Intro – mig og mine diagnoser

For at forstå noget af det, jeg kommer til at skrive i fremtiden, må du have en slags baggrundsviden, ellers er det svært rigtigt at relatere til noget af det.
Hvem er jeg og hvor har jeg fået min erfaring fra?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så hader jeg spørgsmålet ”hvem er du?” for jeg er aldrig helt sikker på, hvad man kan tillade sig at svare. Og hvor langt skal det være? Og hvad skal jeg sige? Og hvem er jeg egentlig?
Jeg kan starte med det, jeg ved; Jeg hedder Mathilde, og min fødselsdato er den 5. marts (1998), hvilket gør mig 20 år gammel.
Jeg elsker at skrive og slapper rigtig meget af i det; og så er jeg også vild med the Sims 😀 Uh, og minions er ret søde! (Og så kommer jeg nok tit til at skrive om lamaer, for de ser bare så sjove ud, elsker dem – og Nutella smager godt:))))
Har altid været et meget kreativt, positivt menneske og jeg finder verden vildt interessant. Elsker at sidde og bare nyde naturen, gå en tur ved stranden eller observere mennesker (det lyder lidt creepy, men det er det altså ikke, okay xD )

Jeg studerer pt. HF online på enkeltfag, hvilket jeg nok kommer ind på senere i et indlæg om, hvordan jeg tackler uddannelse, når min hjerne er sådan lidt halvkogt, eller hvad man skal kalde det.

Jeg bor i Hjørring med min kæreste, bedste ven & soulmate, Michael. Vi har været sammen i 3 år (2 år og 10 måneder, hvis vi skal være præcise) og det har været (/er) en vild, sjov, emotionel & fantastisk rutsjebanetur, der heldigvis lige for tiden befinder sig på det bedste, stærkeste punkt nogensinde. Han gør virkelig hver dag til en leg og han har hjulpet mig igennem så mange forhindringer. Han er en klippe, det er han virkelig. Alle burde have en Michael! (Dog ikke ham her, han er min!)
Jeg vil også skrive nogle indlæg om diagnoser & parforhold, for det tror jeg, vil gavne mange. Kort sagt, har alle brug for en støttende, tålmodig partner, der er villig til at gå ind i “din verden” for at forstå dig.

Som barn var jeg altid meget vild, kreativ, fantasifuld og på. Jeg elskede opmærksomhed og ville være venner med alle! Da jeg blev 10 år, blev mine forældre skilt og ikke så længe derefter måtte vi flytte – både hus og skole. Jeg var ret ked af at forlade mit barndomshjem og min lille, trygge privatskole, men havde det faktisk fint nok med at blive skilsmissebarn; det var bestemt bedst for alle parter. Det var på det her tidspunkt, mine diagnoser begyndte at vise sig for alvor. Jeg vil beskrive starten af de forskellige diagnoser – og hvordan det udviklede sig – i individuelle indlæg, men har dog også noget af det med her.

Min ADHD (som jeg endnu ikke vidste, jeg ”besad”) vendte sig fra vild og udadvendt, til stille og indadvendt – super godt, når man skal til at starte på en ny skole! Og så endda en stor folkeskole:)) Folkeskolen var pænt sagt lort for mig. En kæmpestor lort, haha.
Trods mit intellekt og min ellers så smarte, engagerede hjerne, droppede mine karakterer til bunden, for jeg kunne hverken sidde stille eller koncentrere mig. Mine lærere mente bare, jeg var doven og forstyrrende, så de var ikke ligefrem mine største fans.
Jeg var deprimeret, bange for hvordan andre så mig og på samme tid var min hjerne fuld af ”popcorn”*, angst – og tvangstanker. Det var super skræmmende, for jeg anede ikke, hvad det var. Og man lyder nok lidt crazy, når man siger, at ”hey, jeg føler, at noget i min hjerne siger til mig, at jeg skal gentage alt, jeg siger, for ellers dør min mormor” eller ”to sekunder, min venstre lillefinger rørte lige tasken på hende damen, der gik forbi, så jeg løber lige hen til hende og rører tasken med min højre lillefinger, ellers dør jeg altså i nat”.
Jeg havde kæmpe søvnproblemer, for jeg troede altid, der lå en under min seng med en kniv eller lignende, eller at der stod en morder inde i mit skab. Helt vildt sandsynligt, I know right?

