selv for det. Men argh. Regrets.
Den 27. juli, imens han lå og blev opereret, kom en vaskemaskine, som han havde købt til mig. Det var hans indflyttergave og den har godt nok bragt meget glæde! Hele dagen gik jeg og ventede på et opkald fra kirurgen. Ventede og ventede, blev mere og mere nervøs. Opkaldet kom endelig. Operationen var veloverstået og han lå nu på opvågning. Aftenen efter, den 28. juli kl. 20.48 ringede jeg til afdelingen og jeg blev i telefonen mødt af en venlig sygeplejerske, der spurgte, om jeg ville snakke med ham. JA TAK!!! Han kom i røret og sagde, at han desværre ikke kunne snakke så længe, for han kunne ikke så godt få luft, men det var dejligt at høre min stemme. Jeg snakkede med ham i 7 minutter. Spurgte, hvordan han havde det – ikke så godt. Men han glædede sig til det var bedre og han ville nok være hjemme om maks to uger. Han var optimistisk. Dagen efter fik jeg et opkald fra ham. Han ville lige høre min stemme igen og fortælle mig, han elskede mig, jeg fortalte, at jeg også elskede ham – han kunne høre Jessica grine og lege i baggrunden og man kunne næsten høre hans smil igennem telefonen. Jeg havde lige været ved jordemoder og skulle også til læge samme dag. Vi var ude og besøge min mors veninde, skulle lige spise lidt frokost og sådan – og han kunne heller ikke snakke så længe. Vi snakkede i 10 minutter. Klokken 12 var sidste gang, jeg hørte hans stemme “i live”.
Vi lagde på og sluttede som altid med “jeg elsker dig”. Jeg tror jeg bagefter fik sagt, at det nok egentlig ville blive lidt belastende i længden at bo lige ved siden af en forælder, for han ville jo egentlig kunne høre hver gang vi ville få en urolig nat, spørge om han skulle komme og hjælpe osv – hvilket jo er mega sødt og omsorgsfuldt, og av mit hjerte at jeg skulle tænke sådan vitterligt lige inden han gik bort og faktisk slet ikke ville komme hjem til at være min nabo alligevel. Jeg fik heldigvis også sagt, at det med garanti ville blive mega hyggeligt og givende.
Samme dag besøgte en af mine søstre ham på sygehuset, hvilket han var så glad for. Om aftenen omkring klokken 21 blev han lagt til at sove i respirator, fordi recovery var så hårdt for hans krop.
De prøvede at vække ham fra respirator efter et par dage, men han havde rystet på hovedet som om han ikke var klar endnu. Mandag den 2. august prøvede de igen at vække ham, han var vågen lidt, men hans krop havde brug for lidt mere hjælp af respiratoren, så de lagde ham til at sove igen. I forbindelse med det, fik han hjertestop i over en halv time. De fik hans hjerte til at slå igen, men måtte åbne ham op igen og håbe, han kunne stabiliseres. Jeg brød fuldstændig sammen, da jeg fik besked om, at han havde haft hjertestop og at de ikke vidste, om hans hjerne havde taget skade af det og om han nogensinde ville vågne og “være normal” igen. Shit mand.
Tirsdag den 3. august tog vi til Aalborg og så ham. Krammede ham og snakkede til ham og hørte lidt om forløbet. Jeg snakkede i telefon med sygeplejerskerne på hans stue dagligt for at høre til hans status. De var så gode og kærlige og forstående.
Fredag den 6. august fortalte de i telefonen, at det desværre slet ikke gik den rigtige vej. Al sovemedicinen var stoppet for flere dage siden og han var stadig ikke vågnet fra respiratoren, hvilket selvfølgelig ikke var et godt tegn. De kunne se, at han efter hjertestoppet ikke længere “hjalp” maskinen med at trække vejret, den gjorde det for ham. De spurgte, om vi havde mulighed for at komme mandag den 9. august til en samtale med hans læge for at få svar på hjernescanninger og at vi skulle forberede os på, at det var farvel. Av igen. Så mange gange av.
Den søde sygeplejerske sluttede af med at spørge, om jeg var okay – og at jeg skulle huske at passe på mig selv, min datter og baby i maven – og så skulle de nok gøre alt i deres magt for at passe på min far.
Så blev det mandag. Og vi kom til samtale. Med en lille smule optimisme. Og så kom beskeden.
Hjernen tog så meget skade under hjertestoppet, at der ikke er mere hjerneaktivitet.
Reiner kommer aldrig til at vågne igen. Aldrig nogensinde.
I bestemmer selv, hvornår respiratoren skal slukkes, men det er synd at trække den længere.

Fuck, mand. Pis og lort og alt muligt andet. Kunne ikke engang græde. Kunne slet ikke sige noget, udover “hvis I ikke havde vækket ham fra respirator, før hans krop var klar, havde han så ikke fået hjertestop?”
Ledte bestemt efter nogen at give skylden. For min far kunne da ikke være død. Der måtte være en fejl. Bullshit. Det hele var deres skyld. Hvorfor havde de ikke bare, og hvorfor havde de ikke dit og dat.
Denial, big time.

Jeg havde i forvejen bestilt tid til en 3D scanning af Isabel, fordi jeg havde simpelthen brug for some good news for ikke at brænde helt sammen. En af mine søstre blev ved vores far, den anden tog med mig til scanning. Og i det øjeblik, jeg hørte Isabels hjerte slå, stoppede min fars.
16.30 blev respiratoren slukket og 10 minutter efter fik han endelig fred.
En kær ven sendte mig dette digt i forbindelse med begravelsen og jeg synes, det fortjener en deling;

A thousand words won’t bring you back, I know because I’ve tried;
neither will a million tears, I know because I’ve cried.
You never said I’m leaving, you never said goodbye.
You were gone before I knew it, and only God knew why.
A million times I needed you, a million times I cried.
If love alone could have saved you, you never would have died.
In life I loved you dearly, in death I love you still.
In my heart you hold a place, that no one could ever fill.
It breaks my heart to lose you at this moment, but you didn’t go alone.
For part of me went with you the day God took you home.
You’re gone but forever will be remembered, sleep well Reiner!

De næste dage, uger, måneder var vilde.
Bedemænd, kistevalg, urnevalg, tøjvalg til kisten, andre ting til kisten, oprydning i lejlighed, tømme lejlighed, sælge, give bort, beholde, planlægning af begravelse, mindesammenkomst, holde begravelse, høre taler, græde, se ham blive kørt væk, av, valg af gravplads, afhentning af urne, urnenedsættelse, blomster, så mange blomster og kærlige tanker, lægebesøg, jordemoderbesøg, scanninger, sorg over tabet af far, sorg over et mislykket forhold, videre, lykke over graviditet, vuggestuestart, holde mig sammen for Jessica, månedsdagen, tårer, uendeligt mange tårer, sorg, stilhed, venner faldt fra, for sorg er åbenbart akavet, verden kom videre.
Isabel kom til verden, kæmpe lykke, alt var godt, bortset fra sorg. Alene med to børn, sejt. Taknemlig, glad og lykkelig. Oprydning, rengøring, sorg, madplaner, madlavning, sorg, husk at spise, husk at smile, sorg. Vær på pletten, ikke vis det, sorg. Gud forbyde der er beskidt i lejligheden, for visse kan åbenbart ikke forstå omfanget af sorg (ja, jer). Forbi hans lejlighed hver evig eneste dag, han boede lige derinde, sorg. Klaustrofobi, ingen luft, må flytte, må flytte, må flytte. Sorg. Vuggestuestop, alle var glade. Flytning, corona an mas, flytning udskudt, tilbud om hjælp, bagtanker, falsk venlighed, skuffelse, corona an mas, sorg.
Fik flyttet, mere plads for færre penge, kom på afstand, fik en have, stadig sorg, men ikke lige så overvældende og tæt på. Perfekt til os, glæde hver dag, lykkelige, kan få luft, dejligt hus, dejlig have, mere overskud til rengøring, oprydning, madplaner, madlavning, huske at spise osv.
Livet er fantastisk og jeg elsker det. Vi er så glade og lykkelige. Men den er der stadig. Sorgen.
I dag er det 9 måneder siden, han døde. What. Det føles på samme tid som lang tid og så kort tid. Savner ham hver eneste dag. Det gør ondt. Så ondt. Og verden er videre for længst.
Sommetider rammer sorgen så hårdt. Sorgen over alt det, der nu aldrig kommer til at ske.
Sorgen over alt det, han ikke fik oplevet og over alt det, vi ikke fik oplevet med ham.
Men vigtigst af alt; han vidste, han var elsket. Han vidste, han skulle være morfar endnu engang. Han vidste, vi var flyttet tæt på og han var så glad og lykkelig. Han døde glad. Mærkede ikke smerter ved det. Han er i Himlen nu. Uden smerter, uden sorg. Helt frisk og rask og glad. Våger over os. Vores helt egen skytsengel. Han følger med, passer på os og er så stolt. Og han har med garanti fortalt dem alle deroppe, hvor stolt han er over alle sine piger 🙂
Jeg savner dig, far. Hver dag. Det er bestemt ikke nemt endnu og jeg forstår det stadig ikke helt. Leder stadig efter en fejl i systemet eller nogen af give skylden på. De der sorgstadier kommer og går og det er bestemt ikke i rækkefølge, men et mix af det hele på en gang og på skift og hele tiden. Isolation og fornægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.
Sorgen forsvinder aldrig. Jeg har jo mistet en del af mig. Det er helt ubeskriveligt og man kommer lidt i en lukket klub, når man mister en forælder. For kun dem, der har prøvet det, kender lige præcis den sorg. Føj, hvor er det hårdt. Og hvor er jeg helt sindssygt glad for, at jeg stadig har min fantastiske mor, en dejlig papfar og at de er de allerbedste bedsteforældre for mine skønne unger. Uden mine børn ved jeg ikke, hvor jeg havde været. De er virkelig mit lys. Helt bestemt. Og jeg elsker dem ubeskriveligt højt. De er hvad jeg er allermest stolt af. Min rolle som mor er den vigtigste og bedste rolle, og jeg er så glad for, at det bare ligger i mine kort og er så naturligt for mig.
Forresten glædelig mors dag i går, til alle mødre derude.
Jeg hviler i min rolle som mor. Jeg ved, at jeg er en god mor (væk med janteloven, ikk?) – den mest fantastiske mor for mine børn, det får jeg tit at vide (både af Jessica, familie og venner) og kan heldigvis også selv se det. Mine piger trives, de er så glade og søde og harmoniske. Hviler i sig selv, som jeg hviler i mig selv. Jeg er så stolt af både dem og mig selv. Og jeg ved, min far også er så stolt.
Livet er skønt.

Men jeg savner min far.

Jessica bliver et år ♥

Wow.
Tiden flyver.
Jeg siger det igen og igen, men det er fordi, det er rigtigt. Det gør den virkelig.
Tænk, at min lille baby allerede bliver et helt år! Jeg har været mor i et år! (Og længere tid end det endda, jeg blev mor ligeså snart jeg fandt ud af, jeg var gravid – endda før det. Tænk, at jeg har elsket hende i længere tid end hun har eksisteret)
Det er altså vildt. Jeg synes stadig sommetider, at det er helt surrealistisk, at jeg er mor – at det her lille fantastiske menneske er min datter.

Tillykke med fødselsdagen, sødeste skat. Du er den gladeste, dejligste lille pige og jeg er så taknemlig for at netop du har valgt netop os som dine forældre. Du er helt perfekt og jeg elsker dig så højt – det vil jeg gøre for evigt. ♥

Jessica var så begejstret, da hun vågnede (klokken 5…..) og kom ud i en oppyntet stue!!

And what a year. Hvor har det bare været fyldt med livsbekræftende glæde, lykke og uendeligt ubetinget kærlighed. ♥ _{^{(Og træthed og de 15 kilo jeg stadig mangler at tabe for at blive glad for min krop igen, fordi jeg er træt af at være tyk igen og åbenbart ikke kan tage mig sammen til at tabe de skide kilo, fordi chokolade smager irriterende godt)}}

Vi skal fejre vores skønne datter med vores familier og vi er ved at gøre klar til en rigtig børnefødselsdag med kagekone (fra Bilka, nemt), hjemmebagte boller og – traditionen tro – skal Jessica selvfølgelig have sin helt egen lille lagkage. Det bliver en fest! Til aftensmad skal vi have tortillapandekager med en masse lækkert til.
Hun har fået et legekøkken af os og hun er så vild med det! Det kommer hun til at lege med i mange år – og hallo, mor her samlede det helt selv 😉 Hvis IKEA læser med her og mangler folk til at samle deres udstillings legekøkkener, then hit me up. I’m the best.
Hun får også noget tøj af os. Selvfølgelig. Jeg kan ikke lade være med at købe tøj… Jeg har forelsket mig i mærket Petit by Sofie Schnoor (hvis I læser med her, må I forresten meget gerne sponsorere en masse tøj til Jessica, hahah). Marmar, Hummel, Wheat og Molo hitter også. Selvfølgelig alle de dyre mærker.
H&M og Kvickly har heldigvis også meget lækkert! Men 80% af Jessicas garderobe er Sofie Schnoor. Så I kan tro, hun skal have noget sommertøj derfra + en sød sommerdragt fra Molo ♥
Jessica har bare luksustøj og får en masse nyt hver måned, jeg tror det er et år siden jeg har købt tøj til mig selv, haha.

Oh well – Der er virkelig et gen, der er trådt frem, efter jeg er blevet mor.. og jeg er ikke stolt af det.. Det er shopaholic genet. Sådan helt alvorligt. Det var så skønt, da Kids 2 Kids (børnegenbrugsbutik ala Børneloppen, kirppu etc) var i Holstebro, for så havde vi altid et sted at gå hen på vores lange gåture, og jeg er ret sikker på de kendte os, for vi kom der virkelig flere gange om ugen, haha.
Nu er de så gået konkurs pga. corona (ØV!!!), så nu bliver vi nødt til at gå i babysam osv istedet for, og der er tingene altså lige sådan cirka 10 x dyrere. Jeg CRAVER en kæmpe shoppetur i børneloppen i Aalborg eller Randers. I MUST SHOP. Og baby/børnetøj er SÅ NUTTET.

