Længeventet comeback

Hej – wow, længe siden – også meget længere, end jeg troede… Sidst jeg skrev noget var åbenbart i forbindelse med Jessicas 1-års fødselsdag.
Er du vimmer, der er sket meget, siden da.
Jeg er blevet mor til to, mistet min far, blevet skilt, flyttet to gange, blevet student, optaget på lærerstudiet, mistet venner og andre bekendtskaber(både af kendte og ukendte årsager), fået nye venner, begyndt at strikke og meget mere – ikke i kronologisk rækkefølge, forresten, men det skal vi nok komme til.

Student og skilsmisse

I juni 2021 blev jeg endelig student – samme tid som mine to dejlige søstre. Jeg fik hue på efter mange års onlinestudie, der (legit nok) har været pauseret grundet barsel. Jeg færdiggjorde de sidste fag, imens jeg hjemmepassede Jessica og har simpelthen været så taknemlig for den mulighed, for de der første par år er simpelthen så vigtige for mig – det er de selvfølgelig alle sammen, men hvor er jeg glad for, at jeg har haft mulighed for at have Jessica hjemme stortset hele tiden indtil børnehavestart – som er om en lille måneds tid, btw.
Og nej, det er ikke fordi, jeg ikke har ambitioner i livet eller bare vil dovne den af derhjemme istedet for at komme ud og “blive til noget” (men tak for den kommentar 😉 ) – for mig har det bare betydet helt enormt meget at give Jessica (og mig) den tid sammen. Hvilket også er en af grundene til, at jeg blev så glad for, at graviditeten med sødeste Isabel faldt så perfekt – for det betød, at jeg kunne gå på barsel stortset lige omkring studiestart (jeg var blevet optaget på den netbaserede læreruddannelse med start september 2021 – et drømmestudie, som selvfølgelig så blev udskudt et år pga. barsel) og dermed have Jessica (og bæbi) hjemme endnu længere ♥ Visse mente, at min glæde simpelthen skyldtes, at jeg ikke skulle “ud i den store verden” – kunne det mon tænkes, at min glæde var fordi, der nu var et nyt ønskebarn på vej? 😉
ANYWAYS, vi har simpelthen trives så godt med hjemmepasserlivet – Jessica var dog i vuggestue nogle måneder, efter jeg mistede min far i august, hvilket jeg også kommer til senere.
Der skete en masse i juni – lige efter jeg blev student, blev min eksmand og jeg skilt og hold nu op, hvor jeg i lang tid bare syntes, det lød latterligt. Jo tak, jeg har fået nok kommentarer som “det var nok for tidligt, I blev gift” osv., men det er ikke dét, det handler om – vi var jo gået fra hinanden alligevel, ring eller ej. Desuden gifter man sig jo ikke, medmindre man oprigtigt tror på, at man skal være sammen for evigt. Det skulle vi ikke – og det er okay. Og jeg vil ikke gå ind i detaljer her, men kan i hvert fald sige, at det forhold ikke var godt for nogen af os længere, vi levede i to vidt forskellige virkeligheder og kunne ikke finde ud af at snakke sammen, og så skal man ikke være sammen. Alle har det bedre nu. 🙂
Men det har godt nok taget tid at acceptere den der titel som fraskilt enlig mor som 24 årig. Og det er egentlig underligt, for jeg stortrives. Men jeg tror bare, jeg har følt, at det var pinligt – sådan tihi fnis, de blev gift og så skilt, fordi de er dumme og unge.
Men jeg er helt okay med det nu – ja, vi blev gift og så skilt, og ja, vi er nok “dumme og unge”, og det er okay 😛

