Rejection Sensitive Dysphoria – den skjulte side af ADHD

Jeg har altid gang i 1.000 ting på én gang og min hjerne har gang i endnu flere. F.eks. sidder jeg og skriver det her, imens jeg pakker gaver ind og ser The Crown*. Faktisk har jeg skrevet det her indlæg i mit hoved hele dagen i dag. Eller faktisk begyndte jeg mentalt at skrive det her i går aftes, da jeg i en international ADHD gruppe på Facebook faldt over det mest relaterbare måske nogensinde.
Det gav mig næsten en større åbenbaring end dengang jeg fandt ud af, at småkager hed småkager, fordi det var små kager :O
Er I forresten godt klar over, hvor mega svært det er at pakke krus ind?!
(tilføjet: ja, jeg startede på det her indlæg før jul, derfor jeg sad og pakkede gaver ind)

Nå men altså jeg læste et indlæg med en person, der spurgte, hvornår vi sidst havde en RSD oplevelse (rejection sensitive dysphoria). Det er en ting, som rigtig mange med ADHD har og en følelsesmæssig tilstand, der kun er i ADHD’en. Andre føler måske noget lignende, men ADHD’ere føler det så meget stærkere. Alle følelser er forstærket. (Og det er altså ikke for at blære mig – måske er det fedt at føle sig 100 gange mere glad end andre, men det er ikke fedt at føle sig 100 gange mere ked af det osv.)
Rejection sensitive dysphoria betyder, at man er ekstremt sensitiv overfor det, man selv opfatter som afvisninger. Så sensitiv, at de overvældende følelser, der kommer med det, slet ikke er til at bære. (Dysphoria betyder direkte oversat fra græsk det at bære på noget ubehageligt)
Nu snakker vi ikke om afvisninger i den forstand, at det er når man får en afvisning fra folk på Tinder og sådan noget, det er lidt (meget) bredere end det.
Mest af alt er det små afvisninger fra folk, vi holder af. Fedt, at jeg har brug for et eksempel her, for jeg husker pludselig en episode fra efterskolen, hvor jeg var glad og vaskede gulv på min egen spøjse måde, som jeg havde det sjovt med, hvor en af mine roomies spurgte, om hun ikke lige skulle gøre det istedet for, så det blev gjort ordentligt. Små ting som det føles som en kæmpe mavepuster og jeg gik fra virkelig glad til virkelig skuffet på et splitsekund. Jeg ved ikke, hvorfor lige den episode dukkede op, jeg har ikke tænkt på det siden det skete – virkelig mærkeligt. Kan ikke engang huske, hvem roomien var, men jeg husker hvor det var, jeg husker mit ansigtsudtryk og jeg husker følelsen. En ubehagelig, kildende mavepine. Følelsen af, at de syntes jeg var dum, uduelig og irriterende.
Og hun mente jo ikke noget med det udover at der nok skulle lidt fart på, hvis vi skulle videre.
Jeg kan også huske noget fra dengang, jeg var barn – måske 9 år eller sådan noget og jeg stod og tømte opvaskemaskinen sammen med min mor og en af kopperne deri var fulde af vand, så jeg tog den ud og fik den “geniale” idé at tørre koppen ved at stikke hele viskestykket derned, så den kunne absorbere vandet. Jeg sagde “se lige hvor smart det er” og min mor sagde, at det altså ikke var særlig smart – og det var det jo ikke. Men jeg følte mig så forkert og dum og irriterende. Og jeg ved godt, at hun ikke mente noget som helst med det udover, at nu var hele viskestykket jo vådt – jeg forstår ikke, at jeg stadig kan huske det, sådan en lillebitte ubetydelig oplevelse?
Jeg føler mig ekstremt afvist, når folk ikke lige hører hvad jeg siger eller svarer kort på en lang besked osv., selv når jeg ved det er fordi de er på arbejde, har gode grunde til det og ikke mener noget som helst afvisende med det.
Så sent som i dag havde jeg en sådan oplevelse – jeg havde delt noget på Instagram om, hvorfor bind osv. burde være gratis og en veninde skrev til mig, om jeg seriøst mente det. Egentlig er det ikke noget jeg sådan går op i, men jeg følte mig så forkert og fik en instant mavepuster. Det gjorde seriøst ondt, som om det var et fysisk slag og det er så dumt, for jeg ved jo godt, folk har forskellige holdninger. Jeg hader bare at diskutere ting, også i samfundsfag osv., jeg har altid hadet det, virkelig hadet det. Jeg har ondt i maven, når folk er uenige og jeg bliver fyldt med væmmelse og irritation og en følelse af at være forkert og på samme tid være det eneste fornuftige menneske i verden. Jeg kan godt se to sider af en sag, jeg føler bare så stærkt for det jeg føler, at jeg synes andres holdninger til tider er latterlige og jeg finder tit deres modargumenter som direkte personlige angreb, selvom de bare prøver at have en samtale. Jeg hader at diskutere. Punktum.

“…jeg finder tit deres modargumenter som direkte personlige angreb, selvom de bare prøver at have en samtale.”