Jessica vågnede klokken 5 i dag og jeg sagde “skal vi virkelig op allerede?” og hun sendte mig det største smil og nikkede. Som om hun vidste, at der lå pakker og ventede på hende. Jeg sagde “du har fødselsdag i dag, Jessica! Tillykke med fødselsdageeeen, skat” og hun smilede endnu større og udbrød en begejstret lyd. Det var så sødt og jeg tror sagtens hun ved, at I dag handler om hende (det gør alle dage jo hahah) ❤️

Klokken er 8 og jeg ligger lige nu med en sovende Jessica ved siden af mig i sofaen, hun lader lige op til dagen. Jeg kigger på hende og er bare så uendeligt taknemlig. Altså hvor har vi bare været sindssygt heldige med hende her! Hun er virkelig det nemmeste, GLADESTE barn! Skør og sjov er hun bestemt også – og hun har da også temperament, (hun er jo rødhåret og øhm jeg er hendes mor) men hun er simpelthen så god til at falde hurtigt til ro igen. Hun skal vitterligt bare have sutten og et kæmpe kram, så er alt godt igen.

Hun er selvfølgelig også den mest dygtige i hele verden, fordi hun er min datter, så hun er jo oversej! Jeg føler, hun er mega klog (hun er ikke til at narre – hun ved godt, hvor vi gemmer alle godterne og hun kan godt nå fjernbetjeningerne, hvis det er dem, hun vil have) og så er hun så dygtig til at gå! Hun siger også nogen ord og forstår hvad vi siger. Hun er bare vokset så meget og har fået så vildt meget personlighed – hun er fantastisk. Og hun har beriget vores liv med hendes eksistens i et helt år! Hvor vi dog glæder os til mange, mange, mange flere år. ❤️

Nu vil jeg gå ud og lave lagkage og forberede aftensmad, mens Jessica sover middagslur, inden gæsterne kommer.

Vi elsker dig så højt, min pige – du er så elsket og hvor er vi heldige at have så mange skønne personer i vores liv, der holder så meget af dig og vil være med til at fejre dig ❤️ Jeg håber du får en fantastisk dag omringet af en masse gode mennesker! Du kan måske ikke huske din første fødselsdag om 10 år, men hey, jeg vil have det perfekt alligevel – og billederne er altid sjove at kigge tilbage på. Jeg føler jeg kan huske den lagkage jeg fik, da jeg blev et år, fordi vi har snakket om det så mange gange – måske bliver det lige sådan med dig 😉

Jessicas første nat ude ♥

Det her opslag skulle egentlig have været ude for 2 uger siden, men sådan blev det altså ikke lige – den første del her er skrevet den 29. april;

Michael kom som sagt i tidligere opslag hjem i torsdags og var hjemme helt indtil mandag – det var virkelig skønt at have ham hjemme og være vores hele lille familie igen Jessica var så begejstret og snakkede løs og det var så sødt – altså, hun er bare virkelig sød og så har hun den sødeste stemme, så man prøver hele tiden at starte “samtaler” med hende for at høre hende sige babababa boar bwah bwah dada gakgak mamam prrrrr praaa og så hendes grin, ÅHHH jeg smelter, hvor har vi altså været uendeligt heldige
Ved ikke, om jeg har sagt, at hun har fået gynge på altanen (tidlig fødselsdagsgave fra bedsterne) og hun kalder gyngen gangang og kan seriøst bruge hele dagen derude, haha. Hun elsker den gynge!

Nå, men altså efter ikke at have set hinanden i 5 uger, udover på FaceTime engang imellem, havde Michael og jeg virkelig også behov for at pleje vores forhold – bare lige være os to, snakke alt igennem, spille sammen og spise ordentligt lækker mad! (Vi fik wagyubøffer fredag aften, shit, det var lækkert)

94392773_232271011313538_3548018353752768512_n — Wagyu, vin og bearnaise – behøver man andet?

Fra fredag eftermiddag til lørdag middag var Jessica ved bedste og bedstefar – Michaels forældre.

95393072_517813942429467_6503620881841913856_n — Jessicas essentials – dyne, sut, yndlingsbamse og yndlingsbog. Så er vi godt kørende! (og pusletaske, selvfølgelig)

Vi er virkelig heldige, at vi har sådan nogen fantastiske familier og så mange mennesker, der holder så meget af vores barn! Hun er ikke et sekund i tvivl om, at hun er elsket Og hun er så menneskeglad og lattermild! Haha, jeg bliver helt grebet af stemningen, når jeg skriver om hende, ih hvor jeg elsker hende.

Men altså; det er første gang, jeg har undværet hende så længe og det føltes virkelig underligt at køre derfra uden hende! Vi vinkede i årevis (sådan cirka) og jeg kunne slet ikke tage mine øjne af hende.. jeg har et princip med, at jeg ikke vil kigge væk fra hende, før hun kigger væk fra mig, ellers føler jeg mig ond. Lol.

Jeg troede egentlig, jeg ville være mere nervøs – men det viser vel bare, hvor trygge vi er ved, at hun er hos dem. Det var en rar følelse og jeg vidste, hun hyggede sig og så kunne jeg naturligvis også lettere slappe af.

94877640_2555216791462442_7121358743761059840_n — Bedste sendte også engang imellem updates af en smilende, glad Jessica, hvilket bestemt var rart! ♥

Det gik super godt og jeg sov så godt. Det var godt nok længe siden, jeg havde sovet indtil jeg ikke kunne sove mere, haha.
Jessica har aldrig sovet så meget om dagen, men hun sover til gengæld godt om natten nu – cirka 12 timer hver nat. Så det er i hvert fald ikke hendes skyld, jeg ikke sover nok.

11. maj

I nat har hun igen sovet ved dem og hun har sådan nydt det!
Vi har også virkelig hygget os og nydt at være dovne haha, og det skal man altså ikke skamme sig over at sige.
Man må gerne nyde en “barnefri” dag, hvor man bare kan dovne den max af, gå sent i seng og stå sent op.
Jeg føler, at mange synes, det er underligt at få sit barn passet, selvom “man jo ikke skal noget” – ingen skal føle skam eller skyld over at få sit barn passet.
Det er virkelig en gave, at vi har så mange stærke personer omkring os, der kan give Jessica lidt andre oplevelser – det var endda dem, der spurgte, om Jessica ikke havde lyst til at komme på besøg og overnatte hos dem. Og hun elsker at være sammen med dem, de elsker at være sammen med hende – og man kan vel altid bruge en dovnedag.
Så det er jo en win-win-win.

Michael og jeg spillede Minecraft sammen hele dagen med vores altid gode veninde Maj, mens vi snakkede i flere timer på Discord – det var så hyggeligt!
(psssst Maj sagde, jeg skulle skrive det, men det havde jeg nok også gjort alligevel)
Vi gik mega sent i seng og stod mega sent op – nu vil jeg rydde lidt op i Jessicas tøj og bage en brownie (har slet ikke bagt en brownie hver dag 3 dage i træk…) og så vil vi vente på, at bedste og bedstefar kommer med Jessica ♥ De bliver også til aftensmad – vi skal have tarteletter, mums. Hvem kan modstå tarteletter?
Og ja, selvfølgelig med kødboller – I ved seriøst ikke, hvad I går glip af.

Nårh ja, det har jeg da slet ikke nævnt – Michael er kommet hjem! ♥
Han har haft ondt i ryggen og gået til fys med det et par måneder. Der er ikke sket nogen bedring, så han er sendt hjem på sygeorlov indtil videre. Han skal snakke med kasernelægen igen om nogen uger, tror vi, og så bliver han med 99% chance sendt hjem for good. Det er så dejligt at have ham hjemme og endelig være os igen! Jeg havde næsten glemt, hvor dejligt det er at være to forældre.
Vi er så glade og det går bare skide godt. Min angst og OCD er blevet væsentligt mindre slemt siden han er kommet hjem og jeg føler mig fuld af overskud.
Det er lidt som om, vores forhold lige har fået et par ekstra lag kærlighed af alt det her og vi elsker bare hinanden ekstra meget. Alle tre.
Min dejlige, lille familie. ♥

Update: momlife og langdistance

Advarsel – læs videre på eget ansvar – der kan forekomme kæmpe hop og emneskift i indlægget – popcornhjerne, you know.

Jeg har længe gerne ville skrive her om, hvordan det er at være mor (fantastisk) og at trodse og bekæmpe diverse diagnoser i forældreskabet. Hvordan jeg får min hverdag som hjemmegående mor til at hænge sammen, mens Michael er i beredskabsstyrelsen og kommer hjem hver anden weekend, hvis vi er heldige.
Hvordan jeg stimulerer mit barn selv og hvordan jeg får klemt noget mig-tid ind i en hverdag, hvor jeg er på hele tiden. Og hvordan vi får vores forhold til at fungere med 100 kilometer imellem os. (Jeg ved ikke, hvor mange kilometer, det er, men det er i princippet egentlig også ligemeget, om det er 2 eller 5000, når vi ikke kan se hinanden alligevel)
Måske lidt inspiration til andre, der står i en lignende situation.

Sandheden er, at jeg har været bange for at skrive noget på bloggen, for jeg vil ikke have dømt mine forældreskills af alle mulige random. Jeg har været så bange for at virke sårbar, fordi så tror folk, man er svag. Og jeg ved, at jeg ikke er svag.
Jeg ved, at jeg er pissestærk, mega sej og den bedste mor, Jessica overhovedet kunne ønske sig.

Sommetider kan man føle sig som en lortemor. Sommetider føler man sig okay, fin eller god nok. Og sommetider føler man sig fantastisk. På trods af nogle lidt underlige nætter, har jeg de sidste par dage følt mig fuld af energi, overskud og glæde. I onsdags, allerede omkring middag havde jeg fået vasket og tørret tre kurve tøj, handlet og bagt kage til Michaels hjemkomst torsdag. Jeg fik også lige ryddet op og støvsuget, og var selvfølgelig også på legepladsen. Jeg er fuld af overskud for tiden og det er en fed følelse.
Jessica og jeg er næsten hver dag sammen med min mor og søstre, og engang imellem kommer Jessicas bedste og henter hende, så jeg har en mig-dag, for det har man brug for, når man er på 24/7 uden pauser. (Det har jeg ikke noget problem med; jeg elsker virkelig at være mor, det er det mest fantastiske, der er sket. Men sommetider vil man gerne skide i fred, I’m just saying)

Min barsel er næsten lige slut og vi rykker videre til næste kapitel – hjemmepasning. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle sende min datter i institution, især ikke når jeg har muligheden for at have hende hjemme. Jeg har bare ikke lyst til at sende min datter i armene på fremmede, der skal opdrage på hende og aldrig helt have fokus på hende, så jeg er virkelig glad for, at jeg har muligheden for hjemmepasning!! Jeg synes, det ville føltes helt forkert at sende hende afsted allerede. Hun er jo min
Det er intet ondt ment mod dem, der sender deres barn i institution: det er bare ikke det rigtige for os 🙂

Hvert sekund skal nydes til fulde, for tiden går simpelthen så stærkt og lige om to minutter har vi en teenager i huset istedet for en baby. Lige så meget som man glæder sig til, at sit barn vokser op og bliver mere selvstændigt, lige så meget tror jeg, man bare gerne vil have, de skal være små for evigt, for det er så hyggeligt og fuld af kæmpestore oplevelser.
Jessica er begyndt at tage skridt uden at holde ved noget, og lige om lidt suser hun rundt over det hele – hun kommer ikke til at gå, hun kommer til at løbe! Hun har krudt i røven, ligesom sin mor, haha. Hun kalder mig “booar” :’) (eller pruttelyde.. kan du sige mor? Prrrruuuuut! Jo tak…) I går kaldte hun mig mor – jeg græd måske en lille smule. Det var så sødt.

Nå, men jeg har altså besluttet mig for, at jeg ikke gider holde låg på længere – jeg vil give mig selv lov til at skrive om vores liv, vores hverdag, selvom det er sygt grænseoverskridende at lukke folk ind på den måde. Det er så nøgent på en måde.
Jeg føler mig inspireret af folk som denperfektemor på Instagram, der deler på godt og ondt, og det burde mange flere gøre! Det burde ikke være tabu at snakke om virkeligheden.
Alting er altså ikke et glansbillede.

Og nu er det ikke for at lyde mega selvfed, men vores start på forældreskabet var faktisk lidt et glansbillede. Verdens nemmeste barn og to forældre hjemme næsten hele tiden. Det var så skønt.
Da Michael skulle afsted i starten af december, falmede glansbilledet måske lidt. Det er dælme hårdt. Og det må man godt indrømme. Det har jeg bare så svært ved.
Jeg synes bare ikke rigtigt, jeg kan tillade mig at synes, det er hårdt – jeg har jo verdens nemmeste barn? Og vi ser jo Michael i weekenderne.