Far… ♥

Jessica og jeg flyttede til Hurup i slut juni/start juli, i lejligheden lige ved siden af min elskede far. Det skulle bare blive så hyggeligt, vores vægge var lige op af hinanden, vores altaner ved siden af hinanden, og hvis en af os manglede noget, kunne den anden lige kaste det ind på altanen – the dream. Min far var så glad for, at vi nu var flyttet ind ved siden af og fortalte alle og enhver, at nu var hans datter og barnebarn – snart børnebørn – flyttet ind ved siden af, og nu kunne han endelig være den morfar, han drømte om at blive – nærværende, tæt på, altid tilgængelig.
For mig var det lidt grænseoverskridende, da jeg jo stod midt i et brud med M og ingen rigtigt kendte hoved og hale i, hvordan det ville ende, så jeg blev også lidt sur på ham over, at han fortalte det til alle – for “det var jo ikke sikkert, vi ikke skulle være sammen igen” osv. Egentlig var det nok bare fordi, jeg ikke selv helt havde accepteret det endnu. Heldigvis nåede jeg ikke at være sur i mere end en times tid 😉 Han sagde, at han selvfølgelig ikke rendte med sladder, han fortalte bare folk, at hans elskede datter og barnebarn(børnebørn) flyttede ind ved siden af, fordi han var så stolt og ovenud lykkelig!! Hvilket jeg selvfølgelig godt kan forstå – og hvor ville jeg ønske, han havde nået at opleve lykken ved det i længere tid.
Jeg ville også ønske, at jeg havde optaget hans reaktion, da jeg fortalte ham, at vi flyttede ind ved siden af (hvilket jeg ikke gjorde, fordi jeg snakkede i telefon med Maj, da min far kom hjem, og jeg kunne bare ikke vente med at fortælle ham det, så tak Maj 😡 Ej, jeg elsker dig, det er okay).
Han lyste fuldstændig op, han blev så glad og lykkelig og han var fuldstændig på halen over det.
Nu skulle der bare leves. Og med Isabel på vej, var han også bare så lykkelig over, at han nu kunne få mulighed for at være med 100% fra starten – han har altid snakket meget med Jessica og de to havde et fantastisk bånd, men det er jo klart, det ville blive styrket nu, hvor vi skulle til at være naboer. Og at han fra starten ville få et specielt bånd med Isa også.
Kort efter vi flyttede ind (øh, et par dage efter), var der studentergilde for mig og mine søstre – vi havde en fest, det var simpelthen så hyggeligt og vigtigst af alt; far var med!
Han var så stolt og glad, taknemlig og lykkelig.
Vi nåede lige at nyde vores naboskab et par dage og så tog Jessica og jeg til Jesperhus en uge. Da vi kom hjem derfra, så vi hinanden, handlede sammen og hyggede os inde ved ham, inden vi gik hver til sit og lavede aftensmad hver for sig, for Jessica var træt og jeg havde egentlig også brug for at slappe af. Han spurgte, om jeg ville have hans gyngestol, som Jessica var helt vild med (for han turde nemlig ikke sidde i den). Fortalte, at han lige havde skrevet sig op til en begravelsesopsparing, for det var i hvert fald ikke noget, der skulle ramme os piger. Altså ikke at han skulle dø snart, men han skulle jo spare op i god tid – han skulle jo leve mange år endnu og gerne til han blev 100. Grunden til, at han snakkede om begravelsesopsparing osv., var fordi, han godt vidste, der var en risikabel operation forude. Han skulle have en bypass operation og have udskiftet nogle hjerteklapper og have indsat en mekanisk hjerteklap mm. Operationen var planlagt til september 2021. Vi sad i hans stue og snakkede, grinede og jokede. Vi havde lige handlet sammen og nu skulle vi så hver til sit, selvom vi egentlig havde planlagt at spise sammen – men Jessica var træææt efter en lang uge i Jesperhus. Men vi skulle selvfølgelig ses snart, for nu var vi jo naboer, sagde han med det største sejrsmil. Og så kunne vi fremover spise sammen et par gange i ugen – og det skulle blive hyggeligt, var vi enige i.
Og så krammede vi for aller sidste gang. For så skulle Jessica på weekend med Michael og jeg tog på weekend hos mine søstre i Aalborg.
Og da jeg kom hjem fra Aalborg og Jessica hjem fra Holstebro, brugte vi resten af søndagen på at slappe af. Søndag, på min rejse hjem, var tilfældigvis også lige den dag, jeg valgte at blive sur på ham over, at han havde sagt til så mange, at jeg var blevet skilt og flyttet ind ved siden af (selvom jeg jo var det). Jeg blev god igen kort efter og nåede også samme dag at fortælle ham, at jeg ikke var sur på ham – jeg var bare stresset og ked af det over alt det, der var sket.
Han forstod. Som altid. Vi snakkede lige kort sammen i telefon søndag aften, han rakte en mælk hen til mig via altanen og det var sidste gang, jeg rørte hans hånd, imens han var i live. Havde jeg vidst det, var jeg gået ind til ham og havde givet ham en kæmpe krammer og aldrig givet slip. Jeg foreslog derude på altanen, hvor vi lige kunne se hinanden igennem bræderne og vores hænder mødtes ved siden af dem, at vi kunne spise sammen i morgen, for Jessica var lidt for træt til at “komme sammen” nu. Pis og lort. Hvorfor inviterede jeg ham ikke bare ind. Han sagde, at det ville han gerne, og at nu skulle jeg ikke blive bange, men han skulle måske snart lige ringe efter en ambulance. Hans hjerte gjorde ondt og lægen havde sagt, at hvis det begyndte at gøre mere ondt, skulle han ringe 112.
Jeg opfordrede ham til at gøre det. Tænkte ikke, at det var nogen big deal, for han havde været på sygehuset så mange gange før og altid kommet hjem i live. Og så kunne vi jo bare spise sammen en anden dag.
