I dag er det tre måneder siden, vores liv blev velsignet med vores lille guldklump, den 7. juni 2019 klokken 16:59. Jessica. ♥ (Og sådan cirka tre måneder siden jeg begyndte på det her blogindlæg, som jeg aldrig har fået afsluttet, ups… #momlife) Det var et langt og hårdt igangsættelsesforløb, der endte i semiakut kejsersnit.
Den 3. juni ringede jeg til fødegangen, fordi min angst var helt oppe at køre. Jeg følte inderst inde, at der var noget galt, og at vi altså skulle kigges på nu. Jeg var helt overbevist om, at en igangsættelse bestemt ikke kunne vente til den 12. juni, hvor jeg egentlig skulle sættes igang, hvis fødslen ikke var startet før. Der var en hel uge til vi skulle tjekkes og jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for, at der skulle ske noget før det, fordi jeg blev ved med at få det værre, både psykisk og fysisk. Og oven i det, mærkede jeg også mindre og mindre liv.
De sagde i telefonen, at vi kunne komme forbi “i morgen tidlig”, hvor de ville mærke på maven, køre hjertelydskurve, snakke med os etc.
Så den 4. juni var vi et smut fordi fødegangen og de kunne godt se, at der var et eller andet off, både nogen små sving i hjertelyden og at mit symfysemål var meget mindre end for bare en uge siden. Heldigvis sagde de, at de ville sende os til en scanning i Herning så snart som muligt og jeg er så taknemlig for, at det lige præcis var dén jordemoder, der havde vagt den dag, for jeg er ikke sikker på, de andre havde gjort det samme. Det hele var bare meant to be. Den tidligste tid de havde til scanning var om morgenen den 6. juni.
Den 5. juni tog jeg en medister op af fryseren (super vigtig info) og vi tog ud for at stemme (vi vandt, yay). Vi skulle bare have tiden til at gå indtil scanningen, for det holdt min angst lidt på afstand. Vi fik besøg af nogen af vores nye venner (der btw venter en dreng til november – vi har allerede arrangeret ægteskab mellem ham og Jessica, hahah) og senere ringede Michaels søster og inviterede os ud at spise, så vi fik heldigvis dagen til at gå hurtigt i super hyggeligt selskab! (Stakkels medisterpølse) Lige inden vi tog på Jensens Bøfhus (lækkert – undskyld, medisterpølse), gik min slimprop og jeg panikkede en lille smule og ringede til jordemoderen for “shit, der var altså blod”. Heldigvis lød det harmløst og vi skulle jo til scanning i Herning dagen efter, så vi behøvede ikke komme ind og få det tjekket. Dog viste det sig senere, at det sandsynligvis var noget af fostervandet også.
Så blev det den 6. juni, dagen hvor vi “bare lige skulle til scanning” for at tjekke op på J og om alt var ok. Vi havde ikke det store med, for vi skulle som sagt bare lige til scanning. Og så skulle vi altså have den medister til aftensmad! (Vi endte med at få hospitalstarteletter, men det kunne vi jo ikke vide)
Vi blev kaldt ind til scanningen og damen nåede seriøst kun at scanne mig i et minut, før hun fik et bekymret udtryk i ansigtet og begyndte at kigge lidt nærmere. Hun sagde, at der godt nok ikke var meget fostervand – at der faktisk nærmest intet var og det var jo ikke godt. Hun sendte os direkte ud af døren igen og i armene på en jordemoder, der skulle køre en hjertelydskurve for at se, om baby havde det okay derinde, nu hvor det var så sparsomt med fostervandet.. de skulle jo vide, om hun skulle ud NU, eller om hun godt ville kunne klare en igangsættelse. Jordemoderen lod os blive i rummet med beskeden “ja, I bliver jo sandsynligvis sat igang i dag eller i morgen, så bagefter får du et underlivstjek og så bliver I nok indlagt på barselsgangen.”
