Ting, du ikke skal sige til folk med OCD

Ordet “OCD” bliver kastet alt for meget rundt i luften af folk, der ikke aner, hvordan det føles. F.eks. virker det lidt som om, noget af seriøsiteten bliver fjernet fra lidelsen, når folk siger ting som “ej, det giver mig totalt meget OCD det der.”
De fleste har en ekstremt snæver forståelse for OCD, og sygdommen er blevet kendt som “det dér man har, når man tit vasker hænder og sætter bøger i alfabetisk orden”.
OCD er meget mere end det og det er desuden også komplet individuelt fra person til person. Ja, nogen vasker hænder, indtil de får sår på hænderne og ja, nogen har alle deres ting i den fineste orden.
Men (surprise, surprise) … man kan faktisk godt have OCD, selvom man er et rodehoved. (Say whaaaat)

Måske du selv har OCD eller måske kender du én, der har det. Ligegyldigt hvad, skader det aldrig at lære mere om noget, så her vil jeg prøve at opremse nogle af de sætninger, du skal undgå at sige til en med OCD. (Og hvis du har OCD, kan du måske nikke genkendende til meget af det – eller måske ikke. Som nævnt tidligere; lidelsen er helt individuel fra person til person.)

 

  • “Bare rolig, det gør jeg også nogengange!” 
    Okay, men er det i samme grad? Det kan godt være, du mener det her på en god måde og at du bare prøver at være sød ved at fortælle personen med OCD, at han/hun ikke er totalt skør og alene med det. Og det er også en sød tanke – og det kan godt være, at du gør den her ting. Men bliver du ved og ved og ved og ved? Er der noget, der fortæller dig, at du dør i nat, hvis du ikke gør det?
    Når folk siger den her sætning, er det igen lidt som om, man ikke tænker over, hvor seriøs den her ting faktisk er for den anden person.
  • “Øh, dit værelse er jo mega rodet, du kan da ikke have OCD.” 
    En af de største misforståelser omkring OCD er, at alle der har det, er mega perfektionistiske, rydder op og gør rent hele tiden, samt har ekstrem orden i alting.
    (Hvis du troede det her og så mit barndomsværelse, ville du aldrig kunne gætte, at jeg havde OCD)
    Det perfektionistiske er også en gren af OCD – men igen, OCD er så individuelt og du kan ikke bare gå ud fra, at alle med OCD elsker at gøre rent.
  • “Årh, det der giver mig OCD!” 
    ….. (: bare… nej. Stop.
  • “Kan du ikke bare lade være?” 
    Åh, trust me, hvis jeg kunne, ville jeg skam lade være. Det er ikke fordi, jeg ligefrem nyder at skulle gå op og ned af trapperne flere gange, – tænde og slukke lyset, indtil det føles rigtigt, – tage 5 slurke, hver gang jeg drikker noget, fordi ‘ellers sker der min baby noget‘, – stå op midt om natten for at lukke en skabslåge, fordi ‘ellers dør min bedste veninde‘(logik), – skynde mig at strikke noget færdigt, inden jeg hører en bestemt lyd, – hælde alt vandet ud af en flaske og starte påfyldningen forfra, hvis vandhanen siger en bestemt lyd, fordi ‘nu er det giftigt‘, – tage en mere bid, selvom det giver mig kvalme, fordi ‘ellers går det ikke op‘, – pumpe sæbe ud et bestemt antal gange og vaske mine hænder igen, fordi ‘ellers dør jeg‘,- mm.
    Tror du ikke, jeg ville lade være, hvis jeg kunne? Honestly?
  • “Det hele er jo bare inde i dit hoved, tænk dog på noget andet!” 
    Det er jeg da godt klar over, men det betyder ikke, at jeg gerne vil have det i mit hoved.
    Noget af det mest irriterende ved den her sætning er ordet “bare“. At alle de her tanker “bare” er inde i hovedet, gør det altså ikke mindre skræmmende, ægte eller frustrerende. Hvis det nu var en fysisk person, der stod ved siden af mig og hviskede “hvis du ikke når at tømme den vandflaske indenfor 1 minut, dør din mor”, ville jeg da slå personen og derefter tømme vandflasken udover dem. Hvem skal jeg tømme vandflasken over, når tanken kommer inde fra mit hoved? Mig selv? Ja, det skal nok hjælpe.
    Det med at tænke på noget andet tror jeg også, alle med OCD ville elske at være i stand til. Det er ikke fordi, vi gerne vil udføre alle mulige underlige ritualer – vi føler, at vi skal. Det er en ukontrollerbar trang. Og hvis vi kunne lade være, ville vi lade være.
    Jeg kan sagtens se, at det må lyde vanvittigt dumt, når man ser på det udefra, for hvor svært kan det lige være? – men når man står midt i situationen, er det langt sværere, end man tror.
  • “Du overreagerer.” 
    Da mit OCD var værst, var hele min hverdag bygget op på “hvad-nu-hvis” tanker, hvor alle situationer var potentielt farlige.
    Hvad nu hvis der ligger en med en pistol under min seng? Hvad nu hvis jeg bliver forfulgt, når jeg går rundt udenfor? Hvad nu hvis jeg stopper med at trække vejret, når jeg falder i søvn? Hvad nu hvis min kæreste dør på vej hjem fra arbejde? Hvad nu hvis de der batterier er giftige? Hvad nu hvis alle pludselig stopper med at elske mig? Hvad nu hvis jeg aldrig får chancen for at blive mor? HVAD NU HVIS?!