Men det er ikke dét, at være alene med Jessica i hverdagene, der er svært.
Det er savnet til Michael, der er svært. Det er svært, fordi vi ikke kan gøre en skid ved det. Det minder mig om det her citat fra John Green:

You can love someone so much, but you can never love people a much as you can miss them

“Man kan elske nogen så meget, men man kan aldrig elske folk så meget som man kan savne dem”. Jeg læste en, der skrev, at det ikke gav nogen mening, for man savner selvfølgelig nogen, fordi man elsker dem. Og det er jo rigtigt; og jeg ved slet ikke, om jeg kan forklare, hvordan jeg forstår citatet. Det rører bare noget i mig, for shit hvor kan det bare gøre nas at savne.
Vi har levet i langdistanceforhold et par gange før og jeg er helt sikker på, det har gjort os stærkere. For nogen er langdistance helt umuligt – det er altså også ret umenneskeligt at være adskilt fra sin elskede på den måde, men det er sommetider nødvendigt og det er altså ganske muligt, hvis man vil hinanden nok. Vi har virkelig klaret os igennem mange udfordringer sammen og vores forhold er stærkere end nogensinde.
Jeg har absolut giftet mig med den helt rigtige mand og jeg glæder mig, til han kommer hjem igen og vi skal lære hinanden lidt bedre at kende igen. ♥

Tilbage til før: Selvfølgelig savner jeg også hans hjælpende hænder. Det er rart at være mere end to hænder, det er det altså bare. Det er som sagt ikke det, at være alene, der er hårdt. Men mere det, at man ikke rigtig har noget tid til sig selv – det har selv forældrene til det sødeste lille englebarn brug for. Bare lige en times tid til at drikke en kop kakao og læse i en god bog.
Eller bare 5 minutter til at skide i fred (ja undskyld, hvis jeg ødelægger dit glansbillede, men kvinder skal også skide – selv mødre, der er alene hjemme med deres børn – og ja, sommetider resulterer det i et barn, der kommer kravlende ind på badeværelset, rejser sig op af ens ben, står og danser lidt og råber ‘hvem har givet dig lov til at skide i fred, din kæmpe egoist?!‘ okay, det råber Jessica ikke, men jeg kan love dig, hun tænker det – hun laver bare pruttelyde og sider ‘buah’ istedet for).

Jeg føler hele tiden, vi kommer på et sidespor… Damphjerne, much? Det her er en fortsættelse til ‘og vi ser jo Michael i weekenderne’ (jep, alt det andet var indskydelser, der lige skulle indimellem – jeg sagde det jo; popcornhjernen er igang)
Nu har det her coronalort så godt nok ødelagt vores gensyn i weekenderne, for han har været væk i over en måned, fordi de ikke vil lukke dem ud fra kasernen og vi må heller ikke besøge dem – dét er hårdt. Jeg var deroppe for et par uger siden med en kasse Monster energidrik (livsnødvendig eleksir til min brandmand – jeg er gift med en brandmand, hehe) – vi skulle stå på hvert vores side af hegnet og kunne ikke engang kramme hinanden. Det holdt os dog ikke fra at give hinanden en ordentlig møsser.
Hallo, vi må godt, vi er gift.
Men altså i går kom han hjem for første gang i lidt over en måned. De havde lige fået af vide, at de ikke måtte tage hjem alligevel og jeg brød en lillebitte smule sammen, for nu havde vi jo regnet med i over en uge, at han kom hjem og det havde ligesom været opmuntringen hele ugen; om tre dage kommer farmand hjem, Jessica. Han ringede så en time efter og sagde, at nu var han alligevel på vej hjem. Endelig. Godt nok med risiko for at blive tilbagekaldt allerede i morgen. Men i det mindste var han på vej hjem. Jeg hoppede og dansede rundt og Jessica grinede af mig og jeg var overlykkelig. Det var vi sådan set alle sammen. Og han kom hjem. Og vi omfavnede hinanden. Længe.
Jessica var ét stort smil, Michael var ét stort smil og jeg var ét stort smil.

Dagen i dag har vi bare nydt i stor stil. Jessica har gynget en masse på den nye altangynge, som bedstemor og bedstefar kom og satte op i går. Vi har handlet livsnødvendige eliksirer som Monster, Pepsi og Max. Vi har tumlet rundt med Jessica, Jessica har gået frem og tilbage mellem os og så fik vi takeaway fra Jensens – yummy.
Hver gang Michaels telefon har brummet, har vi tænkt ‘shit, bare det ikke er beredskabsstyrelsen’ – og det har ikke været dem, så vi er safe indtil på søndag. Weekenden skal sådan nydes. Michael er ved at putte Jessica og bagefter skal vi spille Minecraft sammen #goals

Nu vil jeg slutte af for nu og glæde mig over, at jeg har givet mig selv lov til at skrive mere. Det bliver ægte, det bliver grænseoverskridende, men det bliver godt.
Og jeg håber, du vil følge med.

♥♥ Thildt out.

Jessica ♥ Min fødselsberetning m. igangsættelse og kejsersnit

I dag er det tre måneder siden, vores liv blev velsignet med vores lille guldklump, den 7. juni 2019 klokken 16:59. Jessica. ♥ (Og sådan cirka tre måneder siden jeg begyndte på det her blogindlæg, som jeg aldrig har fået afsluttet, ups… #momlife) Det var et langt og hårdt igangsættelsesforløb, der endte i semiakut kejsersnit.

Den 3. juni ringede jeg til fødegangen, fordi min angst var helt oppe at køre. Jeg følte inderst inde, at der var noget galt, og at vi altså skulle kigges på nu. Jeg var helt overbevist om, at en igangsættelse bestemt ikke kunne vente til den 12. juni, hvor jeg egentlig skulle sættes igang, hvis fødslen ikke var startet før. Der var en hel uge til vi skulle tjekkes og jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for, at der skulle ske noget før det, fordi jeg blev ved med at få det værre, både psykisk og fysisk. Og oven i det, mærkede jeg også mindre og mindre liv.
De sagde i telefonen, at vi kunne komme forbi “i morgen tidlig”, hvor de ville mærke på maven, køre hjertelydskurve, snakke med os etc.
Så den 4. juni var vi et smut fordi fødegangen og de kunne godt se, at der var et eller andet off, både nogen små sving i hjertelyden og at mit symfysemål var meget mindre end for bare en uge siden. Heldigvis sagde de, at de ville sende os til en scanning i Herning så snart som muligt og jeg er så taknemlig for, at det lige præcis var dén jordemoder, der havde vagt den dag, for jeg er ikke sikker på, de andre havde gjort det samme. Det hele var bare meant to be. Den tidligste tid de havde til scanning var om morgenen den 6. juni.
Den 5. juni tog jeg en medister op af fryseren (super vigtig info) og vi tog ud for at stemme (vi vandt, yay). Vi skulle bare have tiden til at gå indtil scanningen, for det holdt min angst lidt på afstand. Vi fik besøg af nogen af vores nye venner (der btw venter en dreng til november – vi har allerede arrangeret ægteskab mellem ham og Jessica, hahah) og senere ringede Michaels søster og inviterede os ud at spise, så vi fik heldigvis dagen til at gå hurtigt i super hyggeligt selskab! (Stakkels medisterpølse) Lige inden vi tog på Jensens Bøfhus (lækkert – undskyld, medisterpølse), gik min slimprop og jeg panikkede en lille smule og ringede til jordemoderen for “shit, der var altså blod”. Heldigvis lød det harmløst og vi skulle jo til scanning i Herning dagen efter, så vi behøvede ikke komme ind og få det tjekket. Dog viste det sig senere, at det sandsynligvis var noget af fostervandet også.

Så blev det den 6. juni, dagen hvor vi “bare lige skulle til scanning” for at tjekke op på J og om alt var ok. Vi havde ikke det store med, for vi skulle som sagt bare lige til scanning. Og så skulle vi altså have den medister til aftensmad! (Vi endte med at få hospitalstarteletter, men det kunne vi jo ikke vide)

Vi blev kaldt ind til scanningen og damen nåede seriøst kun at scanne mig i et minut, før hun fik et bekymret udtryk i ansigtet og begyndte at kigge lidt nærmere. Hun sagde, at der godt nok ikke var meget fostervand – at der faktisk nærmest intet var og det var jo ikke godt. Hun sendte os direkte ud af døren igen og i armene på en jordemoder, der skulle køre en hjertelydskurve for at se, om baby havde det okay derinde, nu hvor det var så sparsomt med fostervandet.. de skulle jo vide, om hun skulle ud NU, eller om hun godt ville kunne klare en igangsættelse. Jordemoderen lod os blive i rummet med beskeden “ja, I bliver jo sandsynligvis sat igang i dag eller i morgen, så bagefter får du et underlivstjek og så bliver I nok indlagt på barselsgangen.”
Vi kiggede noget chokeret på hinanden og den næste halve time vidste vi ikke helt, hvordan vi skulle reagere – wow, vi skulle altså have den her baby NU! Men… vi skulle jo bare lige til scanning? “Næste gang vi kommer hjem, har vi vores baby med hjem!”
Det var totalt uventet, men meget meget velkomment! Jeg fik vist også nævnt, at så skulle vi nok heller ikke have medister i dag…

Jeg tror, hjertelydskurven kørte i næsten en time, for de skulle altså have en sammenhængende strimmel på 20 minutter/en halv time og der blev ved med at være lidt bøvl. Bagefter blev vi sendt hen til et rum, hvor vi skulle vente på en læge, der skulle lave et underlivstjek (så ubehageligt) for at se på livmoderhalsen etc. Jeg fokuserede ikke rigtigt på hvad de sagde, (noget med halvanden centimeter tilbage og noget der var blødt) jeg var ret distraheret af det faktum, at vi ikke ville komme hjem, før vi havde VORES BABY i armene! ❤️

Efter dette fik jeg en pakke angusta piller i hånden, og skulle tage en med det samme(11:15). Det var så surrealistisk, at nu blev jeg rent faktisk sat i gang! Det blev ligesom totalt virkeligt lige der. Så blev vi sendt hen på barselsgangen, hvor vi fik vores eget lille “hotelværelse”. Michael ringede til sin mor og jeg skulle lige til at ringe til min, da hun selv ringede for at spørge, om vi stadig var i Herning, for så måtte vi godt lige tage i (en eller anden butik) for dem, hvis vi ville. Jeg grinede og sagde at ja, vi var stadig i Herning og det ville vi nok være i et stykke tid. Jeg spurgte hende, om de ville komme med nogen af vores ting, for vi var blevet sat igang og havde nærmest intet med – det eneste vi havde med, var en pusletaske med en bunke stofbleer og noget babytøj. To bodyer i str. 50 og resten i 56 – fun fact er, at den lille fis brugte str. 50 i over en måned – så nej, vi havde ikke nok tøj med.

Vi havde ikke engang vores mobilopladere med og ingen af os havde mere end 10% tilbage (gisp). Michael guidede min mor og mine søstre rundt i vores lejlighed over telefonen, og fik dem til at pakke alt fra tøj til os til en hulens masse snacks – vi havde været i Tyskland ugen før og havde lige fået fyldt vores lager. Jeg tog den anden angusta pille 13:15.

Kort efter kom de og de blev i en times tid. Jeg mærkede næsten ikke noget liv, så en jordemoder sagde, at jeg lige skulle lægge mig i sengen og slappe af, indtil jeg mærkede noget. Min mave blev helt hård og spændte op i en plukve, og jeg bad min mor komme hen og mærke, fordi det føltes sjovt – lige da hun lagde hånden på min mave, begyndte min første ve(14:30). Den kom bare sådan snigende, først troede jeg bare, det var en plukve. Så fik jeg tissetrang og gik ud på toilettet – det var den smule fostervand jeg havde, der begyndte at komme ud. Det var tykt og helt grønt (ikke toilettet, fostervandet), så jeg tilkaldte en jordemoder, der kom og sagde, at det ville de betegne som vandafgang. Og det var jo ikke godt, at det var grønt, så de ville lige køre endnu en hjertelydskurve, hvor de så også kunne holde øje med veerne. En af mine søstre flettede mit hår, mens vi begyndte at time veer.

Sidste billede af maven – spot lige nogen kæmpefødder!!

Michael fik tiden til at gå i elevationssengen. Det var vældig underholdende, haha.

Min familie tog hjem, da jeg skulle have kørt en strimmel. En sygeplejerske eller jordemoder kom ind efter en halv times tid og sagde, at de ville sende os ned på en fødestue for bedre at kunne holde øje med babyen, nu hvor fostervandet var grønt. Vi skulle tage snacks osv med, hvis vi ville, for vi ville ikke komme tilbage på barselsstuen, før vi havde vores baby i armene – ahhh!!! Så surrealistisk! Nu skulle vi have den her baby! Endelig!!

Da vi kom ned på fødestuen(16:ish), fik jeg hospitalstøj på og blev hooked up til en masse maskiner (det føltes sådan i hvert fald) inklusiv et vestimulerende drop for at holde veerne igang – det var ved at være spisetid, så Michael gik ud for at finde mad – tarteletter! Wooh! Så sad vi der og spiste tarteletter og timede veer. De blev langsomt værre og regelmæssige. I starten tænkte jeg “var det bare det?” – det var det ikke.

I Holstebro har vi noget, der hedder kendt jordemoderordning, hvor der er tre jordemødre, der er tilknyttet os og så er det altid én af de tre, der er on call, når vi har brug for dem. Det er også, så vi kender den jordemoder, der skal føde med os. Nå, men vores jordemødre var i Holstebro og vi var i Herning, og de Herningske jordemødre ringede ikke til vores før der var gået et par timer. Jeg tror, der gik 10 timer fra igangsættelsen til den første jordemoder, Kristine kom. Det var SÅ rart at se et kendt ansigt!! Hun var så sød og sad inde på stuen med os hele natten for at holde øje med både Jessica og mig. Hun tjekkede om jeg var åbnet mig mere (nope) og veerne begyndte virkelig at tage til. Det var den underligste følelse, men jeg klarede mig igennem dem ved at trække vejret roligt ind gennem næsen og ud gennem munden.
På fødestuen ved siden af os, lå der en kvinde og skreg – det var faktisk pænt skræmmende… Jeg fik mere og mere ondt og veerne kom hyppigere, men der skete stadig ikke en skid. Efter at have haft 27.000 (sådan cirka) forskellige fingre oppe i mig til underlivstjek, hvor de hver gang konkluderede, at jeg stadig ikke var åbnet mig mere end maks en centimeter, hvis overhovedet det, valgte de at skrue vedroppet op. For Jessica kunne altså ikke komme ud af et hul på én centimeter. (Say whaaat)

Omkring midnat begyndte det at gøre vildt ondt og jeg sagde, at det kunne da i hvert fald ikke blive værre end det her. Jordemoderen sagde, at på en skala fra 1-10 lå vi nok på 2/3 stykker :)))))) Hun sagde så, at jeg jo kunne få en epidural, så jeg i det mindste havde en chance for at få lidt søvn, nu hvor de skulle skrue vedroppet op. Øhh, ja tak!! At nogen vælger at føde uden epidural, er mig en gåde.