Vi kiggede noget chokeret på hinanden og den næste halve time vidste vi ikke helt, hvordan vi skulle reagere – wow, vi skulle altså have den her baby NU! Men… vi skulle jo bare lige til scanning? “Næste gang vi kommer hjem, har vi vores baby med hjem!”
Det var totalt uventet, men meget meget velkomment! Jeg fik vist også nævnt, at så skulle vi nok heller ikke have medister i dag…
Jeg tror, hjertelydskurven kørte i næsten en time, for de skulle altså have en sammenhængende strimmel på 20 minutter/en halv time og der blev ved med at være lidt bøvl. Bagefter blev vi sendt hen til et rum, hvor vi skulle vente på en læge, der skulle lave et underlivstjek (så ubehageligt) for at se på livmoderhalsen etc. Jeg fokuserede ikke rigtigt på hvad de sagde, (noget med halvanden centimeter tilbage og noget der var blødt) jeg var ret distraheret af det faktum, at vi ikke ville komme hjem, før vi havde VORES BABY i armene! ❤️
Efter dette fik jeg en pakke angusta piller i hånden, og skulle tage en med det samme(11:15). Det var så surrealistisk, at nu blev jeg rent faktisk sat i gang! Det blev ligesom totalt virkeligt lige der. Så blev vi sendt hen på barselsgangen, hvor vi fik vores eget lille “hotelværelse”. Michael ringede til sin mor og jeg skulle lige til at ringe til min, da hun selv ringede for at spørge, om vi stadig var i Herning, for så måtte vi godt lige tage i (en eller anden butik) for dem, hvis vi ville. Jeg grinede og sagde at ja, vi var stadig i Herning og det ville vi nok være i et stykke tid. Jeg spurgte hende, om de ville komme med nogen af vores ting, for vi var blevet sat igang og havde nærmest intet med – det eneste vi havde med, var en pusletaske med en bunke stofbleer og noget babytøj. To bodyer i str. 50 og resten i 56 – fun fact er, at den lille fis brugte str. 50 i over en måned – så nej, vi havde ikke nok tøj med.
Vi havde ikke engang vores mobilopladere med og ingen af os havde mere end 10% tilbage (gisp). Michael guidede min mor og mine søstre rundt i vores lejlighed over telefonen, og fik dem til at pakke alt fra tøj til os til en hulens masse snacks – vi havde været i Tyskland ugen før og havde lige fået fyldt vores lager. Jeg tog den anden angusta pille 13:15.
Kort efter kom de og de blev i en times tid. Jeg mærkede næsten ikke noget liv, så en jordemoder sagde, at jeg lige skulle lægge mig i sengen og slappe af, indtil jeg mærkede noget. Min mave blev helt hård og spændte op i en plukve, og jeg bad min mor komme hen og mærke, fordi det føltes sjovt – lige da hun lagde hånden på min mave, begyndte min første ve(14:30). Den kom bare sådan snigende, først troede jeg bare, det var en plukve. Så fik jeg tissetrang og gik ud på toilettet – det var den smule fostervand jeg havde, der begyndte at komme ud. Det var tykt og helt grønt (ikke toilettet, fostervandet), så jeg tilkaldte en jordemoder, der kom og sagde, at det ville de betegne som vandafgang. Og det var jo ikke godt, at det var grønt, så de ville lige køre endnu en hjertelydskurve, hvor de så også kunne holde øje med veerne. En af mine søstre flettede mit hår, mens vi begyndte at time veer.
Min familie tog hjem, da jeg skulle have kørt en strimmel. En sygeplejerske eller jordemoder kom ind efter en halv times tid og sagde, at de ville sende os ned på en fødestue for bedre at kunne holde øje med babyen, nu hvor fostervandet var grønt. Vi skulle tage snacks osv med, hvis vi ville, for vi ville ikke komme tilbage på barselsstuen, før vi havde vores baby i armene – ahhh!!! Så surrealistisk! Nu skulle vi have den her baby! Endelig!!