    Og det var ubehageligt. Skide ubehageligt. Og jeg ved godt, at hvor mange slurke vand jeg tager, ikke har nogen som helst indflydelse på min fertilitet – og jeg ved godt, at mine tanker ikke ændrer på nogen af de her situationer. Alt, tankerne gør, er at skabe frygt og angst. Der er jo ikke noget rationelt i dem overhovedet, de er ikke skabt af logik og fornuft – men de ér der. Og hvis dét at spise min mad på en bestemt måde, kan gøre mig mere rolig og tro, at nu har jeg styr på tankerne og nu skal alt nok blive godt – så lad mig da gøre det.

  • “Neeej, har du OCD? Du må gerne komme og gøre mit hus rent!” 
    Sjovt.
  • “Bare slap af.” 
    Tak, hvis det bare var så nemt.
    Den her sætning er ikke så slem, for den er formentligt sødt ment. (medmindre den er sagt på en nedladende måde, ligesom engang en af mine lærere sagde “slap dog af og få styr på dine tanker” – det var ikke sødt ment)
    At slappe af hjælper tit med at dæmpe den angst, der følger med OCD. Dette passer dog slet ikke i alle tilfælde, for nogle får faktisk mere angst ved at slappe af – fordi så har de mere tid til at tænke. Og overtænkning er ren foder til både angsten og OCD.
  • “Du er da heldig, det ikke er noget fysisk – nogen i verden har det langt værre end dig.” 
    For det første vil der sikkert altid være en eller anden person i verden, der har det “værre”, men sandheden er, at vi aldrig kan vide det. Diverse lidelser er – som sagt igen og igen – totalt indivuelle. Man kan ikke sammenligne to personers smerte, for vi aner ikke, hvor slemt det er for dem hver især.
    For det andet… hvad hjælper den her information? Hvad kan jeg gøre ved det? Alle kæmper deres individuelle kampe og det er ikke op til dig at dømme, hvem der har det værst.
    For det tredje – sommetider ville det faktisk være bedre, hvis det var noget fysisk – så folk kunne se, hvorfor man gjorde, som man nu gjorde. For eksempel var jeg i Rema for et par år siden og så, at der var en nutids-r fejl på et af deres “skilte” (en papirlap, der var skrevet med blyant på). Der stod noget i stil med “vi køre ikke længere med billig bland-selv slik om lørdagen” eller sådan noget – seriøst, det gør fysisk ondt for mig bare at skulle skrive, hvad der stod på skiltet (pga. fejlen) og jeg skal bruge alle mine kræfter på ikke at gå tilbage og sætte et r det korrekte sted. Mine øjne kunne slet ikke klare det og min hjerne gik amok. Jeg kunne bare ikke gå forbi uden at rette på det. Det var fysisk umuligt. Jeg havde tilfældigvis en blyant i lommen og satte så et r, hvor der skulle være et r, så der nu stod “vi kører…” Jeg tænkte, at jeg da hjalp dem, for den fejl fik det til at se ekstremt uprofessionelt ud. Som taget ud fra en tegnefilm, stod butikschefen lige bag mig og han blev helt rød i hovedet af raseri. Han blev seriøst gal og han følte sig vildt ydmyget. Og jeg forstod det ikke. Jeg troede virkelig, jeg havde gjort noget godt. Så råbte han af mig foran alle kunderne, der stod i kø to meter væk og jeg skyndte mig at undskylde og gå væk fra ham. Han fulgte efter mig gennem butikken og blev ved med at råbe af mig, og jeg har alrig oplevet noget, der