Jeg fik lagt en epidural (ahhhh, kan stadig huske hvor lettet jeg følte mig) og der blev sat en slags elektrode på Jessicas hoved, så de bedre kunne holde øje med, hvordan hun klarede veerne. Der var jo ikke mere fostervand, så hun var noget presset og veerne gjorde hende lidt stresset. De lagde en ting ind i mig, hvor der ville flyde saltvand ind til hende som en erstatning for fostervand, og så for at løsne noget af det grønne – for det ville bestemt ikke være godt, hvis hun slugte noget af det grønne vand. Og holy canolli, jeg kan love jer for, at det begyndte at komme ud. Det lignede seriøst, at nogen gentagne gange havde brækket sig ud af mit underliv (fed info – men hey, du har selv valgt at læse det her). Jeg fik også lagt kateter, for når jeg havde fået epiduralen, ville jeg nok ikke kunne bevæge mig så meget og ville heller ikke kunne føle, hvornår jeg skulle tisse. Og true dat, jeg blev nærmest lammet fra maven og ned. Mærkelig følelse. Som om hele ens krop sover. Men SÅ dejligt – jeg kunne se på maskinen, at hov, nu havde jeg en kraftig ve – men uden at kunne mærke den. Åh, så dejligt. Epiduraler styrer!

Natten faldt på og vi fik en lille smule søvn. En lille smule, for den var hele tiden afbrudt af underlivsundersøgelser, vedrop der blev kørt op og ned, at holde øje med Jessicas hjertelyd mm. Tidligt om morgenen, slukkede de for vedroppet, fordi både Jessica og min krop havde brug for en pause. De snakkede om, at de lige skulle diskutere vores situation til morgenmødet, og så ville de sætte vedroppet op igen – hvis det så ikke virkede, skulle vi nok forberede os på kejsersnit. Jeg var så træt, der var næsten gået 24 timer og jeg havde fået så lidt søvn. Jeg havde det underligt med, at de ikke bare tog hende ud nu, når hun tydeligvis havde brug for at komme ud. Men deres holdning var, at vi ville prøve alt for at få den her fødsel til at lykkes, så de bagefter kunne sige “vi gjorde, hvad vi kunne”.

På morgenmødet viste Kristine de andre læger et billede af det meget grønne fostervand. Hendes vagt endte lige efter mødet, så vores anden jordemoder, Rikke, blev lige opdateret og tog så over. Kristine sagde, at hun var lidt fornærmet over, at Jessica ikke gad komme ud på hendes vagt, haha. Fun fact; da vi blev udskrevet fra hospitalet og var på vej ud til bilen, holdt Kristine på p-pladsen og ventede på en plads – vildt coincidence, men hun fik set den bedårende Jessica!

De var på mødet blevet enige om at prøve vedroppet én gang mere – for så måtte det da lykkes. Det er åbenbart ikke ofte, at kroppen heller ikke gider samarbejde anden gang, især ikke, når man er så ung. De ville så køre droppet op på maksimum styrke og holde det dér i 2 timer og hvis der så ikke skete noget, måtte hun blive født ved kejsersnit, for hun kunne i hvert fald ikke klare at være derinde længere end det. Hun skulle nok egentlig have været ude en uge før, for fostervandet var åbenbart sivet (som jeg havde følt længe, hvor de havde sagt, at det var bare udflåd) og hun havde derfor ikke fået nok næring i maven det sidste stykke tid og havde sandsynligvis tabt sig.

Michael ringede til min mor og bad hende om at komme, fordi det sandsynligvis ville ende i kejsersnit og vi havde begge to brug for lidt ekstra support (og flere sodavander). Hun kom med det samme ♥

Vedroppet blev kørt op på maks og vi fik timerne til at gå med snak. Michael og min mor fik sig noget lækkert mad, men det måtte jeg ikke, fordi jeg muligvis snart skulle opereres. Rikke kom og tjekkede mig engang imellem, og det var mega antiklimaks, for der skete ikke en skid.

Da klokken blev 14:30, 24 timer efter mine veer startede, slukkede de vedroppet. Jeg havde stadig ikke åbnet mig og nu skulle vi bare vente på en ledig operationsstue.

Jeg var træt, en smule forvirret og totalt overvældet. Jeg lå og græd i et stykke tid, fordi jeg bare var i den her boble af følelser. Oveni det rystede jeg vildt meget, fordi min krop havde været på overarbejde så længe og den nu reagerede på bedøvelsen mm.
Jeg havde ikke noget imod, at det skulle ende i kejsersnit, jeg var bare så træt og min krop kunne ikke klare mere.

Der kom en narkoselæge og stillede en masse spørgsmål, forklarede mig hvad der skulle ske og så ventede vi. Igen. Vente, vente, vente. Hun skulle ud nu, men der var ingen ledig OR. Michael fik scrubs på, så han kunne være med under operationen.

Endelig blev en operationsstue ledig, klokken var nok mellem 15 og 16, og vi blev rullet derhen.

Jeg var ikke længere “lam” fra epiduralen, så jeg gik selv (okay, med støtte fra Michael og en læge – cirka 4 meter) ind og fik mig lagt på “operationsbriksen” eller whatever. De puttede den nye bedøvelse i epiduralens plads, og jeg fik nogen luftslanger i næsen. De satte nogen elektroder eller noget på mig, så de hele tiden kunne holde øje med min hjerterytme og de tog mit blodtryk engang imellem. De smurte noget gult operationsgel på min mave og narkoselægen kørte en kold klud hen ad min mave og spurgte, om jeg kunne mærke kulden. Yes – så ventede vi lidt. Han kørte den hen ad maven igen og denne gang kunne jeg ikke mærke, at den var kold – jeg kunne bare mærke den. Og det var også sådan under operationen.

Jeg kunne overhovedet ikke mærke nogen smerte, kun ubehag – jeg kunne mærke deres hænder rode rundt inde i mig – den mærkeligste følelse nogensinde!!! Jessica var åbenbart virkelig svær at få ud – hun gad simpelthen ikke ud hverken den ene eller den anden vej. Overlægen måtte ret hurtigt tage over, da de åbnede mig op og opdagede, hvor godt hun “sad fast”. Til sidst måtte de bruge en sugekop (hun var heldigvis overhovedet ikke mærket af det) og jordemoder Rikke tog hende ud af min mave klokken 16:59. De førte hende med det samme ind i et andet rum, hvor hun fik en hospitalshue på og derefter fik hun CPAP, hvilket er en slags maske, der hjælper med at trække vejret. Straks efter fik hun 40 ml mælk. Girl was hungry! Michael fik lov til at følge med dem ud i rummet, så han kunne se hende og tage billeder til mig.

Mine første spørgsmål var “lever hun?? Er jeg mor nu??” og da jeg havde fået bekræftet, at ja, det var jeg, spurgte jeg straks “det er en pige, ikk? Fordi alle vores babyting er lyserøde” Heldigvis sagde en af lægerne med det samme, at jo, det var en pige. Jeg åndede lettet op og kunne slet ikke lade være med at smile.

Hun var vildt lille – 50 cm og 2720 g. Og selvfølgelig den absolut smukkeste baby i verden. Jeg så hende efter cirka et kvarter – Michael kom ind med hende i armene og vi havde begge glædestårer. Jeg lå bare og kiggede på hende og Michael, mens jeg blev syet og klipset sammen og vidste, at det her, det er lykke. Kærlighed fik en helt ny betydning i det øjeblik og vi var instantly in love.

Åh, det her var det største. Vi er forældre.

Vi var trætte og udmattede efter et hårdt døgn, men lykkerusen tog totalt over. Alt andet i verden var ligegyldigt; vores baby var her. I vores arme. Sund, rask og i live. ENDELIG.

Vi blev kørt til opvågning og var der i to timer cirka. Her blev hun målt og vejet. Jeg rystede helt vildt meget som en slags reaktion på bedøvelsen og det var vildt irriterende, for jeg ville så gerne holde hende. Jeg fik noget mod rystelsen og fik hende hen til mig. Første amning var en øjeblikkelig succes.

Jeg ammede hende så længe vi var på hospitalet – det var ikke særlig vellykket og hun tabte sig til 2640 g på andet døgn. Hun ville ikke tage ordentligt fat og det var som om, hun ikke havde nok kræfter til at suge. Jeg havde masser af mælk, så det var ikke problemet. Amning er ikke for alle og det var bestemt ikke for os. Hun kom på flaske, da vi kom hjem, og det gik straks bedre! Jeg pumpede i næsten to måneder, men det er en historie til en anden gang;)

Vi blev kørt tilbage på barselsstuen, hvor vores mødre stod og ventede og mine søstre kom også og så hende. Vi var så stolte af at vise hende frem og de faldt selvfølgelig også helt pladask for hende med det samme. Man kan jo ikke andet. Gæsterne tog hjem kort efter, så vi kunne slappe af og vænne os til vores nye roller. Forældre. Til den smukkeste lille pige. Wow.

Jeg blev proppet med diverse smertestillende piller, inklusiv morfin “efter behov”, for det begyndte at gøre vildt ondt i arret, da bedøvelsens effekt stilnede af. Det gjorde så ondt længe efter og jeg vil bare lige informere alle om, at nej, kejsersnit er ikke “den nemme vej ud”. Det var så ubehageligt og smertefuldt i flere uger. Jeg kunne knap nok komme op af sengen, og nærmest ikke gå rundt, så Michael måtte skifte alle bleerne og gøre alt det, jeg ikke kunne gøre. Han er virkelig den bedste

Jeg er så glad for, at jeg fulgte min maveformmelse om, at der var noget, der ikke var, som det skulle være – for jeg havde jo ret og det er ikke sikkert, Jessica kunne have klaret længere tid inde i maven. Tak Gud for moderinstinktet ♥

Hun er nu 62 cm og vejer 5,5 kg. Hun er lang og tynd, hvilket hun i hvert fald har fra sin far, haha. Tænk, at nogen får nyfødte på den størrelse, hun er nu – whaaaat.

I kan hoppe ind og følge den ultimative babyspamprofil på Instagram; @jessicarosselstensgaard

Jeg må skrive videre i et andet indlæg om barselsopholdet, hjemkomsten og livet som en lille ny familie. Vi er så lykkelige. Ovenud lykkelige. Vi har fået den største gave i livet. Tiden flyver virkelig afsted og det er slet ikke til at tro, at den lillebitte pige er 3 måneder nu! Og der er bare sket så meget på de tre måneder. Hendes smil, smilehullerne, hendes søde stemme og glade væsen. Hun er den bedste, smukkeste baby i hele verden og vi er så heldige.

Og fik jeg nævnt lykkelige?

Så lykkelige.

Ting, du ikke skal sige til folk med OCD

Ordet “OCD” bliver kastet alt for meget rundt i luften af folk, der ikke aner, hvordan det føles. F.eks. virker det lidt som om, noget af seriøsiteten bliver fjernet fra lidelsen, når folk siger ting som “ej, det giver mig totalt meget OCD det der.”
De fleste har en ekstremt snæver forståelse for OCD, og sygdommen er blevet kendt som “det dér man har, når man tit vasker hænder og sætter bøger i alfabetisk orden”.
OCD er så meget mere end det og det er desuden også komplet individuelt fra person til person. Ja, nogen vasker hænder, indtil de får sår på hænderne og ja, nogen har alle deres ting i den fineste orden.
Men (surprise, surprise) … man kan faktisk godt have OCD, selvom man er et rodehoved. (Say whaaaat)

Måske du selv har OCD eller måske kender du én, der har det. Ligegyldigt hvad, skader det aldrig at lære mere om noget, så her vil jeg prøve at opremse nogle af de sætninger, du skal undgå at sige til en med OCD. (Og hvis du har OCD, kan du måske nikke genkendende til meget af det – eller måske ikke. Som nævnt tidligere; lidelsen er helt individuel fra person til person.)

“Bare rolig, det gør jeg også nogengange!”
Okay, men er det i samme grad? Det kan godt være, du mener det her på en god måde og at du bare prøver at være sød ved at fortælle personen med OCD, at han/hun ikke er totalt skør og alene med det. Og det er også en sød tanke – og det kan godt være, at du gør den her ting. Men bliver du ved og ved og ved og ved? Er der noget, der fortæller dig, at du dør i nat, hvis du ikke gør det?
Når folk siger den her sætning, er det igen lidt som om, man ikke tænker over, hvor seriøs den her ting faktisk er for den anden person.
“Øh, dit værelse er jo mega rodet, du kan da ikke have OCD.”
En af de største misforståelser omkring OCD er, at alle der har det, er mega perfektionistiske, rydder op og gør rent hele tiden, samt har ekstrem orden i alting.
(Hvis du troede det her og så mit barndomsværelse, ville du aldrig kunne gætte, at jeg havde OCD)
Det perfektionistiske er også en gren af OCD – men igen, OCD er så individuelt og du kan ikke bare gå ud fra, at alle med OCD elsker at gøre rent.
“Årh, det der giver mig OCD!”
….. (: bare… nej. Stop.
“Kan du ikke bare lade være?”
Åh, trust me, hvis jeg kunne, ville jeg skam lade være. Det er ikke fordi, jeg ligefrem nyder at skulle gå op og ned af trapperne flere gange, – tænde og slukke lyset, indtil det føles rigtigt, – tage 5 slurke, hver gang jeg drikker noget, fordi ‘ellers sker der min baby noget‘, – stå op midt om natten for at lukke en skabslåge, fordi ‘ellers dør min bedste veninde‘(logik), – skynde mig at strikke noget færdigt, inden jeg hører en bestemt lyd, – hælde alt vandet ud af en flaske og starte påfyldningen forfra, hvis vandhanen siger en bestemt lyd, fordi ‘nu er det giftigt‘, – tage en mere bid, selvom det giver mig kvalme, fordi ‘ellers går det ikke op‘, – pumpe sæbe ud et bestemt antal gange og vaske mine hænder igen, fordi ‘ellers dør jeg‘,- mm.
Tror du ikke, jeg ville lade være, hvis jeg kunne? Honestly?
“Det hele er jo bare inde i dit hoved, tænk dog på noget andet!”
Det er jeg da godt klar over, men det betyder ikke, at jeg gerne vil have det i mit hoved.
Noget af det mest irriterende ved den her sætning er ordet “bare“. At alle de her tanker “bare” er inde i hovedet, gør det altså ikke mindre skræmmende, ægte eller frustrerende. Hvis det nu var en fysisk person, der stod ved siden af mig og hviskede “hvis du ikke når at tømme den vandflaske indenfor 1 minut, dør din mor”, ville jeg da slå personen og derefter tømme vandflasken udover dem. Hvem skal jeg tømme vandflasken over, når tanken kommer inde fra mit hoved? Mig selv? Ja, det skal nok hjælpe.
Det med at tænke på noget andet tror jeg også, alle med OCD ville elske at være i stand til. Det er ikke fordi, vi gerne vil udføre alle mulige underlige ritualer – vi føler, at vi skal. Det er en ukontrollerbar trang. Og hvis vi kunne lade være, ville vi lade være.
Jeg kan sagtens se, at det må lyde vanvittigt dumt, når man ser på det udefra, for hvor svært kan det lige være? – men når man står midt i situationen, er det langt sværere, end man tror.
“Du overreagerer.”
Da mit OCD var værst, var hele min hverdag bygget op på “hvad-nu-hvis” tanker, hvor alle situationer var potentielt farlige.
Hvad nu hvis der ligger en med en pistol under min seng? Hvad nu hvis jeg bliver forfulgt, når jeg går rundt udenfor? Hvad nu hvis jeg stopper med at trække vejret, når jeg falder i søvn? Hvad nu hvis min kæreste dør på vej hjem fra arbejde? Hvad nu hvis de der batterier er giftige? Hvad nu hvis alle pludselig stopper med at elske mig? Hvad nu hvis jeg aldrig får chancen for at blive mor? HVAD NU HVIS?!