Thildt 2k21



Jeg tror også, RSD er det, der har gjort, at jeg blev i et tidligere virkeligt dårligt forhold. Han afviste mig konstant, slog op flere gange for at se hvor ked af det jeg blev og legede med mine følelser. Han lagde ikke skjul på, når han havde følelser for andre piger eller syntes de var lækre osv. På et tidspunkt skrev han til en af mine veninder, at han var forelsket i hende – hun gav mig telefonen, så jeg kunne se det og svare ham på hendes vegne. Jeg skrev noget i retning af “Mathilde elsker dig altså, du burde værdsætte hvad du har istedet for at skrive sådan noget til andre piger.”
Efter at have sendt beskeden, gik jeg ind og gav ham hans meget personaliserede fødselsdagsgave – velvidende om at han lige havde fortalt en anden pige, at han var forelsket i hende og at han lige havde læst “hendes” svar.
Jeg kunne slet ikke bære, hvis han skulle afvise mig. Han skulle kunne lide mig, koste hvad det vil. Det var også derfor, jeg blev hos ham, selv da en anden pige så fint skrev til mig “Han er altså kærester med mig, han er bare sammen med dig for at lege med dine følelser haha, han slår snart op med dig”.
Jeg konfronterede ham med det et par uger efter (for beskeden jeg modtog var lige natten til vi skulle til USA og den tur skulle jo ikke ødelægges :)) ) og sagde at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, for jeg “elskede” ham jo (troede jeg). Han sagde, no shit, at mit svar til hende sårede hende og at jeg nok skulle sige undskyld.
At jeg skulle sige undskyld. What the f***.
En af mine venner havde læst beskederne på min mobil og skrevet “klamme so” til hende eller sådan noget uden jeg vidste det, men her handler det mere om, at han forsvarede hans “side chick” istedet for at forsvare hans handlinger – for han vidste, han havde snoet mig om sin lillefinger og at jeg ikke ville gå nogen steder. For jeg var pisse bange for at blive afvist og jeg havde konstant ondt i maven over det, fordi jeg vidste, at han kommenterede kærlige beskeder til andre pigers billeder og skrev til Gud og hver mand, at han elskede dem, ville giftes med dem hvis han kunne og han i hvert fald ikke elskede mig.
Jeg følte mig speciel hver gang jeg fik en besked fra ham eller han snakkede til mig (han snakkede seriøst aldrig til mig – hvem har sådan et “forhold”?!) eller han ville sidde ved siden af mig.
Jeg var så manipuleret og blind og jeg føler mig seriøst som den største torsk i verden, når jeg ser tilbage på det – hvordan kunne jeg have været så desperat for at få “approval” fra en, hvis eneste job tydeligvis var at afvise mig? Det forklarer også, hvorfor jeg lod ham slå min arm gul og blå på en 24 timers bustur og grine af, at han “havde gjort mig til en smølf” og tvang min mund åben fordi jeg ikke gad kysse ham. Og hvorfor jeg ikke blev sur, da han sagde “du bestemmer ikke hvor jeg rører dig, for jeg er stærkere end dig”.
Jeg væmmes ved det, når jeg tænker på det.
Godt det er så længe siden og godt, Michael kom og reddede mig som prinsen på den hvide hest. <33 Her skulle jeg ikke længere “tigge” om at få kærlighed og bekræftelse. Jeg var helt blæst bagover, da Michael og jeg fandt hinanden, fordi jeg fik den største åbenbaring om, wow, det er sådan her kærlighed føles.

Du føler måske vi lige kom på et sidespor, men det havde faktisk sindssygt meget at gøre med ADHD. Rejection sensitive dysphoria er en kæmpe stor del af sygdommen.
Når jeg føler den her afvisen, er det ikke kun mentalt, jeg får det ubehagelig. Jeg får det fysisk dårligt. Det gør ondt og det føles som om, jeg er blevet slået eller angrebet på en måde.
RSD er også roden til min allerstørste kritiker, nemlig mig selv. Når jeg ikke opnår mine egne høje standarder bliver jeg også skuffet. Jeg er heldigvis blevet skide god til at sige pyt og håndtere alt det her på min egen måde uden medicin.
Jeg har faktisk været medicinfri i snart 2 1/2 år og det har bare gået så godt! Ikke at der er nogen skam overhovedet i medicin – medicinen hjalp mig meget i starten med at navigere i hele det her følelsesregister, der følger med ADHD og de dejlige følgesvende, der er med i mit tilfælde (OCD, angst, stress).
Men jeg har virkelig godt styr på det og jeg vil også så gerne hjælpe andre med at lære at navigere i det (ikke nødvendigvis uden medicin), for som Far Gris ville sige; “Jeg er faktisk lidt af en ekspert”. 😉

Nå, men hey, du har ADHD? Den der sygdom, hvor man ikke kan sidde stille, ikk? Hey, du har alle de der mentale lidelser, lad os kalde det “svært ved at sidde stille sygdommen”, så folk ikke tager det så seriøst. Du har jo bare lidt uro i kroppen og svært ved at koncentrere dig, ikk??

(Der flyver også underskriftindsamlinger rundt omkring for at få dem til at ændre navnet snart, for det ér virkelig et misvisende navn.)