var så socialt ydmygende og ubehageligt. Det var frygteligt og jeg blev så sur indeni, fordi jeg prøvede for filan bare at hjælpe ham og hans uprofessionelle papirlapskilter. Han fortsatte med at råbe af mig foran mine svigerforældre (skønt), og min svigermor sagde til ham, at det havde jeg altså forstået og jeg havde undskyldt, så hvad mere ville han have? Han sagde, at jeg skulle forlade butikken omgående og aldrig komme tilbage (lol, hans mande-ego var vist blevet ramt ret hårdt). Åh, hvor jeg hadede Rema i LANG tid efter det, for føj, hvor var han ufølsom og ubehagelig, og lige siden har jeg fået det dårligt både psykisk og fysisk, hvis jeg kom forbi den specifikke Rema butik. Heldigvis bor jeg langt væk fra den og i dag griner vi bare af oplevelsen, fordi det hele var så dybt latterligt.
  • “Du ligner da ikke en med OCD.” 
    …? Øhhh, hvordan ser en person med OCD ud?
  • “Du skal bare lære at leve med det.” 
    Jo tak, det er det, jeg gør hver dag. Men mange tak for tippet. Meget hjælpsomt.
    Hvis du så også ovenikøbet kunne fortælle mig hemmeligheden til, hvordan man “lærer det”, ville det da være skønt. (:
    Jeg tror, man lærer det med tiden. Og jeg har lært at kontrollere mit, så det nu er på et niveau, hvor jeg føler, at det er mig, der har kontrollen – og det skal jeg nok skrive meget mere om senere, for hvis jeg nu rent faktisk sidder med hemmeligheden til, hvordan man kontrollerer sin OCD, vil jeg gerne hjælpe andre – jeg skal bare lige først finde ud af, hvordan jeg skal formulere det…
  • “Det giver jo ikke nogen mening.”
    Vi ved det godt. Det giver heller ikke altid mening for os.
  • “Er du ikke lidt hysterisk? Stopper det ikke, hvis man tager sig sammen?”
    Når du har fundet den hemmelige kur, lytter vi gerne. Indtil da; shh. 

  • “Alle har OCD, du er ikke speciel.”
    … NEJ, alle har ikke OCD. Måske har alle et eller andet ritual, de altid skal, inden de går ud af døren og måske kan alle relatere til et eller andet symptom – det giver dem ikke OCD. OCD er en seriøs lidelse og at sige at alle har det, er lige så dumt som at tro, at lamaer en dag kommer til at styre planeten. (sorry, hvis du oprigtigt tror, at lamaer en dag kommer til at styre planeten – og wow, det her indlæg kommer til at se dumt ud, hvis det faktisk sker)

For at opsummere; OCD er en seriøs og meget ægte lidelse. Rigtig mange kæmper mod det hver eneste dag og det er ikke en joke. Det er mere end “bare” frygten for bakterier og det er mere end rene hænder.
OCD går tit hånd i hånd med angst og mange er gode til at skjule det, fordi de føler sig flove. Det er lidt et tabu, hvor seriøst det faktisk er og mange joker med det, hvilket er vildt ufølsomt overfor personer, der lider under det.
Man kan sagtens leve et normalt liv med OCD uden at det påvirker ens hverdag i en svær grad. Måske har man lært at kontrollere det og mange har sine helt egne, unikke metoder til at få tankerne til at forsvinde.

Det er vigtigt, at du som pårørende lytter uden at dømme. Man siger vel heller ikke til en med sukkersyge, at de bare skal lære at producere noget insulin, for hallo, “hvor svært kan det lige være?