Og det var ubehageligt. Skide ubehageligt. Og jeg ved godt, at hvor mange slurke vand jeg tager, ikke har nogen som helst indflydelse på min fertilitet – og jeg ved godt, at mine tanker ikke ændrer på nogen af de her situationer. Alt, tankerne gør, er at skabe frygt og angst. Der er jo ikke noget rationelt i dem overhovedet, de er ikke skabt af logik og fornuft – men de ér der. Og hvis dét at spise min mad på en bestemt måde, kan gøre mig mere rolig og tro, at nu har jeg styr på tankerne og nu skal alt nok blive godt – så lad mig da gøre det.
“Neeej, har du OCD? Du må gerne komme og gøre mit hus rent!”
Sjovt.
“Bare slap af.”
Tak, hvis det bare var så nemt.
Den her sætning er ikke så slem, for den er formentligt sødt ment. (medmindre den er sagt på en nedladende måde, ligesom engang en af mine lærere sagde “slap dog af og få styr på dine tanker” – det var ikke sødt ment)
At slappe af hjælper tit med at dæmpe den angst, der følger med OCD. Dette passer dog slet ikke i alle tilfælde, for nogle får faktisk mere angst ved at slappe af – fordi så har de mere tid til at tænke. Og overtænkning er ren foder til både angsten og OCD.
“Du er da heldig, det ikke er noget fysisk – nogen i verden har det langt værre end dig.”
For det første vil der sikkert altid være en eller anden person i verden, der har det “værre”, men sandheden er, at vi aldrig kan vide det. Diverse lidelser er – som sagt igen og igen – totalt indivuelle. Man kan ikke sammenligne to personers smerte, for vi aner ikke, hvor slemt det er for dem hver især.
For det andet… hvad hjælper den her information? Hvad kan jeg gøre ved det? Alle kæmper deres individuelle kampe og det er ikke op til dig at dømme, hvem der har det værst.
For det tredje – sommetider ville det faktisk være bedre, hvis det var noget fysisk – så folk kunne se, hvorfor man gjorde, som man nu gjorde. For eksempel var jeg i Rema for et par år siden og så, at der var en nutids-r fejl på et af deres “skilte” (en papirlap, der var skrevet med blyant på). Der stod noget i stil med “vi køre ikke længere med billig bland-selv slik om lørdagen” eller sådan noget – seriøst, det gør fysisk ondt for mig bare at skulle skrive, hvad der stod på skiltet (pga. fejlen) og jeg skal bruge alle mine kræfter på ikke at gå tilbage og sætte et r det korrekte sted. Mine øjne kunne slet ikke klare det og min hjerne gik amok. Jeg kunne bare ikke gå forbi uden at rette på det. Det var fysisk umuligt. Jeg havde tilfældigvis en blyant i lommen og satte så et r, hvor der skulle være et r, så der nu stod “vi kører…” Jeg tænkte, at jeg da hjalp dem, for den fejl fik det til at se ekstremt uprofessionelt ud. Som taget ud fra en tegnefilm, stod butikschefen lige bag mig og han blev helt rød i hovedet af raseri. Han blev seriøst gal og han følte sig vildt ydmyget. Og jeg forstod det ikke. Jeg troede virkelig, jeg havde gjort noget godt. Så råbte han af mig foran alle kunderne, der stod i kø to meter væk og jeg skyndte mig at undskylde og gå væk fra ham. Han fulgte efter mig gennem butikken og blev ved med at råbe af mig, og jeg har alrig oplevet noget, der var så socialt ydmygende og ubehageligt. Det var frygteligt og jeg blev så sur indeni, fordi jeg prøvede for filan bare at hjælpe ham og hans uprofessionelle papirlapskilter. Han fortsatte med at råbe af mig foran mine svigerforældre (skønt), og min svigermor sagde til ham, at det havde jeg altså forstået og jeg havde undskyldt, så hvad mere ville han have? Han sagde, at jeg skulle forlade butikken omgående og aldrig komme tilbage (lol, hans mande-ego var vist blevet ramt ret hårdt). Åh, hvor jeg hadede Rema i LANG tid efter det, for føj, hvor var han ufølsom og ubehagelig, og lige siden har jeg fået det dårligt både psykisk og fysisk, hvis jeg kom forbi den specifikke Rema butik. Heldigvis bor jeg langt væk fra den og i dag griner vi bare af oplevelsen, fordi det hele var så dybt latterligt.
“Du ligner da ikke en med OCD.”
…? Øhhh, hvordan ser en person med OCD ud?
“Du skal bare lære at leve med det.”
Jo tak, det er det, jeg gør hver dag. Men mange tak for tippet. Meget hjælpsomt.
Hvis du så også ovenikøbet kunne fortælle mig hemmeligheden til, hvordan man “lærer det”, ville det da være skønt. (:
Jeg tror, man lærer det med tiden. Og jeg har lært at kontrollere mit, så det nu er på et niveau, hvor jeg føler, at det er mig, der har kontrollen – og det skal jeg nok skrive meget mere om senere, for hvis jeg nu rent faktisk sidder med hemmeligheden til, hvordan man kontrollerer sin OCD, vil jeg gerne hjælpe andre – jeg skal bare lige først finde ud af, hvordan jeg skal formulere det…
“Det giver jo ikke nogen mening.”
Vi ved det godt. Det giver heller ikke altid mening for os.
“Er du ikke lidt hysterisk? Stopper det ikke, hvis man tager sig sammen?”
Når du har fundet den hemmelige kur, lytter vi gerne. Indtil da; shh.
“Alle har OCD, du er ikke speciel.”
… NEJ, alle har ikke OCD. Måske har alle et eller andet ritual, de altid skal, inden de går ud af døren og måske kan alle relatere til et eller andet symptom – det giver dem ikke OCD. OCD er en seriøs lidelse og at sige at alle har det, er lige så dumt som at tro, at lamaer en dag kommer til at styre planeten. (sorry, hvis du oprigtigt tror, at lamaer en dag kommer til at styre planeten – og wow, det her indlæg kommer til at se dumt ud, hvis det faktisk sker)

For at opsummere; OCD er en seriøs og meget ægte lidelse. Rigtig mange kæmper mod det hver eneste dag og det er ikke en joke. Det er mere end “bare” frygten for bakterier og det er mere end rene hænder.
OCD går tit hånd i hånd med angst og mange er gode til at skjule det, fordi de føler sig flove. Det er lidt et tabu, hvor seriøst det faktisk er og mange joker med det, hvilket er vildt ufølsomt overfor personer, der lider under det.
Man kan sagtens leve et normalt liv med OCD uden at det påvirker ens hverdag i en svær grad. Måske har man lært at kontrollere det og mange har sine helt egne, unikke metoder til at få tankerne til at forsvinde.

Det er vigtigt, at du som pårørende lytter uden at dømme. Man siger vel heller ikke til en med sukkersyge, at de bare skal lære at producere noget insulin, for hallo, “hvor svært kan det lige være?”

Hvis du har OCD, er det vigtigt, at du fortæller dine pårørende, om der er noget, de kan gøre for at hjælpe. For tit føler de sig helt afmagtede og forvirrede, fordi de ikke ved, hvilke ting, der vil “trigger” din OCD og når man ser på fra sidelinjen, kan det være svært at bedømme, om du er okay og om du egentlig gerne vil snakke om det.
Det kan være ekstremt svært at gå med det hele alene.
Personligt synes jeg, det er rart at snakke med andre OCD-ramte om min OCD, fordi de nogenlunde forstår, hvad jeg mener. Og det er rart, når man møder nogen, der har præcis de samme “compulsions” som en selv. Jeg synes også det er rart, at hvis der er noget, jeg føler, jeg skal gøre igen og igen, at der så kommer en hen til mig og hjælper mig med at stoppe, for “det er okay nu”.
Dengang min OCD var rigtig slem, turde jeg ikke snakke om det, fordi jeg var bange for, at mere opmærksomhed mod OCD’en ville gøre den værre. Men det viste sig, at det at snakke om den, faktisk skræmte den lidt væk – at snakke om det, gav mig kontrollen tilbage. Jeg blev klar over, at jeg havde the power til at kontrollere den her lortelidelse og jeg følte endelig igen, at det var mit liv og den havde slet ikke noget at skulle have sagt.

Og når man endelig har kontrol over det, føler man sig virkelig uovervindelig.

“Før vi kan få kontrol, skal vi først tro på, at vi kan.”

Og så vil jeg desuden anbefale alle at læse “Skildpadder hele vejen ned” af John Green. Den er VIRKELIG god, og beskriver livet med OCD på sådan en god måde – den er både sjov og seriøs. Og igen; virkelig god.

Baby on board! ♥

Vi skal have en BABY!!

Jep, det er rigtigt! En lille babygirl joiner vores familie i slutningen af maj og vi er SÅ uendeligt lykkelige! Vi skal være forældre!! For real!! ♥♥
Der er sket så mange ting, siden jeg sidst har skrevet noget her (det er trods alt også et halvt år siden… ups) og jeg har ville lave såå mange indlæg her, men for at forstå mine kommende indlæg, er det nok også lidt vigtigt med lidt ”backstory”, så here you go…

Den 25. september 2018 vågnede jeg med en frygtelig kvalme. Moster Mens var 3 dage forsinket, men jeg havde ikke i tankerne at tage en graviditetstest, for jeg magtede ikke flere negative resultater.
Vi havde prøvet at blive gravide siden vi aftalte, at vi var parate, tilbage i slutningen af marts. 5 cyklusser med talløse ægløsningstests og negative graviditetstests. Sommetider ville jeg stirre mig blind på de negative tests og bilde mig selv ind, at der altså var en mere streg, bare meget utydelig, men jeg skulle nok teste igen i morgen, for ”det var nok for tidligt at teste positiv, men den her cyklus var jeg altså gravid!”
Det troede jeg hver cyklus. Jeg bildte mig alle mulige symptomer ind, skrev dem ind i min fertilitets-tracking app Clue, der lavede en nogenlunde beregning på, hvor stor sandsynlighed der var for at blive gravid på den og den dag.

I maj ’18 gik jeg 10 dage over tid – det var de mest stressende uger nogensinde. Det viste sig at være en kemisk graviditet, hvilket faktisk er det, størstedelen af alle graviditeter ender med, før folk overhovedet ved, de er gravide. Mange, der ikke prøver at blive gravide, lægger slet ikke mærke til noget og tror bare, det er en forsinket menstruation. Jeg blødte så voldsomt i så mange dage – og det var et smertehelvede uden lige.
Efter det var jeg sikker på, at jeg bare ikke havde held nok i livet til at blive mor. Det lå nok bare ikke i mine kort og det gjorde så ondt at tænke på, men jeg tænkte, at det måtte jeg altså til at indse – jeg kunne garanteret ikke engang blive gravid. Men så kunne vi vel altid adoptere.

Det er så dumt – folk, der har prøvet i 2 cyklusser uden at blive gravide begynder at miste tålmodigheden og tror, at de slet ikke er fertile. 2 cyklusser. Det er alt for tidligt at blive utålmodig!
Nogle par prøver i 5 år, før de bliver gravide – der har man af god grund ret til at være utålmodig. Mange af de par har været igennem så mange fertilitetsbehandlinger og de har al ret til at himle med øjnene, når et par, der har været i gang i 2 måneder tror, at det er nok fordi, de ikke kan blive gravide.
Det tager gennemsnitligt et sundt par et år, før de bliver gravide. Nogle rammer i første forsøg, andre gør det – irriterende nok for os, der prøver – ved et ”uheld” (“ups, jeg faldt lige over en bunke sæd“), mens det tager andre flere år. Det er ikke et helt retfærdigt system, synes jeg. Man burde kunne blive gravid, lige når man beslutter sig for, at det vil man gerne – men sådan foregår det åbenbart ikke.