Jeg gik ind og lavede hurtig aftensmad, puttede Jessica og hørte ikke telefonen ringe – eller jo, det gjorde jeg faktisk, jeg så også, at han ringede – men jeg kunne ikke tage den, for Jessica var lige ved at falde i søvn, og havde jeg taget telefonen eller rejst mig for at gå ud og snakke i den, ville hun vågne. So freaking what, har jeg tænkt mange gange bagefter. En opvågning for at give min far en sidste krammer seems pretty damn worth it.
Jeg skrev til ham, at jeg ikke lige kunne tage telefonen og han skrev tilbage, at det var helt okay og at vi kunne snakke i morgen. Han var lige blevet hentet med ambulancen og først kørt til Thisted og derefter hastet til Aalborg, da de mistænkte blodpropper og det var sådan pænt akut, da han jo stod til at skulle have den hjerteoperation i september. Han håbede, de ville rykke operationen frem, så han kunne få det fysisk bedre nu og hurtigere “være på benene” igen.
Han blev indlagt akut på hjerteafdelingen mandag den 19. juli og hans operation blev rykket til fredag den 23. juli, så han skulle bare være i Aalborg og vente til der. Så blev hans operation rykket til tirsdag den 27. og jeg kan ikke beskrive hvor gerne jeg ville have besøgt ham – men at rejse til Aalborg så åbenbart helt uoverskueligt ud for mig på daværende tidspunkt. Og jeg tilgiver mig selv for det. Men argh. Regrets.
Den 27. juli, imens han lå og blev opereret, kom en vaskemaskine, som han havde købt til mig. Det var hans indflyttergave og den har godt nok bragt meget glæde! Hele dagen gik jeg og ventede på et opkald fra kirurgen. Ventede og ventede, blev mere og mere nervøs. Opkaldet kom endelig. Operationen var veloverstået og han lå nu på opvågning. Aftenen efter, den 28. juli kl. 20.48 ringede jeg til afdelingen og jeg blev i telefonen mødt af en venlig sygeplejerske, der spurgte, om jeg ville snakke med ham. JA TAK!!! Han kom i røret og sagde, at han desværre ikke kunne snakke så længe, for han kunne ikke så godt få luft, men det var dejligt at høre min stemme. Jeg snakkede med ham i 7 minutter. Spurgte, hvordan han havde det – ikke så godt. Men han glædede sig til det var bedre og han ville nok være hjemme om maks to uger. Han var optimistisk. Dagen efter fik jeg et opkald fra ham. Han ville lige høre min stemme igen og fortælle mig, han elskede mig, jeg fortalte, at jeg også elskede ham – han kunne høre Jessica grine og lege i baggrunden og man kunne næsten høre hans smil igennem telefonen. Jeg havde lige været ved jordemoder og skulle også til læge samme dag. Vi var ude og besøge min mors veninde, skulle lige spise lidt frokost og sådan – og han kunne heller ikke snakke så længe. Vi snakkede i 10 minutter. Klokken 12 var sidste gang, jeg hørte hans stemme “i live”.
Vi lagde på og sluttede som altid med “jeg elsker dig”. Jeg tror jeg bagefter fik sagt, at det nok egentlig ville blive lidt belastende i længden at bo lige ved siden af en forælder, for han ville jo egentlig kunne høre hver gang vi ville få en urolig nat, spørge om han skulle komme og hjælpe osv – hvilket jo er mega sødt og omsorgsfuldt, og av mit hjerte at jeg skulle tænke sådan vitterligt lige inden han gik bort og faktisk slet ikke ville komme hjem til at være min nabo alligevel. Jeg fik heldigvis også sagt, at det med garanti ville blive mega hyggeligt og givende.
Samme dag besøgte en af mine søstre ham på sygehuset, hvilket han var så glad for. Om aftenen omkring klokken 21 blev han lagt til at sove i respirator, fordi recovery var så hårdt for hans krop.
De prøvede at vække ham fra respirator efter et par dage, men han havde rystet på hovedet som om han ikke var klar endnu. Mandag den 2. august prøvede de igen at vække ham, han var vågen lidt, men hans krop havde brug for lidt mere hjælp af respiratoren, så de lagde ham til at sove igen. I forbindelse med det, fik han hjertestop i over en halv time. De fik hans hjerte til at slå igen, men måtte åbne ham op igen og håbe, han kunne stabiliseres. Jeg brød fuldstændig sammen, da jeg fik besked om, at han havde haft hjertestop og at de ikke vidste, om hans hjerne havde taget skade af det og om han nogensinde ville vågne og “være normal” igen. Shit mand.
Tirsdag den 3. august tog vi til Aalborg og så ham. Krammede ham og snakkede til ham og hørte lidt om forløbet. Jeg snakkede i telefon med sygeplejerskerne på hans stue dagligt for at høre til hans status. De var så gode og kærlige og forstående.
Fredag den 6. august fortalte de i telefonen, at det desværre slet ikke gik den rigtige vej. Al sovemedicinen var stoppet for flere dage siden og han var stadig ikke vågnet fra respiratoren, hvilket selvfølgelig ikke var et godt tegn. De kunne se, at han efter hjertestoppet ikke længere “hjalp” maskinen med at trække vejret, den gjorde det for ham. De spurgte, om vi havde mulighed for at komme mandag den 9. august til en samtale med hans læge for at få svar på hjernescanninger og at vi skulle forberede os på, at det var farvel. Av igen. Så mange gange av.
Den søde sygeplejerske sluttede af med at spørge, om jeg var okay – og at jeg skulle huske at passe på mig selv, min datter og baby i maven – og så skulle de nok gøre alt i deres magt for at passe på min far.
Så blev det mandag. Og vi kom til samtale. Med en lille smule optimisme. Og så kom beskeden.
Hjernen tog så meget skade under hjertestoppet, at der ikke er mere hjerneaktivitet.
Reiner kommer aldrig til at vågne igen. Aldrig nogensinde.