Hvis du har OCD, er det vigtigt, at du fortæller dine pårørende, om der er noget, de kan gøre for at hjælpe. For tit føler de sig helt afmagtede og forvirrede, fordi de ikke ved, hvilke ting, der vil “trigger” din OCD og når man ser på fra sidelinjen, kan det være svært at bedømme, om du er okay og om du egentlig gerne vil snakke om det.
Det kan være ekstremt svært at gå med det hele alene.
Personligt synes jeg, det er rart at snakke med andre OCD-ramte om min OCD, fordi de nogenlunde forstår, hvad jeg mener. Og det er rart, når man møder nogen, der har præcis de samme “compulsions” som en selv. Jeg synes også det er rart, at hvis der er noget, jeg føler, jeg skal gøre igen og igen, at der så kommer en hen til mig og hjælper mig med at stoppe, for “det er okay nu”.
Dengang min OCD var rigtig slem, turde jeg ikke snakke om det, fordi jeg var bange for, at mere opmærksomhed mod OCD’en ville gøre den værre. Men det viste sig, at det at snakke om den, faktisk skræmte den lidt væk – at snakke om det, gav mig kontrollen tilbage. Jeg blev klar over, at jeg havde the power til at kontrollere den her lortelidelse og jeg følte endelig igen, at det var mit liv og den havde slet ikke noget at skulle have sagt.

Og når man endelig har kontrol over det, føler man sig virkelig uovervindelig.

“Før vi kan få kontrol, skal vi først tro på, at vi kan.”

Og så vil jeg desuden anbefale alle at læse “Skildpadder hele vejen ned” af John Green. Den er VIRKELIG god, og beskriver livet med OCD på sådan en god måde – den er både sjov og seriøs. Og igen; virkelig god.

Reklamer

Intro – mig og mine diagnoser

For at forstå noget af det, jeg kommer til at skrive i fremtiden, må du have en slags baggrundsviden, ellers er det svært rigtigt at relatere til noget af det.
Hvem er jeg og hvor har jeg fået min erfaring fra?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så hader jeg spørgsmålet ”hvem er du?” for jeg er aldrig helt sikker på, hvad man kan tillade sig at svare. Og hvor langt skal det være? Og hvad skal jeg sige? Og hvem er jeg egentlig?
Jeg kan starte med det, jeg ved; Jeg hedder Mathilde, og min fødselsdato er den 5. marts (1998), hvilket gør mig 20 år gammel.
Jeg elsker at skrive og slapper rigtig meget af i det; og så er jeg også vild med the Sims 😀 Uh, og minions er ret søde! (Og så kommer jeg nok tit til at skrive om lamaer, for de ser bare så sjove ud, elsker dem – og Nutella smager godt:))))
Har altid været et meget kreativt, positivt menneske og jeg finder verden vildt interessant. Elsker at sidde og bare nyde naturen, gå en tur ved stranden eller observere mennesker (det lyder lidt creepy, men det er det altså ikke, okay xD )

Jeg studerer pt. HF online på enkeltfag, hvilket jeg nok kommer ind på senere i et indlæg om, hvordan jeg tackler uddannelse, når min hjerne er sådan lidt halvkogt, eller hvad man skal kalde det.

Jeg bor i Hjørring med min kæreste, bedste ven & soulmate, Michael. Vi har været sammen i 3 år (2 år og 10 måneder, hvis vi skal være præcise) og det har været (/er) en vild, sjov, emotionel & fantastisk rutsjebanetur, der heldigvis lige for tiden befinder sig på det bedste, stærkeste punkt nogensinde. Han gør virkelig hver dag til en leg og han har hjulpet mig igennem så mange forhindringer. Han er en klippe, det er han virkelig. Alle burde have en Michael! (Dog ikke ham her, han er min!)
Jeg vil også skrive nogle indlæg om diagnoser & parforhold, for det tror jeg, vil gavne mange. Kort sagt, har alle brug for en støttende, tålmodig partner, der er villig til at gå ind i “din verden” for at forstå dig.

Som barn var jeg altid meget vild, kreativ, fantasifuld og . Jeg elskede opmærksomhed og ville være venner med alle! Da jeg blev 10 år, blev mine forældre skilt og ikke så længe derefter måtte vi flytte – både hus og skole. Jeg var ret ked af at forlade mit barndomshjem og min lille, trygge privatskole, men havde det faktisk fint nok med at blive skilsmissebarn; det var bestemt bedst for alle parter. Det var på det her tidspunkt, mine diagnoser begyndte at vise sig for alvor. Jeg vil beskrive starten af de forskellige diagnoser – og hvordan det udviklede sig – i individuelle indlæg, men har dog også noget af det med her.