De kommende cyklusser var der altid et eller andet i vejen omkring ægløsning; enten var jeg til eksamen, på ferie, eller også var Michael på arbejde. Jeg havde egentlig givet lidt op og foreslog, om vi ikke bare skulle lade være med at prøve, for der sker alligevel ikke noget. Michael sagde, at hvis vi lod være med at prøve, skete der i hvert fald slet ikke noget, så det var dog et fjollet forslag. Og ja, det havde han jo ret i.
Vi havde hele tiden vidst, at timingen måske ikke lige var den bedste, for Michael havde fået indkaldelse til forsvarets dag, havde trukket frinummer og derefter meldt sig til beredskabsstyrelsen, som han skulle afsted til den 4. marts 2019 – i 9 måneder! (Han har dog fået det udsat nu pga. baby) Så vi vidste godt, at enten ville han være væk hele graviditeten eller kun være der i weekender efter fødslen. Men vi ville ikke stoppe med at forsøge – for vi kunne jo aldrig vide, hvornår det ville ske. Og ligegyldigt hvad, skulle vi nok finde en løsning til den tid.

Vi skrev os op til en masse lejligheder i Holstebro – for Thisted er tættere på Holstebro end Hjørring og jeg ville gerne være tæt på min familie, især i den tid, hvor Michael skulle være væk. Vi fik tilbudt en masse og sagde også ja til en del bare for at vise, at vi var interesserede – vi havde ikke rigtigt regnet med at få noget.

Dagen

Som sagt vågnede jeg den 25. september med en underlig kvalme. Jeg sagde til Michael, at jeg havde kvalme og han grinede lidt og sagde ”det er jo dét, jeg siger – du er gravid.”
Jeg fnøs og rystede på hovedet. ”I wish,” mumlede jeg.
Jeg gik ud på badeværelset for at tisse. Jeg sad lidt og kiggede på alle de graviditetstests, der lå i skabet og jeg rystede på hovedet. I sidste øjeblik hev jeg alligevel én frem, for hvorfor ikke? I løbet af det sidste halve år var jeg blevet besat af at tisse på pinde – bogstaveligt talt. Jeg havde tisset på så mange pinde (med pinde mener jeg graviditetstests, men det ved I vel godt, ikk?) i håbet om at se to streger, men jeg vidste altid, at de ville komme tilbage negative. Og så kunne jeg græde lidt over det hver gang.

Tip: Hvis du har brug for at græde, så tis på en pind (hvilken som helst pind) og vent, til der ikke kommer nogen steger frem. Så græder du helt automatisk. Om det er af sorg eller glæde må jo så være op til dig selv.

Så jeg fandt mig selv tissende på en af de hersens pinde endnu engang, på den her – åbenbart – livsændrende tirsdag morgen. Jeg følte mig så uendeligt latterlig, for jeg vidste udmærket godt, at den ville komme tilbage negativ. Og så kunne jeg græde lidt over det og gemme resten af pindene til næste cyklus, for jeg var som sagt blevet besat af at tisse på pinde. Little did I know, at alle de pinde i skabet ikke engang ville holde en uge mere…

Efter jeg havde tisset på pinden, puttede jeg låg på den og lagde den fra mig – ja, det er en pind med låg på. Fancy pind. Jeg åbnede min Clue app og begyndte at skrive ned, hvordan jeg havde haft det i de sidste par dage. Jeg havde holdt mig væk fra appen i flere uger, fordi jeg var bange for, at hvis jeg skrev symptomer ned, ville jeg sikkert bare ende med ikke at blive gravid. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg troede åbenbart, at hvis jeg skrev ind i appen, at i dag havde jeg haft ømme bryster – så ville moder jord grine højt og ondt og gøre, at jeg ikke blev gravid den måned. Og så ville Mo(n)ster Mens 100% dukke op og ødelægge alles drømme. Min OCD og angst har virkelig været slem og stressende op til den positive test.

At prøve at blive gravid, mens man er påvirket på høj promille af angst og OCD – det er en ulækker cocktail, for at være ærlig. Jeg ved, der er mange bekymringer som kommende forældre og ikke mindst efter barnet er født. Men wow, der er mange.
Min OCD ville i tiden op til den positive test decideret styre min hverdag og sige, at hvis jeg ikke gjorde det og det, ville jeg aldrig kunne blive gravid. Hvis jeg gjorde dét, ville jeg blive gravid og hvis jeg lod være, skulle jeg slet ikke regne med at blive gravid. Min OCD gik ligesom efter min største frygt og mit højeste ønske. Det var ondt. Det gjorde ondt. Og hvis min OCD havde været en person, havde jeg uden tøven klappet den så hårdt i fjæset, at den var faldet ned af trappen og havde brækket alle de ulækre knogler i dens usle krop.

Sommetider er det en positiv slags OCD – eller jeg ved ikke, om man kalder det OCD eller bare at være godtroende. Men i slutningen af august havde jeg taget sådan en hurtig test inde på Facebook med titlen ”hvordan bliver september for dig?” Jeg klikkede ”connect to Facebook” og så autogenerer den en eller anden besked – og det er sikkert ligesom stjernetegn og horoskoper osv., at ligegyldigt hvad der kommer til at stå, kan man relatere til det på en måde. Men den her gang snakkede det bare til mig på en anden måde.
Der stod; ”Der vil trille mange tårer ned ad dine kinder i september. Men det bliver glædestårer – noget, du har ventet på længe, sker endelig. September bliver et vendepunkt i dit liv.”
Jeg ved ikke hvorfor, men det har været et slags tegn for mig. Ligesom da vi omkring ægløsning så en kæmpe regnbue udenfor.
I ved, efter regn kommer altid en regnbue… vi har haft vores mængde regn og nu er det altså på tide, at vi får vores regnbue. Vores lille regnbuebaby. ♥

Jeg havde skrevet symptomerne ind på appen, for jeg vidste jo godt, at testen ville være negativ, men jeg havde brug for noget at lave, mens testen blev negativ. Jeg skævede op imod testen og var klar til at himle med øjnene, knække den midtover og kaste den i skraldespanden, da jeg så noget, jeg ikke havde set før.
Var dét… en mere streg? Nej, det kunne det ikke være. Tiden stod stille i et stykke tid, mens jeg samlede testen op – og hvis min kæbe ikke havde siddet fast til mit hoved pga. huden, var den helt sikkert røget i toilettet. (Eller i hvert fald ned på mine lår)
Mine øjne har aldrig været så åbne og det samme med min mund.
Der var TO STREGER?!! WHAT?! Jeg kunne slet ikke tro det. Skete det her faktisk?! Jeg tog et billede af testen, tastede rystende ind i appen, at jeg lige havde taget en positiv graviditetstest og den sagde tillykke og spurgte, om jeg ville slå graviditets-tilstand til – ØH, JA TAK!!! Den foreslog, at jeg downloadede deres graviditetsapp, og det gjorde jeg med det samme. Jeg rystede og græd og kunne slet ikke kontrollere mig selv. Der gik nok 5 minutter, hvor det eneste jeg gjorde, var at sidde på toilettet og ryste og græde af glæde. Hvor var det mega vildt og SÅ overdrevet surrealistisk!!

Jeg brugte et godt stykke tid på at sidde der og ryste og græde og smile helt ukontrollerbart, mens jeg funderede over, hvordan jeg skulle overbringe den gode nyhed til den kommende far, the love of my life.
Jeg havde ventet måneder på at få lov til at fortælle ham det og havde alle mulige planer inde i hovedet, men det var som om, det først blev til virkelighed, da jeg stod med testen i hånden. Og helt ærligt, var jeg så ligeglad med, hvor fint og fancy nyheden blev fortalt – han skulle bare vide det, nu!! Jeg havde planer om, at jeg nok ville få den positive test, imens han var på arbejde, og at jeg så kunne lægge alt muligt frem som en baby-surprise, til når han kom hjem. Flere måneder forinden havde jeg købt små bodies, sko etc. fra Wish og også et krus med teksten ”Promoted to daddy ♥”.
Det hele var bare så surrealistisk og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fortælle ham det. Tænk, at det her rent faktisk skete!! For os!!!
Jeg fik bevæget min rystende krop ud fra badeværelset, fandt en body frem fra mit lille hemmelige Baby-Wish lager, listede mig forbi soveværelset og hen til ovnen, hvor jeg puttede bodyen og den positive test.
På bodyen stod der ”Player 3 has entered the game”(så cute!!) og det så sådan ud;

48370366_216335865963486_6950306972503638016_n — Sååå sødt – den er godt nok ikke en nyfødt-baby størrelse (medmindre vi får en giga-baby, hvilket ikke er så sandsynligt, for vi var begge ret små babyer)

48417947_606114643164605_5007249937998544896_n — *SE LIGE EN MEGA POSITIV TEST!!!!! IHHHHH, bliver stadig excited, når jeg kigger på den, haha*

Jeg fik hevet Michael ud af sengen – det var som sagt morgen, og han lå og spillede mobilspil. Det var den 25. september og præcis en måned efter hans fødselsdag, så jeg sagde til ham, at jeg havde en sen fødselsdagsgave til ham og at han skulle skynde sig at komme og se.
Min stemme skælvede og jeg gik rystende efter ham ud i køkkenet, hvor bodyen lå på ovnen med den positive test ovenpå. Det største smil bredte sig på hans læber og han kiggede overrasket på mig.
”Er du gravid?” spurgte han.
”Ja!!” Jeg tog hænderne op til ansigtet for at prøve at kontrollere mit smil. ”Jeg har lige taget testen og den var positiv, og det havde jeg virkelig ikke regnet med, men den er positiv!!”
”Åh, det er fantastisk!!” Han smilede stort og gav mig en kæmpe krammer – vi stod i den krammer længe.

Efter nyheden var blevet overbragt, ringede jeg til lægen – jeg fik en tid en måned væk. En måned!! Jeg havde ventet på den her to-stregede pind i et halvt år og nu skulle jeg vente en hel måned for at se en læge?!
Jeg havde nok været lidt for naiv og optimistisk, da jeg troede, de ville se en dagen efter til en terminsbestemmende scanning, hjertelyd, samtale, you name it, men siden jeg vidste præcis, hvornår min sidste menstruation var, hvor lang den var osv., var det ikke nødvendigt. Pis, mand.
Hvad skulle jeg foretage mig i en hel måned?!
Google. Google var, hvad jeg skulle foretage mig i en hel måned.

♥ ♥ ♥ To be continued…

At gøre sit bedste…

“When you try your best but you don’t succeed” – Coldplay, Fix You

Jeg er tilbage efter at have været totalt væk i et godt stykke tid grundet eksaminer og nu kan I glæde jer til en masse indlæg, for jeg har sommerferie!

For en måneds tid siden ville jeg lave en lækker pastasalta, som den jeg havde fået hjemme ved min mor ugen forinden. Sådan en rigtig lækker instaværdig pastasalat.

Lad mig bare lægge ud med at sige, at mit forsøg på den endte i skraldespanden og blev erstattet med en pizza 5 minutter inden pizzeriaet lukkede ((:
Hele salaten var egentlig klar, da jeg besluttede mig for at hælde majs i. Jeg overvejede, om jeg ikke lige skulle putte dem i en skål først, så jeg derefter kunne bestemme, om de var gode nok til salaten. Jeg endte med at tænke “ej, det er ligemeget, de er nok fine; der står jo, de kan holde til 2021.”
Så jeg tilføjede impulsivt en skefuld. Og endnu en, for de så gule og pæne ud. Og endnu en, og endnu en og endnu en, før jeg kunne nå at teste, hvordan de var.
Og så rørte jeg salaten grundigt igennem, for så at smage på majsen. Længe leve impulsivitet, ikk? Eller noget.
I kan nok gætte, at de ikke var gode. De var hårde, ulækre og da jeg ville smage nogen fra bøtten, opdagede jeg en nasty, gele-agtig majsemug (what), der fyldte over halvdelen af dåsen.
Så nu skulle jeg stå og plukke alle majs ud af den store salat, jeg lige havde rørt rundt.
I mellemtiden fandt jeg ud af, at de små kyllingestykker var hårde som sten (“argh, de har nok brug for lidt mere”). Jesus altså, heldet var virkelig med mig. (Ironi kan forekomme)
Jeg brugte cirka et kvarter på at sortere majs og sten-kylling fra pastasalaten.
Derefter ville jeg pakke det halve iceberg-salathoved væk, for så kunne jeg “lave en ordentlig salat i morgen”. Det var så her, at jeg opdagede, at der kravlede små “dyr” rundt i salaten, og det freakede mig totalt ud; jeg tænkte ikke på at vaske salaten eller noget, den skulle bare ud!
Agurken var også blevet kasseret, for den var flækket og overmoden, selvom jeg lige havde købt den.
Det eneste gode ved den salat var peberfrugten og tomaterne, men jeg var så træt af at stå med hænderne nede i salaten, så jeg smed det hele ud.
Godt, at jeg havde brugt et kvarter på at fjerne hver eneste lille majs fra den, inden jeg smed den ud, ikk? Super nødvendigt.
Det var noget af et nederlag. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle grine eller græde, for hvor var det egentlig tragikomisk, at man kunne føle sig så uendeligt håbløs over en freaking pastasalat.

I torsdags var jeg til min sidste eksamen i år og har nu endelig sommerferie!!
Velfortjent, hvis nogen skulle spørge. :))
Min første mundtlige eksamen var matematik. Ja, jeg ved det, aaaad. Godt, at jeg bestod, for så er det aldrig mere matematik igen!! Men jeg bestod godt nok også kun lige på et hængende hår og det var den værste eksamen, jeg nogensinde har været til.
Men jeg gjorde mit bedste. Det gjorde jeg virkelig; jeg kunne vitterligt ikke have gjort mere.
For det første trak jeg det værste spørgsmål overhovedet muligt. Hele morgenen havde jeg gået rundt og sagt “bare jeg ikke trækker trigonometri og skal til at forklare sinus eller sådan noget, så dumper jeg virkelig.”
Vi havde på forhånd fået en liste over de spørgsmål, vi kunne komme til at trække og de her trigonometri spørgsmål var de eneste, jeg ikke havde skrevet noget ved; for jeg kan for filen ikke finde ud af det.
På samme tid er matematik -for mig- bare det mest ligegyldige i hele verden. Seriøst, hvad skal jeg bruge det til? Nada. Og så hvis jeg endelig skal bruge det, så er det ligesom det, der er opfundet en lommeregner for. Altså, det er det kedeligste, mest irrelevante i verden og hvis jeg ser et mere regnestykke, brækker jeg mig nok.