I bestemmer selv, hvornår respiratoren skal slukkes, men det er synd at trække den længere.

Fuck, mand. Pis og lort og alt muligt andet. Kunne ikke engang græde. Kunne slet ikke sige noget, udover “hvis I ikke havde vækket ham fra respirator, før hans krop var klar, havde han så ikke fået hjertestop?”
Ledte bestemt efter nogen at give skylden. For min far kunne da ikke være død. Der måtte være en fejl. Bullshit. Det hele var deres skyld. Hvorfor havde de ikke bare, og hvorfor havde de ikke dit og dat.
Denial, big time.

Jeg havde i forvejen bestilt tid til en 3D scanning af Isabel, fordi jeg havde simpelthen brug for some good news for ikke at brænde helt sammen. En af mine søstre blev ved vores far, den anden tog med mig til scanning. Og i det øjeblik, jeg hørte Isabels hjerte slå, stoppede min fars.
16.30 blev respiratoren slukket og 10 minutter efter fik han endelig fred.
En kær ven sendte mig dette digt i forbindelse med begravelsen og jeg synes, det fortjener en deling;

A thousand words won’t bring you back, I know because I’ve tried;

neither will a million tears, I know because I’ve cried.

You never said I’m leaving, you never said goodbye.

You were gone before I knew it, and only God knew why.

A million times I needed you, a million times I cried.

If love alone could have saved you, you never would have died.

In life I loved you dearly, in death I love you still.

In my heart you hold a place, that no one could ever fill.

It breaks my heart to lose you at this moment, but you didn’t go alone.

For part of me went with you the day God took you home.

You’re gone but forever will be remembered, sleep well Reiner!