Min ADHD (som jeg endnu ikke vidste, jeg ”besad”) vendte sig fra vild og udadvendt, til stille og indadvendt – super godt, når man skal til at starte på en ny skole! Og så endda en stor folkeskole:)) Folkeskolen var pænt sagt lort for mig. En kæmpestor lort, haha.
Trods mit intellekt og min ellers så smarte, engagerede hjerne, droppede mine karakterer til bunden, for jeg kunne hverken sidde stille eller koncentrere mig. Mine lærere mente bare, jeg var doven og forstyrrende, så de var ikke ligefrem mine største fans.
Jeg var deprimeret, bange for hvordan andre så mig og på samme tid var min hjerne fuld af ”popcorn”*, angst – og tvangstanker. Det var super skræmmende, for jeg anede ikke, hvad det var. Og man lyder nok lidt crazy, når man siger, at ”hey, jeg føler, at noget i min hjerne siger til mig, at jeg skal gentage alt, jeg siger, for ellers dør min mormor” eller ”to sekunder, min venstre lillefinger rørte lige tasken på hende damen, der gik forbi, så jeg løber lige hen til hende og rører tasken med min højre lillefinger, ellers dør jeg altså i nat”.
Jeg havde kæmpe søvnproblemer, for jeg troede altid, der lå en under min seng med en kniv eller lignende, eller at der stod en morder inde i mit skab. Helt vildt sandsynligt, I know right?

Jeg gik til psykolog efter mine forældre blev skilt, flere forskellige faktisk, men det gjorde intet godt for mig; jeg havde brug for medicin og en diagnose, men ingen vidste, hvad der var galt. Alle troede vel bare, jeg var en uduelig teenager, der bare ikke magtede at oppe sig. Min skønne mor fik en tid for mig hos en rigtig dygtig psykolog, der med det samme sagde, at jeg skulle afsted til psykiater. Det stod ret klart, at alle mine tidligere psykologer havde underspillet det, der foregik i min hjerne, for de havde ikke styr på psykiske lidelser – de behandlede bare mine tanker som ”normale tween problemer”. Tvangstanker og andre OCD-lignende ting var åbenbart ikke så kendt på det tidspunkt.
Vi fik en tid ved en privat psykiater og regnede med, jeg ville komme ud med en OCD diagnose og hjælpemidler til det…
Det tog dog ikke mange sekunder for psykiateren at komme ind på ADHD. Og jeg var sådan, haha hvaaaaaad?
Men som hun fortsatte sin snak, faldt alle brikker langsomt på plads. Det var en vild oplevelse at kunne sidde og sige ”nååårh, det er derfor, jeg gør sådan og sådan,” og ”åh, det er derfor, jeg ikke kan dét og dét.” Det hele begyndte at give mening.
Hun sagde, at det nok var ADHD’en, der var grunddiagnosen og så var alt det andet ”følgediagnoser”.
Jeg føler ikke, hun kiggede godt nok på min OCD og angst, hun gik bare ud fra, at det var noget, der ville forsvinde med ADHD-medicinen. Og så sagde hun også, at stress og ADHD helt naturligt hang sammen.
Og det må man så sandelig sige, det gør. Sikke trofaste følgesvende!

Jeg følte mig totalt malplaceret i min hjerne og tanker som ”hvorfor lige mig?” var der selvfølgelig konstant.
Men jeg tror aldrig nogensinde, man bliver givet et liv, man ikke er stærk nok til at leve.

Først på efterskolen begyndte jeg at føle, at jeg passede ind; det var helt bestemt det rigtige sted for mig og jeg er så evigt taknemlig for, at jeg fik muligheden for at gå på lige præcis den skole – og så i tre år! I løbet af det første år blev mine karakterer fordoblet og jeg tabte mig helt vild – det var skønt!
Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker der og er stadig venner med en del derfra – og så var det også der, jeg fandt Michael.
Så hvis du er i efterskolealderen, anbefaler jeg det helt klart – især hvis du føler dig lidt malplaceret. Det hjælper virkelig en til at finde ud af, hvem man er og hvad man vil.