Fra klokken 8:30 – 10:00 var der gruppeeksamen, hvor alle vi netstuderende blev sat sammen med hinanden i random, fremmede hold. Ingen kender jo nogen der.
Men vi trak procent og statistik, hvilket er en af de emner, jeg faktisk godt kan lide. (Jeg havde set en trekant gennem et andet stykke papir og tænkte NOPE, den tager vi ikke!)
Det gik faktisk super godt og jeg tror også, det er den, der gjorde, så jeg bestod. For den individuelle kunne ikke have gået værre.

Nå, er der nogen, der vil gætte, hvad jeg trak? Jeps. You got it.

34747697_1791869370869116_423508789275131904_n

…..

🙂

Min forberedelsestid var i alt cirka 50 minutter. Nå, men da jeg så kom ind, sagde de, at jeg skulle gå op til tavlen og bare begynde. Jeg stod med mine noter og skrev ting op på tavlen, jeg havde forberedt. Jeg havde spurgt på forhånd, om jeg måtte bruge mine noter og det havde læreren sagt ja til, så jeg havde ikke brugt tid på at memorisere alt det, jeg havde skrevet ned. Da jeg så stod derinde, tog han mine noter fra mig og begyndte at tegne på tavlen og tale et eller andet mærkeligt sprog, der vistnok hedder matematik, men hvad ved jeg?
Deres mærkelige spørgsmål, der ikke gav nogen som helst mening for mig, gjorde mig så stresset, at det eneste jeg kunne gøre var at græde.
Seriøst, jeg begyndte at græde til matematikeksamen, som om, de havde tænkt sig at æde mig.
De prøvede virkelig at få mig til at bruge diverse matematiske udtryk, men jeg var totalt væk, kunne kun tænke på, hvor uretfærdigt og nedladende det her var.
Til sidst gav de op og sagde, at vi ikke havde mere tid (det havde vi). Så gik jeg grædende ud på gangen, hvor jeg stod og ventede, imens jeg tørrede mascara væk fra mine kinder, ugh, det var så akavet.
Da jeg kom ind igen, sagde de, at jeg havde fået 02, hvilket mirakuløst nok betød, at jeg havde bestået? Det havde jeg helt ærligt ikke regnet med, for hold nu kæft, hvor gik det dårligt.
Derefter begyndte de at sige alt det der pis, lærere siger efter en eksamen, som man ikke kan bruge til en skid.
“Argh, det var et lille 02 og du bestod kun, fordi vi tog dine noter og jeg ville gerne have haft, at du havde sagt det her og vist det der, og så skulle du også have..” Undskyld mig, men hvad filan skal jeg bruge det til?? Jeg skal aldrig i mit liv have matematik igen og det, I står og siger, kunne jeg vitterligt ikke være mere ligeglad med, selv hvis jeg prøvede. Alt, I siger efter karakteren, er så ligegyldigt.
Jeg skulle bare bestå, og det gjorde jeg.

Da jeg kom ud, fandt jeg endnu engang mig selv i sådan en græde vs. grine situation, for hvor var det latterligt, at jeg var begyndt at græde – det grinede jeg over. Og så græd jeg, fordi jeg havde følt mig så presset derinde og øv, hvor var det pinligt – men jeg skal jo aldrig se dem igen, så det kan da være så ligegyldigt.
Så gik jeg ned i deres kælder, (hvor toiletterne befinder sig) forbi en meget forvirret vicevært (hvad glor du på, gamle mand?) og så ind på handicaptoilettet, min gode ven.
Jeg var lettet over at have bestået, for ellers skulle jeg have taget matematik igen, og HAHAHAHAHA, det kommer aldrig til at ske.

Jeg gjorde mit bedste og det var godt nok. Jeg gjorde dét, der skulle til for at bestå.
Så kan jeg da være fuldstændig ligeglad med det andet.

Den “jeg gjorde mit bedste”-attitude kan virkelig hjælpe dig.
Istedet for straks at tænke “fuck, jeg er så skide dårlig til alting, hvorfor lykkes intet?” (hvilket er den tanke, de fleste får, når de dumper en eksamen eller laver en dårlig pastasalat, især hvis deres hjerne bliver oversvømmet af angst)
Siden jeg begyndte at forholde mig sådan omkring mine karakterer, har det formindsket min angst og stress omkring eksaminer. MARKANT formindsket.
Det eneste jeg går efter nu, er at sige en lille smule klogt, så jeg i det mindste består. Hvis jeg så faktisk ved noget om det, jeg trækker, er det jo bare en win-win.
Jeg har ikke brug for andet end at bestå. Og den eneste grund til at jeg skal bestå, er, at så får jeg mine penge tilbage. (Net-fag koster 450,- pr. stk. og de er lige blevet hævet til 550,- (hvilket er fuldstændigt sindssygt og urealistisk at bede om fra studerende) Først når man har taget en fuld HF, får man pengene refunderet.)

Det er ikke livsnødvendigt at få gode karakterer. Karakterer definerer dig ikke.
Du er ikke din karakter – og din succes afhænger ikke af dem.
DU er herre over din egen success. De fleste multimillionærer i dag droppede ud af college eller klarede sig dårligt i skolen.
Hvis du er dumpet i tysk behøver det ikke betyde, at du bliver en dårlig tandlæge. Og hvis du har dumpet i matematik, kan du sagtens være en god pædagog alligevel.
Eksaminer er så latterlige. Det er et enkelt lille øjebliksbillede, der bliver sat på et stykke papir for at prøve at identificere dig.
“Så og så smart er han/hun.” Det er så dumt. Det har alt at gøre med, hvad man trækker og hvad man interesserer sig for.

Da jeg var til historie eksamen (hvor jeg også fik 02, fordi jeg anede absolutely nada om det emne, jeg fik), hørte jeg en pige sige; “Alt over 02 er jo bare pynt.”
Og åh, det ramte mit hjerte så dybt – jeg har aldrig relateret til noget på sådan et level før, haha.
Men hey, jeg fik 10 i religion B og 7 i samfundsfag B, (OG 7 I SKRIFTLIG MATEMATIK?!) så der fik jeg da rigeligt pynt på, og mit gennemsnit ligger på 7,something – jeg er nu godt tilfreds med mine pyntefag.
Heldigvis var 02 kun i de fag, jeg virkelig ikke interesserer mig for og så kan man jo se, hvor stor en faktor, det faktisk spiller.

Og så vil jeg også lige tilføje, at jeg har lavet tre skidegode pastasalater efter den mislykkede én, så HA, den fik mig ikke ned med nakken!
Hvilket minder mig om dette citat; “At give op på dit mål pga. én forhindring, er det samme som at punktere dine andre tre dæk, fordi ét er blevet fladt.”

Nå, men min pointe er, at det er din indsats, der virkelig tæller.
Hvis du har gjort dit bedste, har du gjort det godt nok. Og hvis du oprigtigt føler, at du har fejlet, på trods af, at du har gjort dit bedste, var det måske bare ikke lige “meant to be”.
Du er nødt til at have en grundlæggende tro om, at du er god nok, som du er.
For det ér du.

“Du skal ikke sammenligne dit kapitel 1 med en andens kapitel 20 – følg din egen sti, skriv din egen historie og aldrig giv op på dig selv.”

At være succesfuld behøver ikke nødvendigvis at betyde “alt det, du har opnået” – sommetider er succes alt det, du er overkommet. Tænk på, hvor langt du er kommet i livet. Hvor meget, du har været igennem.

Det er meget og du burde være stolt.♥

Diagnose = superpower? [pt.1]

Du føler dig måske hæmmet lige nu, men din diagnose, eller hvad du kæmper med lige nu, kan ende med at gøre dig til en “superhelt”. I et tidligere indlæg skrev jeg noget i stil med; Jeg er sikker på, man ikke bliver givet et liv, man ikke er stærk nok til at leve.
Og hvis det er rigtigt, hvilket jeg virkelig oprigtigt tror på, det er… overvej så, hvor stærk, du faktisk er.
Det behøver ikke være en direkte diagnose, men alle mennesker går igennem en rimelig mængde af lort (dansk… dansk er underligt) i løbet af et liv. Og enten har du været der, ellers går du måske igennem det lige nu.
Alle har de her op-og nedture, diagnose eller ej.

Da jeg første gang hørte sangen ”Superheroes” af the Script, blev jeg totalt blæst bagover af beundring; for hvor var det bare sandt, det de sang og omkvædet ramte mig seriøst til tårer… Og jeg sad midt i en bustur. Fed timing! Jeg hørte den bare over og over igen og omkvædet giver mig fortsat kuldegysninger.
Noget af det bedste i verden er at skråle med på det dejligste omkvæd, der giver kuldegysninger og kæmpe smil – det er en fed følelse.

Det er også den sang, der i bund og grund har inspireret mig til at skrive det her indlæg.
De synger følgende;

”When you’ve been fighting for it all your life, you’ve been struggling to make things right; that’s how a superhero learns to fly. Every day, every hour, turn that pain into power.”

I mean… Wow. Måske virker det ikke så specielt, når du læser det, men så skulle du prøve at høre sangen og så virkelig lytte til teksten; jeg kan love dig for, du vil nyde omkvædet.
(Medmindre du kun er til hardcore metal… det her er poppet)

Sangen fortæller om forskellige folk, der har gået igennem en masse hårde ting, hvilket har gjort dem stærkere. Istedet for at lade smerten af udfordringerne slå dem ud, har de taget den her smerte og vendt dem til en slags mod. Deres power.
Omkvædet betyder, at når du igennem dit liv har kæmpet for (/imod) noget, gjort dit bedste for at, well, gøre dit bedste; det gør dig langsomt til en helt.
Du har ikke givet op. Du har kæmpet dig igennem det her det bedste du kunne.
Og det er skide sejt, skal du vide!

Idéen med sangen er et sted, at smerte og problemer kun er midlertidige og at du nok skal komme igennem det. I forrige indlæg var der et quote af Meredith Grey fre Grey’s Anatomy; Ligegyldigt hvor mørkt det bliver, står solen altid op igen.
Og det skal du huske på. Du er bare i processen til at blive en helt.

Forestiller mig kommentarer som;
“Hold din kæft, min angst gør mig ikke stærkere, du aner ikke, hvordan jeg har det,”
“Min OCD fik mig lige til at tjekke låsen 5 gange; efter jeg havde lagt mig i sengen. Hvordan kan du sige, det er en superpower?!”
“Jeg har udskudt alle mine opgaver og skal nu blive oppe hele natten for at skrive 3 essays! ADHD er en dårlig ting, du aner ikke, hvad du snakker om!”

For lige at gøre det klart; jeg mener ikke, at selve sygdommen er en gave og jeg siger ikke, at hvis du har en diagnose, er du vildt velsignet. Og jeg siger ikke, at du skal være misundelig over ikke at have en sygdom, der giver dig besvær med koncentration, rastløshed, hukommelse, opmærksomhed og følelser all over the place.
Det er trods alt kaldet en sygdom af en grund. Fordi det har evnen til at ødelægge flere aspekter af dit liv; din karriere, venskaber, forhold, dine drømme. Det er slemt.
Og hvis du ikke har det, skal du ikke være ked af det. Det er jo ikke fordi, man går ind, får diagnosticeret ADHD og går ud og råber “YES! Lige hvad jeg havde håbet på! Woooh!”
(Okay, lige med ADHD kan det faktisk godt være; vi har det med at være højtråbende og impulsive på forkerte tidspunkter)

Hvad jeg prøver at sige er, at der måske er styrker til din sygdom, du ikke har overvejet; måske ser du kun på den dårlige side, fordi det er det, der fylder mest lige nu.
Intet er så dårligt, at der ikke kommer noget godt ud af det. (Okay, det her quote virker lidt voldsomt, for måske er din kanin lige død og du kan ikke se noget godt ved det – men altså, nu skal du ikke længere gøre rent i dens bur.. okay, ikke sjovt. Ej, man skal tage det quote med et gran salt, ikk?)

Jeg føler lidt, at jeg plaprer for at gøre min mening mere acceptabel; for jeg ved godt, det her nok er en upopulær holdning, da alt for mange ser alt for seriøst på deres situation og bare ikke er villige til at se noget positivt.
Du skal være modtagelig overfor forandring, ellers sker der intet.

OCD er da skide irriterende, men blandet sammen med ADHD giver det nogengange en vildt god kombination (OCHD?), når der skal gøres rent. Impulsivitet + beskidt gulv = win!
Sommetider, hvis min ADHD bager en kage, vil min OCD vaske tingene op med det samme! Så skændes de lidt inde i min hjerne, mens Stress og Angst bare kigger på hinanden og ryster på hovedet. De kan godt engang imellem lige løfte en finger, så OCD og ADHD mærker et pust af Stress; og så ved de, OCD har vundet.
Angst og ADHD virker også ret godt sammen. For sommetider lader ADHD måske ting ligge og flyde, men så flyver Angst bagved og samler det op, for uh nej, hvad nu hvis vi glider og dør?!
Det hele er meget sjovere, når man ser sine diagnoser som små “mennesker” inde i ens hjerne, lidt som i filmen “Inderst Inde”, hvor man ser alle følelserne kommunikere med hinanden i forskellige situationer.

Jeg føler lidt, min Cocktail gør mig til noget helt specielt. At have modsættende diagnoser er svært, men som i eksemplerne overfor kan det også være en fordel.
At være et rodehoved på samme tid med at ville have orden? Yessss…

~ TISSEPAUSE!! Der er gået cirka 5 minutter nu, så hvad med at tage et glas vand? Eller juice? Eller en Pepsi Max? Eller en kop kakao?
Det er en struggle at vælge drikkevarer i forvejen, men med ADHD ender jeg altid med at have 700 forskellige væsker foran mig, fordi jeg bare ikke kan beslutte mig.
Men så dehydrerer jeg i det mindste ikke. Positiviteten vinder ~ ^^ ~

Okay, nu er tissepausen slut, så nu kan jeg prøve at forklare videre, for du er sikkert snot forvirret.
“Hvad mener hun med, at stress er en superpower?!?!!”
Hvis du har læst, at din diagnose er din superpower, sidder det lille diagnose-væsen i din hjerne og danser rundt med en superheltekappe på lige nu. Indtil du læser næste linje…

News flash; det er ikke diagnosen, der er superpoweren. Det er dig*. Du er superhelten, fordi du ikke lader diagnosen styre dit liv. Du er en superhelt, fordi du kæmper imod den hver eneste dag, så den ikke overtager din hjerne og dét er din superpower.
Din evne til at kæmpe imod.