De næste dage, uger, måneder var vilde.
Bedemænd, kistevalg, urnevalg, tøjvalg til kisten, andre ting til kisten, oprydning i lejlighed, tømme lejlighed, sælge, give bort, beholde, planlægning af begravelse, mindesammenkomst, holde begravelse, høre taler, græde, se ham blive kørt væk, av, valg af gravplads, afhentning af urne, urnenedsættelse, blomster, så mange blomster og kærlige tanker, lægebesøg, jordemoderbesøg, scanninger, sorg over tabet af far, sorg over et mislykket forhold, videre, lykke over graviditet, vuggestuestart, holde mig sammen for Jessica, månedsdagen, tårer, uendeligt mange tårer, sorg, stilhed, venner faldt fra, for sorg er åbenbart akavet, verden kom videre.
Isabel kom til verden, kæmpe lykke, alt var godt, bortset fra sorg. Alene med to børn, sejt. Taknemlig, glad og lykkelig. Oprydning, rengøring, sorg, madplaner, madlavning, sorg, husk at spise, husk at smile, sorg. Vær på pletten, ikke vis det, sorg. Gud forbyde der er beskidt i lejligheden, for visse kan åbenbart ikke forstå omfanget af sorg (ja, jer). Forbi hans lejlighed hver evig eneste dag, han boede lige derinde, sorg. Klaustrofobi, ingen luft, må flytte, må flytte, må flytte. Sorg. Vuggestuestop, alle var glade. Flytning, corona an mas, flytning udskudt, tilbud om hjælp, bagtanker, falsk venlighed, skuffelse, corona an mas, sorg.
Fik flyttet, mere plads for færre penge, kom på afstand, fik en have, stadig sorg, men ikke lige så overvældende og tæt på. Perfekt til os, glæde hver dag, lykkelige, kan få luft, dejligt hus, dejlig have, mere overskud til rengøring, oprydning, madplaner, madlavning, huske at spise osv.
Livet er fantastisk og jeg elsker det. Vi er så glade og lykkelige. Men den er der stadig. Sorgen.
I dag er det 9 måneder siden, han døde. What. Det føles på samme tid som lang tid og så kort tid. Savner ham hver eneste dag. Det gør ondt. Så ondt. Og verden er videre for længst.
Sommetider rammer sorgen så hårdt. Sorgen over alt det, der nu aldrig kommer til at ske.
Sorgen over alt det, han ikke fik oplevet og over alt det, vi ikke fik oplevet med ham.
Men vigtigst af alt; han vidste, han var elsket. Han vidste, han skulle være morfar endnu engang. Han vidste, vi var flyttet tæt på og han var så glad og lykkelig. Han døde glad. Mærkede ikke smerter ved det. Han er i Himlen nu. Uden smerter, uden sorg. Helt frisk og rask og glad. Våger over os. Vores helt egen skytsengel. Han følger med, passer på os og er så stolt. Og han har med garanti fortalt dem alle deroppe, hvor stolt han er over alle sine piger 🙂
Jeg savner dig, far. Hver dag. Det er bestemt ikke nemt endnu og jeg forstår det stadig ikke helt. Leder stadig efter en fejl i systemet eller nogen af give skylden på. De der sorgstadier kommer og går og det er bestemt ikke i rækkefølge, men et mix af det hele på en gang og på skift og hele tiden. Isolation og fornægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.
Sorgen forsvinder aldrig. Jeg har jo mistet en del af mig. Det er helt ubeskriveligt og man kommer lidt i en lukket klub, når man mister en forælder. For kun dem, der har prøvet det, kender lige præcis den sorg. Føj, hvor er det hårdt. Og hvor er jeg helt sindssygt glad for, at jeg stadig har min fantastiske mor, en dejlig papfar og at de er de allerbedste bedsteforældre for mine skønne unger. Uden mine børn ved jeg ikke, hvor jeg havde været. De er virkelig mit lys. Helt bestemt. Og jeg elsker dem ubeskriveligt højt. De er hvad jeg er allermest stolt af. Min rolle som mor er den vigtigste og bedste rolle, og jeg er så glad for, at det bare ligger i mine kort og er så naturligt for mig.
Forresten glædelig mors dag i går, til alle mødre derude.
Jeg hviler i min rolle som mor. Jeg ved, at jeg er en god mor (væk med janteloven, ikk?) – den mest fantastiske mor for mine børn, det får jeg tit at vide (både af Jessica, familie og venner) og kan heldigvis også selv se det. Mine piger trives, de er så glade og søde og harmoniske. Hviler i sig selv, som jeg hviler i mig selv. Jeg er så stolt af både dem og mig selv. Og jeg ved, min far også er så stolt.
Livet er skønt.

Men jeg savner min far.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s