Advarsel – læs videre på eget ansvar – der kan forekomme kæmpe hop og emneskift i indlægget – popcornhjerne, you know.
Jeg har længe gerne ville skrive her om, hvordan det er at være mor (fantastisk) og at trodse og bekæmpe diverse diagnoser i forældreskabet. Hvordan jeg får min hverdag som hjemmegående mor til at hænge sammen, mens Michael er i beredskabsstyrelsen og kommer hjem hver anden weekend, hvis vi er heldige.
Hvordan jeg stimulerer mit barn selv og hvordan jeg får klemt noget mig-tid ind i en hverdag, hvor jeg er på hele tiden. Og hvordan vi får vores forhold til at fungere med 100 kilometer imellem os. (Jeg ved ikke, hvor mange kilometer, det er, men det er i princippet egentlig også ligemeget, om det er 2 eller 5000, når vi ikke kan se hinanden alligevel)
Måske lidt inspiration til andre, der står i en lignende situation.
Sandheden er, at jeg har været bange for at skrive noget på bloggen, for jeg vil ikke have dømt mine forældreskills af alle mulige random. Jeg har været så bange for at virke sårbar, fordi så tror folk, man er svag. Og jeg ved, at jeg ikke er svag.
Jeg ved, at jeg er pissestærk, mega sej og den bedste mor, Jessica overhovedet kunne ønske sig.
Sommetider kan man føle sig som en lortemor. Sommetider føler man sig okay, fin eller god nok. Og sommetider føler man sig fantastisk. På trods af nogle lidt underlige nætter, har jeg de sidste par dage følt mig fuld af energi, overskud og glæde. I onsdags, allerede omkring middag havde jeg fået vasket og tørret tre kurve tøj, handlet og bagt kage til Michaels hjemkomst torsdag. Jeg fik også lige ryddet op og støvsuget, og var selvfølgelig også på legepladsen. Jeg er fuld af overskud for tiden og det er en fed følelse.
Jessica og jeg er næsten hver dag sammen med min mor og søstre, og engang imellem kommer Jessicas bedste og henter hende, så jeg har en mig-dag, for det har man brug for, når man er på 24/7 uden pauser. (Det har jeg ikke noget problem med; jeg elsker virkelig at være mor, det er det mest fantastiske, der er sket. Men sommetider vil man gerne skide i fred, I’m just saying)
Min barsel er næsten lige slut og vi rykker videre til næste kapitel – hjemmepasning. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle sende min datter i institution, især ikke når jeg har muligheden for at have hende hjemme. Jeg har bare ikke lyst til at sende min datter i armene på fremmede, der skal opdrage på hende og aldrig helt have fokus på hende, så jeg er virkelig glad for, at jeg har muligheden for hjemmepasning!! Jeg synes, det ville føltes helt forkert at sende hende afsted allerede. Hun er jo min 
Det er intet ondt ment mod dem, der sender deres barn i institution: det er bare ikke det rigtige for os 🙂
Hvert sekund skal nydes til fulde, for tiden går simpelthen så stærkt og lige om to minutter har vi en teenager i huset istedet for en baby. Lige så meget som man glæder sig til, at sit barn vokser op og bliver mere selvstændigt, lige så meget tror jeg, man bare gerne vil have, de skal være små for evigt, for det er så hyggeligt og fuld af kæmpestore oplevelser.
Jessica er begyndt at tage skridt uden at holde ved noget, og lige om lidt suser hun rundt over det hele – hun kommer ikke til at gå, hun kommer til at løbe! Hun har krudt i røven, ligesom sin mor, haha. Hun kalder mig “booar” :’) (eller pruttelyde.. kan du sige mor? Prrrruuuuut! Jo tak…) I går kaldte hun mig mor – jeg græd måske en lille smule. Det var så sødt.
Nå, men jeg har altså besluttet mig for, at jeg ikke gider holde låg på længere – jeg vil give mig selv lov til at skrive om vores liv, vores hverdag, selvom det er sygt grænseoverskridende at lukke folk ind på den måde. Det er så nøgent på en måde.
Jeg føler mig inspireret af folk som denperfektemor på Instagram, der deler på godt og ondt, og det burde mange flere gøre! Det burde ikke være tabu at snakke om virkeligheden.
Alting er altså ikke et glansbillede.
Og nu er det ikke for at lyde mega selvfed, men vores start på forældreskabet var faktisk lidt et glansbillede. Verdens nemmeste barn og to forældre hjemme næsten hele tiden. Det var så skønt.
Da Michael skulle afsted i starten af december, falmede glansbilledet måske lidt. Det er dælme hårdt. Og det må man godt indrømme. Det har jeg bare så svært ved.
Jeg synes bare ikke rigtigt, jeg kan tillade mig at synes, det er hårdt – jeg har jo verdens nemmeste barn? Og vi ser jo Michael i weekenderne.
Men det er ikke dét, at være alene med Jessica i hverdagene, der er svært.
