Diagnose = superpower? [pt.1]

Du føler dig måske hæmmet lige nu, men din diagnose, eller hvad du kæmper med lige nu, kan ende med at gøre dig til en “superhelt”. I et tidligere indlæg skrev jeg noget i stil med; Jeg er sikker på, man ikke bliver givet et liv, man ikke er stærk nok til at leve.
Og hvis det er rigtigt, hvilket jeg virkelig oprigtigt tror på, det er… overvej så, hvor stærk, du faktisk er.
Det behøver ikke være en direkte diagnose, men alle mennesker går igennem en rimelig mængde af lort (dansk… dansk er underligt) i løbet af et liv. Og enten har du været der, ellers går du måske igennem det lige nu.
Alle har de her op-og nedture, diagnose eller ej.

Da jeg første gang hørte sangen ”Superheroes” af the Script, blev jeg totalt blæst bagover af beundring; for hvor var det bare sandt, det de sang og omkvædet ramte mig seriøst til tårer… Og jeg sad midt i en bustur. Fed timing! Jeg hørte den bare over og over igen og omkvædet giver mig fortsat kuldegysninger.
Noget af det bedste i verden er at skråle med på det dejligste omkvæd, der giver kuldegysninger og kæmpe smil – det er en fed følelse.

Det er også den sang, der i bund og grund har inspireret mig til at skrive det her indlæg.
De synger følgende;

”When you’ve been fighting for it all your life, you’ve been struggling to make things right; that’s how a superhero learns to fly. Every day, every hour, turn that pain into power.”

I mean… Wow. Måske virker det ikke så specielt, når du læser det, men så skulle du prøve at høre sangen og så virkelig lytte til teksten; jeg kan love dig for, du vil nyde omkvædet.
(Medmindre du kun er til hardcore metal… det her er poppet)

Sangen fortæller om forskellige folk, der har gået igennem en masse hårde ting, hvilket har gjort dem stærkere. Istedet for at lade smerten af udfordringerne slå dem ud, har de taget den her smerte og vendt dem til en slags mod. Deres power. 
Omkvædet betyder, at når du igennem dit liv har kæmpet for (/imod) noget, gjort dit bedste for at, well, gøre dit bedste; det gør dig langsomt til en helt.
Du har ikke givet op. Du har kæmpet dig igennem det her det bedste du kunne.
Og det er skide sejt, skal du vide!

Idéen med sangen er et sted, at smerte og problemer kun er midlertidige og at du nok skal komme igennem det. I forrige indlæg var der et quote af Meredith Grey fre Grey’s Anatomy; Ligegyldigt hvor mørkt det bliver, står solen altid op igen. 
Og det skal du huske på. Du er bare i processen til at blive en helt.

Forestiller mig kommentarer som;
“Hold din kæft, min angst gør mig ikke stærkere, du aner ikke, hvordan jeg har det,”
“Min OCD fik mig lige til at tjekke låsen 5 gange; efter jeg havde lagt mig i sengen. Hvordan kan du sige, det er en superpower?!”
“Jeg har udskudt alle mine opgaver og skal nu blive oppe hele natten for at skrive 3 essays! ADHD er en dårlig ting, du aner ikke, hvad du snakker om!” 

For lige at gøre det klart; jeg mener ikke, at selve sygdommen er en gave og jeg siger ikke, at hvis du har en diagnose, er du vildt velsignet. Og jeg siger ikke, at du skal være misundelig over ikke at have en sygdom, der giver dig besvær med koncentration, rastløshed, hukommelse, opmærksomhed og følelser all over the place.
Det er trods alt kaldet en sygdom af en grund. Fordi det har evnen til at ødelægge flere aspekter af dit liv; din karriere, venskaber, forhold, dine drømme. Det er slemt. 
Og hvis du ikke har det, skal du ikke være ked af det. Det er jo ikke fordi, man går ind, får diagnosticeret ADHD og går ud og råber “YES! Lige hvad jeg havde håbet på! Woooh!
(Okay, lige med ADHD kan det faktisk godt være; vi har det med at være højtråbende og impulsive på forkerte tidspunkter)

Hvad jeg prøver at sige er, at der måske er styrker til din sygdom, du ikke har overvejet; måske ser du kun på den dårlige side, fordi det er det, der fylder mest lige nu.
Intet er så dårligt, at der ikke kommer noget godt ud af det. (Okay, det her quote virker lidt voldsomt, for måske er din kanin lige død og du kan ikke se noget godt ved det – men altså, nu skal du ikke længere gøre rent i dens bur.. okay, ikke sjovt. Ej, man skal tage det quote med et gran salt, ikk?)