Jeg gik til psykolog efter mine forældre blev skilt, flere forskellige faktisk, men det gjorde intet godt for mig; jeg havde brug for medicin og en diagnose, men ingen vidste, hvad der var galt. Alle troede vel bare, jeg var en uduelig teenager, der bare ikke magtede at oppe sig. Min skønne mor fik en tid for mig hos en rigtig dygtig psykolog, der med det samme sagde, at jeg skulle afsted til psykiater. Det stod ret klart, at alle mine tidligere psykologer havde underspillet det, der foregik i min hjerne, for de havde ikke styr på psykiske lidelser – de behandlede bare mine tanker som ”normale tween problemer”. Tvangstanker og andre OCD-lignende ting var åbenbart ikke så kendt på det tidspunkt.
Vi fik en tid ved en privat psykiater og regnede med, jeg ville komme ud med en OCD diagnose og hjælpemidler til det…
Det tog dog ikke mange sekunder for psykiateren at komme ind på ADHD. Og jeg var sådan, haha hvaaaaaad?
Men som hun fortsatte sin snak, faldt alle brikker langsomt på plads. Det var en vild oplevelse at kunne sidde og sige ”nååårh, det er derfor, jeg gør sådan og sådan,” og ”åh, det er derfor, jeg ikke kan dét og dét.” Det hele begyndte at give mening.
Hun sagde, at det nok var ADHD’en, der var grunddiagnosen og så var alt det andet ”følgediagnoser”.
Jeg føler ikke, hun kiggede godt nok på min OCD og angst, hun gik bare ud fra, at det var noget, der ville forsvinde med ADHD-medicinen. Og så sagde hun også, at stress og ADHD helt naturligt hang sammen.
Og det må man så sandelig sige, det gør. Sikke trofaste følgesvende!

Jeg følte mig totalt malplaceret i min hjerne og tanker som ”hvorfor lige mig?” var der selvfølgelig konstant.
Men jeg tror aldrig nogensinde, man bliver givet et liv, man ikke er stærk nok til at leve.

Først på efterskolen begyndte jeg at føle, at jeg passede ind; det var helt bestemt det rigtige sted for mig og jeg er så evigt taknemlig for, at jeg fik muligheden for at gå på lige præcis den skole – og så i tre år! I løbet af det første år blev mine karakterer fordoblet og jeg tabte mig helt vild – det var skønt!
Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker der og er stadig venner med en del derfra – og så var det også der, jeg fandt Michael.
Så hvis du er i efterskolealderen, anbefaler jeg det helt klart – især hvis du føler dig lidt malplaceret. Det hjælper virkelig en til at finde ud af, hvem man er og hvad man vil.

Det tog mange års selvmedlidenhed, før jeg indså, at jeg skulle lade være med at have ondt af mig selv hele tiden og i stedet for prøve at få noget positivt ud af det.
For det kan godt være, min hjerne fungerer lidt anderledes, men det gør mig ikke totalt invalid, selvom det sommetider føles så hæmmende.
Jeg har altid været et positivt menneske, jeg havde bare glemt at vende positiviteten mod mig selv. Og man kan aldrig være helt glad, hvis man ikke har accepteret sig selv og sine ”quirks”.

I fremtiden vil jeg også skrive om selvaccept og hvordan man lærer at leve optimalt med sin(e) diagnose(r).

Hvis du vil have opdateringer, når der er et nyt indlæg, kan du følge bloggen ved at klikke nede i hjørnet (tror jeg) – så skal du bare skrive din mail, bekræfte “abonnentet” og så kører det ellers helt automatisk derefter!

Jeg håber, du vil følge medi fremtiden, evt. efterlade kommentarer engang imellem så jeg ved, om noget af det, jeg skriver, giver nogen som helst mening ♥
Jeg er lige startet, så der er ikke så meget “hjælp” at finde endnu 😛

xx/ Thildt

*Popcorntanker er, når man aldrig rigtigt når at tænke en tanke færdig, før der popper en ny op. 

“No matter how dark it gets, the sun will rise again.” – Meredith Grey