Og hvis vi skal være ærlige her, så ville jeg ikke fjerne ADHD, hvis jeg kunne; mine diagnoser er en del af mig, dog ikke hele mig. De er blot en lille grund til, at jeg er som jeg er. Og at fjerne dem, ville være at fjerne en lille del af mig – jeg ved ikke, hvordan jeg er uden diverse diagnoser. Og true, det ville være rart at leve en dag fri for angst – men uden det, ville jeg aldrig have endt, hvor jeg er i dag.
Uden angst ville jeg ikke have været så stærk, som jeg er i dag og uden OCD havde jeg nok aldrig været så engageret og velforberedt i skolen. Uden stress, ville jeg miste en del af drivkraften til at lave de late-night opgaver, jeg gemmer til mig selv, når min ADHD har udskudt det i 3 uger, fordi der var lige en serie på Netflix og der var lige..
Uden ADHD havde jeg sikkert aldrig skrevet en bog; det var noget af det mest impulsive, jeg nogensinde har gjort. En af de største beslutninger i mine teenageår var motiveret af min ADHD.
Jeg er helt vildt taknemlig for den person, jeg er og det liv, jeg lever. Og hvis jeg kunne tage tilbage i tiden og ændre noget, ville jeg… ikke ændre noget. (Måske ville jeg tage et par gamle lottotal med, så jeg kunne vinde og sætte et par 100 millioner hen på en opsparing)

Alt sker af en grund. Begivenheder, gode som dårlige, former os som personer og jeg synes, det er vildt at tænke på, at én lille beslutning kan ændre alt.
Og det kan virkelig være hver lille ting; at dreje til højre eller til venstre, at gå fra huset ét minut senere end man egentlig gjorde..
Da jeg var omkring 9 år, mistede jeg en af mine veninder, fordi hun blev påkørt af en lastbil, imens hun cyklede i skole – jeg har tit tænkt over, at hvis hun havde gået bare få sekunder senere, hvis chaufføren var blevet stoppet i et lyskryds, hvis hun havde sovet over sig, havde gået på en anden skole eller hvis de havde cyklet bagved hinanden istedet for ved siden af hinanden…
Hver enkelt lille ting ændrer alle ens fremtidsmuligheder, selvom mange beslutninger synes ubetydelige. Og man kan ikke vide, hvad der ligger forude af op- og nedture.
Det er noget af dét, der gør livet så spændende. Og man skal leve hver dag fuldt ud.
Jeg tror ikke, livet er forudbestemt. Jeg tror, der ligger en masse veje foran os og det er op til os at vælge retningen.

Det kan virke som lidt af et sidespor, men hvad jeg egentlig siger er, at der er en grund til, at du er, som du er; og en dag vil det hele give mening for dig.
Du er ikke håbløs. Du er ikke til grin. Du er ikke svag. Du er ikke doven. Du er stærk.
Dine mørke dage har gjort dig stærk. Eller måske har du været stærk hele tiden og alle nedturene har bare fået dig til at bevise din styrke.

At kæmpe en mental krig med sin diagnose hver dag, er hård workout… – ærgerligt, og ikke helt fair, at den hårdeste træning er noget, man ikke mister kalorier på -.-
Men du skal være stolt af den kvinde/mand, du er blevet, for du er gået igennem så meget for at blive hende/ham! Måske er du stadig i processen, men tro mig; hun/han bliver så stolt af dig!!

Min pointe er, at din diagnose gør dig farverig og det er måske derfor, du føler dig lidt malplaceret. Du er et farverigt menneske, der går rundt i en sort/hvid verden.
Jeg så lige det her quote i dag; I used to have superpowers, but my therapist took them away; jeg plejede at have superkræfter, men min terapeut fjernede dem.
Når terapeuter, psykiatere og psykologer finder ud af, at der er noget “galt med en”, er det første de gør, at kaste medicin efter en – ligegyldigt hvad, prøver de i hvert fald at “fikse” en. Som om, der er noget galt med en, fordi man kan lide at råbe spinat oppefra Rundetårn eller fordi man gerne vil være sikker på, ens døre er låst … 40 gange, før man tager afsted. Okay, jeg kan godt se det… men jeg synes ikke, det er fair, at de prøver at presse kreativiteten ud af folk, for “det er godt nok mærkeligt, det dér.”

Jeg føler mig ofte alt for farverig til denne sort/hvide verden. OG JEG ELSKER DET!
Jeg går gerne rundt med regnbuebenvarmere bare for at vise, at jep, der er nogle her, der kan! Og alle de sort/hvide mennesker kan ikke få deres øjne væk; for wow, der er en dér, der tør være sig selv; at være anderledes.
Eller måske tænker de bare omg, what a freak.

Måske skal jeg til at slutte indlægget, for mit preview siger, at det kommer til at tage cirka 10 minutter at læse; så hvis du har læst så langt her, fortjener du en slikkepind!
Og måske endnu en tissepause.

xx/ Thildt ♥

“You’re gonna be happy,” said life. “but first I’ll make you strong.”

32191585_1765301616859225_8454628996028563456_n — Tip; gå en tur ved stranden, mens der er solnedgang. For det første, kan du få en masse fede billeder og for det andet, er det bare så beroligende på en helt speciel måde. Det er lige et lille pusterum fra en travl hverdag.

Intro – mig og mine diagnoser

For at forstå noget af det, jeg kommer til at skrive i fremtiden, må du have en slags baggrundsviden, ellers er det svært rigtigt at relatere til noget af det.
Hvem er jeg og hvor har jeg fået min erfaring fra?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så hader jeg spørgsmålet ”hvem er du?” for jeg er aldrig helt sikker på, hvad man kan tillade sig at svare. Og hvor langt skal det være? Og hvad skal jeg sige? Og hvem er jeg egentlig?
Jeg kan starte med det, jeg ved; Jeg hedder Mathilde, og min fødselsdato er den 5. marts (1998), hvilket gør mig 20 år gammel.
Jeg elsker at skrive og slapper rigtig meget af i det; og så er jeg også vild med the Sims 😀 Uh, og minions er ret søde! (Og så kommer jeg nok tit til at skrive om lamaer, for de ser bare så sjove ud, elsker dem – og Nutella smager godt:))))
Har altid været et meget kreativt, positivt menneske og jeg finder verden vildt interessant. Elsker at sidde og bare nyde naturen, gå en tur ved stranden eller observere mennesker (det lyder lidt creepy, men det er det altså ikke, okay xD )

Jeg studerer pt. HF online på enkeltfag, hvilket jeg nok kommer ind på senere i et indlæg om, hvordan jeg tackler uddannelse, når min hjerne er sådan lidt halvkogt, eller hvad man skal kalde det.

Jeg bor i Hjørring med min kæreste, bedste ven & soulmate, Michael. Vi har været sammen i 3 år (2 år og 10 måneder, hvis vi skal være præcise) og det har været (/er) en vild, sjov, emotionel & fantastisk rutsjebanetur, der heldigvis lige for tiden befinder sig på det bedste, stærkeste punkt nogensinde. Han gør virkelig hver dag til en leg og han har hjulpet mig igennem så mange forhindringer. Han er en klippe, det er han virkelig. Alle burde have en Michael! (Dog ikke ham her, han er min!)
Jeg vil også skrive nogle indlæg om diagnoser & parforhold, for det tror jeg, vil gavne mange. Kort sagt, har alle brug for en støttende, tålmodig partner, der er villig til at gå ind i “din verden” for at forstå dig.

Som barn var jeg altid meget vild, kreativ, fantasifuld og på. Jeg elskede opmærksomhed og ville være venner med alle! Da jeg blev 10 år, blev mine forældre skilt og ikke så længe derefter måtte vi flytte – både hus og skole. Jeg var ret ked af at forlade mit barndomshjem og min lille, trygge privatskole, men havde det faktisk fint nok med at blive skilsmissebarn; det var bestemt bedst for alle parter. Det var på det her tidspunkt, mine diagnoser begyndte at vise sig for alvor. Jeg vil beskrive starten af de forskellige diagnoser – og hvordan det udviklede sig – i individuelle indlæg, men har dog også noget af det med her.

Min ADHD (som jeg endnu ikke vidste, jeg ”besad”) vendte sig fra vild og udadvendt, til stille og indadvendt – super godt, når man skal til at starte på en ny skole! Og så endda en stor folkeskole:)) Folkeskolen var pænt sagt lort for mig. En kæmpestor lort, haha.
Trods mit intellekt og min ellers så smarte, engagerede hjerne, droppede mine karakterer til bunden, for jeg kunne hverken sidde stille eller koncentrere mig. Mine lærere mente bare, jeg var doven og forstyrrende, så de var ikke ligefrem mine største fans.
Jeg var deprimeret, bange for hvordan andre så mig og på samme tid var min hjerne fuld af ”popcorn”*, angst – og tvangstanker. Det var super skræmmende, for jeg anede ikke, hvad det var. Og man lyder nok lidt crazy, når man siger, at ”hey, jeg føler, at noget i min hjerne siger til mig, at jeg skal gentage alt, jeg siger, for ellers dør min mormor” eller ”to sekunder, min venstre lillefinger rørte lige tasken på hende damen, der gik forbi, så jeg løber lige hen til hende og rører tasken med min højre lillefinger, ellers dør jeg altså i nat”.
Jeg havde kæmpe søvnproblemer, for jeg troede altid, der lå en under min seng med en kniv eller lignende, eller at der stod en morder inde i mit skab. Helt vildt sandsynligt, I know right?

Jeg gik til psykolog efter mine forældre blev skilt, flere forskellige faktisk, men det gjorde intet godt for mig; jeg havde brug for medicin og en diagnose, men ingen vidste, hvad der var galt. Alle troede vel bare, jeg var en uduelig teenager, der bare ikke magtede at oppe sig. Min skønne mor fik en tid for mig hos en rigtig dygtig psykolog, der med det samme sagde, at jeg skulle afsted til psykiater. Det stod ret klart, at alle mine tidligere psykologer havde underspillet det, der foregik i min hjerne, for de havde ikke styr på psykiske lidelser – de behandlede bare mine tanker som ”normale tween problemer”. Tvangstanker og andre OCD-lignende ting var åbenbart ikke så kendt på det tidspunkt.
Vi fik en tid ved en privat psykiater og regnede med, jeg ville komme ud med en OCD diagnose og hjælpemidler til det…
Det tog dog ikke mange sekunder for psykiateren at komme ind på ADHD. Og jeg var sådan, haha hvaaaaaad?
Men som hun fortsatte sin snak, faldt alle brikker langsomt på plads. Det var en vild oplevelse at kunne sidde og sige ”nååårh, det er derfor, jeg gør sådan og sådan,” og ”åh, det er derfor, jeg ikke kan dét og dét.” Det hele begyndte at give mening.
Hun sagde, at det nok var ADHD’en, der var grunddiagnosen og så var alt det andet ”følgediagnoser”.
Jeg føler ikke, hun kiggede godt nok på min OCD og angst, hun gik bare ud fra, at det var noget, der ville forsvinde med ADHD-medicinen. Og så sagde hun også, at stress og ADHD helt naturligt hang sammen.
Og det må man så sandelig sige, det gør. Sikke trofaste følgesvende!

Jeg følte mig totalt malplaceret i min hjerne og tanker som ”hvorfor lige mig?” var der selvfølgelig konstant.
Men jeg tror aldrig nogensinde, man bliver givet et liv, man ikke er stærk nok til at leve.

Først på efterskolen begyndte jeg at føle, at jeg passede ind; det var helt bestemt det rigtige sted for mig og jeg er så evigt taknemlig for, at jeg fik muligheden for at gå på lige præcis den skole – og så i tre år! I løbet af det første år blev mine karakterer fordoblet og jeg tabte mig helt vild – det var skønt!
Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker der og er stadig venner med en del derfra – og så var det også der, jeg fandt Michael.
Så hvis du er i efterskolealderen, anbefaler jeg det helt klart – især hvis du føler dig lidt malplaceret. Det hjælper virkelig en til at finde ud af, hvem man er og hvad man vil.

Det tog mange års selvmedlidenhed, før jeg indså, at jeg skulle lade være med at have ondt af mig selv hele tiden og i stedet for prøve at få noget positivt ud af det.
For det kan godt være, min hjerne fungerer lidt anderledes, men det gør mig ikke totalt invalid, selvom det sommetider føles så hæmmende.
Jeg har altid været et positivt menneske, jeg havde bare glemt at vende positiviteten mod mig selv. Og man kan aldrig være helt glad, hvis man ikke har accepteret sig selv og sine ”quirks”.

I fremtiden vil jeg også skrive om selvaccept og hvordan man lærer at leve optimalt med sin(e) diagnose(r).

Hvis du vil have opdateringer, når der er et nyt indlæg, kan du følge bloggen ved at klikke nede i hjørnet (tror jeg) – så skal du bare skrive din mail, bekræfte “abonnentet” og så kører det ellers helt automatisk derefter!

Jeg håber, du vil følge medi fremtiden, evt. efterlade kommentarer engang imellem så jeg ved, om noget af det, jeg skriver, giver nogen som helst mening ♥
Jeg er lige startet, så der er ikke så meget “hjælp” at finde endnu 😛

xx/ Thildt

*Popcorntanker er, når man aldrig rigtigt når at tænke en tanke færdig, før der popper en ny op.

“No matter how dark it gets, the sun will rise again.” – Meredith Grey

32164438_1764097836979603_8270540470019424256_n