Jeg føler lidt, at jeg plaprer for at gøre min mening mere acceptabel; for jeg ved godt, det her nok er en upopulær holdning, da alt for mange ser alt for seriøst på deres situation og bare ikke er villige til at se noget positivt.
Du skal være modtagelig overfor forandring, ellers sker der intet.

OCD er da skide irriterende, men blandet sammen med ADHD giver det nogengange en vildt god kombination (OCHD?), når der skal gøres rent. Impulsivitet + beskidt gulv = win!
Sommetider, hvis min ADHD bager en kage, vil min OCD vaske tingene op med det samme! Så skændes de lidt inde i min hjerne, mens Stress og Angst bare kigger på hinanden og ryster på hovedet. De kan godt engang imellem lige løfte en finger, så OCD og ADHD mærker et pust af Stress; og så ved de, OCD har vundet.
Angst og ADHD virker også ret godt sammen. For sommetider lader ADHD måske ting ligge og flyde, men så flyver Angst bagved og samler det op, for uh nej, hvad nu hvis vi glider og dør?!
Det hele er meget sjovere, når man ser sine diagnoser som små “mennesker” inde i ens hjerne, lidt som i filmen “Inderst Inde”, hvor man ser alle følelserne kommunikere med hinanden i forskellige situationer.

Jeg føler lidt, min Cocktail gør mig til noget helt specielt. At have modsættende diagnoser er svært, men som i eksemplerne overfor kan det også være en fordel.
At være et rodehoved på samme tid med at ville have orden? Yessss…

~ TISSEPAUSE!! Der er gået cirka 5 minutter nu, så hvad med at tage et glas vand? Eller juice? Eller en Pepsi Max? Eller en kop kakao?
Det er en struggle at vælge drikkevarer i forvejen, men med ADHD ender jeg altid med at have 700 forskellige væsker foran mig, fordi jeg bare ikke kan beslutte mig.
Men så dehydrerer jeg i det mindste ikke. Positiviteten vinder ~ ^^ ~ 

 

Okay, nu er tissepausen slut, så nu kan jeg prøve at forklare videre, for du er sikkert snot forvirret.
Hvad mener hun med, at stress er en superpower?!?!!”
Hvis du har læst, at din diagnose er din superpower, sidder det lille diagnose-væsen i din hjerne og danser rundt med en superheltekappe på lige nu. Indtil du læser næste linje…

News flash; det er ikke diagnosen, der er superpoweren. Det er dig*. Du er superhelten, fordi du ikke lader diagnosen styre dit liv. Du er en superhelt, fordi du kæmper imod den hver eneste dag, så den ikke overtager din hjerne og dét er din superpower.
Din evne til at kæmpe imod.

Og hvis vi skal være ærlige her, så ville jeg ikke fjerne ADHD, hvis jeg kunne; mine diagnoser er en del af mig, dog ikke hele mig. De er blot en lille grund til, at jeg er som jeg er. Og at fjerne dem, ville være at fjerne en lille del af mig – jeg ved ikke, hvordan jeg er uden diverse diagnoser. Og true, det ville være rart at leve en dag fri for angst – men uden det, ville jeg aldrig have endt, hvor jeg er i dag.
Uden angst ville jeg ikke have været så stærk, som jeg er i dag og uden OCD havde jeg nok aldrig været så engageret og velforberedt i skolen. Uden stress, ville jeg miste en del af drivkraften til at lave de late-night opgaver, jeg gemmer til mig selv, når min ADHD har udskudt det i 3 uger, fordi der var lige en serie på Netflix og der var lige..
Uden ADHD havde jeg sikkert aldrig skrevet en bog; det var noget af det mest impulsive, jeg nogensinde har gjort. En af de største beslutninger i mine teenageår var motiveret af min ADHD.
Jeg er helt vildt taknemlig for den person, jeg er og det liv, jeg lever. Og hvis jeg kunne tage tilbage i tiden og ændre noget, ville jeg… ikke ændre noget. (Måske ville jeg tage et par gamle lottotal med, så jeg kunne vinde og sætte et par 100 millioner hen på en opsparing)