Det er savnet til Michael, der er svært. Det er svært, fordi vi ikke kan gøre en skid ved det. Det minder mig om det her citat fra John Green:
You can love someone so much, but you can never love people a much as you can miss them
“Man kan elske nogen så meget, men man kan aldrig elske folk så meget som man kan savne dem”. Jeg læste en, der skrev, at det ikke gav nogen mening, for man savner selvfølgelig nogen, fordi man elsker dem. Og det er jo rigtigt; og jeg ved slet ikke, om jeg kan forklare, hvordan jeg forstår citatet. Det rører bare noget i mig, for shit hvor kan det bare gøre nas at savne.
Vi har levet i langdistanceforhold et par gange før og jeg er helt sikker på, det har gjort os stærkere. For nogen er langdistance helt umuligt – det er altså også ret umenneskeligt at være adskilt fra sin elskede på den måde, men det er sommetider nødvendigt og det er altså ganske muligt, hvis man vil hinanden nok. Vi har virkelig klaret os igennem mange udfordringer sammen og vores forhold er stærkere end nogensinde.
Jeg har absolut giftet mig med den helt rigtige mand og jeg glæder mig, til han kommer hjem igen og vi skal lære hinanden lidt bedre at kende igen. ♥
Tilbage til før: Selvfølgelig savner jeg også hans hjælpende hænder. Det er rart at være mere end to hænder, det er det altså bare. Det er som sagt ikke det, at være alene, der er hårdt. Men mere det, at man ikke rigtig har noget tid til sig selv – det har selv forældrene til det sødeste lille englebarn brug for. Bare lige en times tid til at drikke en kop kakao og læse i en god bog.
Eller bare 5 minutter til at skide i fred (ja undskyld, hvis jeg ødelægger dit glansbillede, men kvinder skal også skide – selv mødre, der er alene hjemme med deres børn – og ja, sommetider resulterer det i et barn, der kommer kravlende ind på badeværelset, rejser sig op af ens ben, står og danser lidt og råber ‘hvem har givet dig lov til at skide i fred, din kæmpe egoist?!‘ okay, det råber Jessica ikke, men jeg kan love dig, hun tænker det – hun laver bare pruttelyde og sider ‘buah’ istedet for).
Jeg føler hele tiden, vi kommer på et sidespor… Damphjerne, much? Det her er en fortsættelse til ‘og vi ser jo Michael i weekenderne’ (jep, alt det andet var indskydelser, der lige skulle indimellem – jeg sagde det jo; popcornhjernen er igang)
Nu har det her coronalort så godt nok ødelagt vores gensyn i weekenderne, for han har været væk i over en måned, fordi de ikke vil lukke dem ud fra kasernen og vi må heller ikke besøge dem – dét er hårdt. Jeg var deroppe for et par uger siden med en kasse Monster energidrik (livsnødvendig eleksir til min brandmand – jeg er gift med en brandmand, hehe) – vi skulle stå på hvert vores side af hegnet og kunne ikke engang kramme hinanden. Det holdt os dog ikke fra at give hinanden en ordentlig møsser.
Hallo, vi må godt, vi er gift.
Men altså i går kom han hjem for første gang i lidt over en måned. De havde lige fået af vide, at de ikke måtte tage hjem alligevel og jeg brød en lillebitte smule sammen, for nu havde vi jo regnet med i over en uge, at han kom hjem og det havde ligesom været opmuntringen hele ugen; om tre dage kommer farmand hjem, Jessica. Han ringede så en time efter og sagde, at nu var han alligevel på vej hjem. Endelig. Godt nok med risiko for at blive tilbagekaldt allerede i morgen. Men i det mindste var han på vej hjem. Jeg hoppede og dansede rundt og Jessica grinede af mig og jeg var overlykkelig. Det var vi sådan set alle sammen. Og han kom hjem. Og vi omfavnede hinanden. Længe.
Jessica var ét stort smil, Michael var ét stort smil og jeg var ét stort smil.
Dagen i dag har vi bare nydt i stor stil. Jessica har gynget en masse på den nye altangynge, som bedstemor og bedstefar kom og satte op i går. Vi har handlet livsnødvendige eliksirer som Monster, Pepsi og Max. Vi har tumlet rundt med Jessica, Jessica har gået frem og tilbage mellem os og så fik vi takeaway fra Jensens – yummy.
Hver gang Michaels telefon har brummet, har vi tænkt ‘shit, bare det ikke er beredskabsstyrelsen’ – og det har ikke været dem, så vi er safe indtil på søndag. Weekenden skal sådan nydes. Michael er ved at putte Jessica og bagefter skal vi spille Minecraft sammen #goals
Nu vil jeg slutte af for nu og glæde mig over, at jeg har givet mig selv lov til at skrive mere. Det bliver ægte, det bliver grænseoverskridende, men det bliver godt.
Og jeg håber, du vil følge med.
♥♥ Thildt out.
Life á la Thildt 