Det tog mange års selvmedlidenhed, før jeg indså, at jeg skulle lade være med at have ondt af mig selv hele tiden og i stedet for prøve at få noget positivt ud af det.
For det kan godt være, min hjerne fungerer lidt anderledes, men det gør mig ikke totalt invalid, selvom det sommetider føles så hæmmende.
Jeg har altid været et positivt menneske, jeg havde bare glemt at vende positiviteten mod mig selv. Og man kan aldrig være helt glad, hvis man ikke har accepteret sig selv og sine ”quirks”.

I fremtiden vil jeg også skrive om selvaccept og hvordan man lærer at leve optimalt med sin(e) diagnose(r).

Hvis du vil have opdateringer, når der er et nyt indlæg, kan du følge bloggen ved at klikke nede i hjørnet (tror jeg) – så skal du bare skrive din mail, bekræfte “abonnentet” og så kører det ellers helt automatisk derefter!

Jeg håber, du vil følge medi fremtiden, evt. efterlade kommentarer engang imellem så jeg ved, om noget af det, jeg skriver, giver nogen som helst mening ♥
Jeg er lige startet, så der er ikke så meget “hjælp” at finde endnu 😛

xx/ Thildt

*Popcorntanker er, når man aldrig rigtigt når at tænke en tanke færdig, før der popper en ny op. 

“No matter how dark it gets, the sun will rise again.” – Meredith Grey

32164438_1764097836979603_8270540470019424256_n

Og rejsen begynder!

Tusind tak for dit virtuelle selskab!

Jeg glæder mig så meget til at komme igang med det her. Jeg har i et stykke tid gået og ventet på, at noget skulle ske, men uden egentlig at gøre noget ved det.. Så skrev min mor i morges (eller egentlig i aftes, men jeg så det først, da jeg vågnede), at jeg burde have en blog, hvor jeg lærer andre at gøre som mig*. Og så, impulsiv som jeg er, købte jeg et domæne og fik opsat en hjemmeside via. WordPress, indenfor en time.
Den her impulsivitet er virkelig både englen og djævlen på min skulder, haha. For hvad nu, hvis det ikke går? Så er det bare spild af penge og endnu et mislykket forsøg på at komme ud med mine finurlige tanker. Men hvis det kommer til at fungere; oh, what a blessing.

*Jeg skal nok lige uddybe det der ‘at gøre som mig’; Jeg er diagnosticeret med bl.a. ADHD, OCD, angst og stress – sikke en cocktail. Efter mange år med mislykkede metoder fra diverse psykologer og tips og tricks alle mulige forskellige steder fra, har jeg endelig fundet mine egne strategier, der magisk nok virker!
Og det er ikke sikkert, det virker for alle; er faktisk ikke 100 % sikker på, hvad det egentlig er, jeg gør og hvis jeg havde en fast opskrift på, hvordan man får livet til at fungere optimalt med diagnoser, ville jeg da dele den. Og så ville jeg nok også blive rig..

På den her blog vil jeg skrive om, hvordan jeg håndterer livet med diagnoser. Jeg har mine egne metoder og vil så gerne dele dem med folk, der evt. lider med noget af samme. Måske kan det hjælpe dig, og måske synes du bare, det er en omgang bullshit.

For det meste kommer det til at omhandle ADHD, OCD, angst og stress – og så bare hverdagen med den lækre cocktail, de diagnoser giver :)))
Alt lige fra hvordan man får et forhold til at fungere, når man har de her diagnoser, til hvordan man kan komme igennem en helt normal hverdag. Griner lidt over det der ‘helt normal hverdag’, for, let’s face it; hvis du har indtaget samme cocktail som jeg har – eller hvis din cocktail bare er en fjerdedel af min.. så er der ikke rigtigt noget, der hedder en helt normal hverdag, vel?

Diagnoserne giver mig mere liv og lyst til at kæmpe. De er ikke en hæmmelse for min fantasi – tværtimod! Og jeg vil så gerne hjælpe andre til at forstå, at en diagnose ikke nødvendigvis behøver at være en klods om benet.

Måske er din diagnose i virkeligheden din superpower.

 

xx / Thildt 

“It’s okay if all you did today was survive.” 32082711_1763757923680261_96317772643958784_n