Alt sker af en grund. Begivenheder, gode som dårlige, former os som personer og jeg synes, det er vildt at tænke på, at én lille beslutning kan ændre alt.
Og det kan virkelig være hver lille ting; at dreje til højre eller til venstre, at gå fra huset ét minut senere end man egentlig gjorde..
Da jeg var omkring 9 år, mistede jeg en af mine veninder, fordi hun blev påkørt af en lastbil, imens hun cyklede i skole – jeg har tit tænkt over, at hvis hun havde gået bare få sekunder senere, hvis chaufføren var blevet stoppet i et lyskryds, hvis hun havde sovet over sig, havde gået på en anden skole eller hvis de havde cyklet bagved hinanden istedet for ved siden af hinanden…
Hver enkelt lille ting ændrer alle ens fremtidsmuligheder, selvom mange beslutninger synes ubetydelige. Og man kan ikke vide, hvad der ligger forude af op- og nedture.
Det er noget af dét, der gør livet så spændende. Og man skal leve hver dag fuldt ud.
Jeg tror ikke, livet er forudbestemt. Jeg tror, der ligger en masse veje foran os og det er op til os at vælge retningen.

Det kan virke som lidt af et sidespor, men hvad jeg egentlig siger er, at der er en grund til, at du er, som du er; og en dag vil det hele give mening for dig.
Du er ikke håbløs. Du er ikke til grin. Du er ikke svag. Du er ikke doven. Du er stærk. 
Dine mørke dage har gjort dig stærk. Eller måske har du været stærk hele tiden og alle nedturene har bare fået dig til at bevise din styrke.

At kæmpe en mental krig med sin diagnose hver dag, er hård workout… – ærgerligt, og ikke helt fair, at den hårdeste træning er noget, man ikke mister kalorier på -.-
Men du skal være stolt af den kvinde/mand, du er blevet, for du er gået igennem så meget for at blive hende/ham! Måske er du stadig i processen, men tro mig; hun/han bliver stolt af dig!!

Min pointe er, at din diagnose gør dig farverig og det er måske derfor, du føler dig lidt malplaceret. Du er et farverigt menneske, der går rundt i en sort/hvid verden.
Jeg så lige det her quote i dag; I used to have superpowers, but my therapist took them away; jeg plejede at have superkræfter, men min terapeut fjernede dem.
Når terapeuter, psykiatere og psykologer finder ud af, at der er noget “galt med en”, er det første de gør, at kaste medicin efter en – ligegyldigt hvad, prøver de i hvert fald at “fikse” en. Som om, der er noget galt med en, fordi man kan lide at råbe spinat oppefra Rundetårn eller fordi man gerne vil være sikker på, ens døre er låst … 40 gange, før man tager afsted. Okay, jeg kan godt se det… men jeg synes ikke, det er fair, at de prøver at presse kreativiteten ud af folk, for “det er godt nok mærkeligt, det dér.”

Jeg føler mig ofte alt for farverig til denne sort/hvide verden. OG JEG ELSKER DET!
Jeg går gerne rundt med regnbuebenvarmere bare for at vise, at jep, der er nogle her, der kan! Og alle de sort/hvide mennesker kan ikke få deres øjne væk; for wow, der er en dér, der tør være sig selv; at være anderledes.
Eller måske tænker de bare omg, what a freak. 

Måske skal jeg til at slutte indlægget, for mit preview siger, at det kommer til at tage cirka 10 minutter at læse; så hvis du har læst så langt her, fortjener du en slikkepind!
Og måske endnu en tissepause.

xx/ Thildt ♥ 

“You’re gonna be happy,” said life. “but first I’ll make you strong.” 

32191585_1765301616859225_8454628996028563456_n
Tip; gå en tur ved stranden, mens der er solnedgang. For det første, kan du få en masse fede billeder og for det andet, er det bare så beroligende på en helt speciel måde. Det er lige et lille pusterum fra en travl hverdag.