Da vi kom ned på fødestuen(16:ish), fik jeg hospitalstøj på og blev hooked up til en masse maskiner (det føltes sådan i hvert fald) inklusiv et vestimulerende drop for at holde veerne igang – det var ved at være spisetid, så Michael gik ud for at finde mad – tarteletter! Wooh! Så sad vi der og spiste tarteletter og timede veer. De blev langsomt værre og regelmæssige. I starten tænkte jeg “var det bare det?” – det var det ikke.
I Holstebro har vi noget, der hedder kendt jordemoderordning, hvor der er tre jordemødre, der er tilknyttet os og så er det altid én af de tre, der er on call, når vi har brug for dem. Det er også, så vi kender den jordemoder, der skal føde med os. Nå, men vores jordemødre var i Holstebro og vi var i Herning, og de Herningske jordemødre ringede ikke til vores før der var gået et par timer. Jeg tror, der gik 10 timer fra igangsættelsen til den første jordemoder, Kristine kom. Det var SÅ rart at se et kendt ansigt!! Hun var så sød og sad inde på stuen med os hele natten for at holde øje med både Jessica og mig. Hun tjekkede om jeg var åbnet mig mere (nope) og veerne begyndte virkelig at tage til. Det var den underligste følelse, men jeg klarede mig igennem dem ved at trække vejret roligt ind gennem næsen og ud gennem munden.
På fødestuen ved siden af os, lå der en kvinde og skreg – det var faktisk pænt skræmmende… Jeg fik mere og mere ondt og veerne kom hyppigere, men der skete stadig ikke en skid. Efter at have haft 27.000 (sådan cirka) forskellige fingre oppe i mig til underlivstjek, hvor de hver gang konkluderede, at jeg stadig ikke var åbnet mig mere end maks en centimeter, hvis overhovedet det, valgte de at skrue vedroppet op. For Jessica kunne altså ikke komme ud af et hul på én centimeter. (Say whaaat)
Omkring midnat begyndte det at gøre vildt ondt og jeg sagde, at det kunne da i hvert fald ikke blive værre end det her. Jordemoderen sagde, at på en skala fra 1-10 lå vi nok på 2/3 stykker :)))))) Hun sagde så, at jeg jo kunne få en epidural, så jeg i det mindste havde en chance for at få lidt søvn, nu hvor de skulle skrue vedroppet op. Øhh, ja tak!! At nogen vælger at føde uden epidural, er mig en gåde.
Jeg fik lagt en epidural (ahhhh, kan stadig huske hvor lettet jeg følte mig) og der blev sat en slags elektrode på Jessicas hoved, så de bedre kunne holde øje med, hvordan hun klarede veerne. Der var jo ikke mere fostervand, så hun var noget presset og veerne gjorde hende lidt stresset. De lagde en ting ind i mig, hvor der ville flyde saltvand ind til hende som en erstatning for fostervand, og så for at løsne noget af det grønne – for det ville bestemt ikke være godt, hvis hun slugte noget af det grønne vand. Og holy canolli, jeg kan love jer for, at det begyndte at komme ud. Det lignede seriøst, at nogen gentagne gange havde brækket sig ud af mit underliv (fed info – men hey, du har selv valgt at læse det her). Jeg fik også lagt kateter, for når jeg havde fået epiduralen, ville jeg nok ikke kunne bevæge mig så meget og ville heller ikke kunne føle, hvornår jeg skulle tisse. Og true dat, jeg blev nærmest lammet fra maven og ned. Mærkelig følelse. Som om hele ens krop sover. Men SÅ dejligt – jeg kunne se på maskinen, at hov, nu havde jeg en kraftig ve – men uden at kunne mærke den. Åh, så dejligt. Epiduraler styrer!
Natten faldt på og vi fik en lille smule søvn. En lille smule, for den var hele tiden afbrudt af underlivsundersøgelser, vedrop der blev kørt op og ned, at holde øje med Jessicas hjertelyd mm. Tidligt om morgenen, slukkede de for vedroppet, fordi både Jessica og min krop havde brug for en pause. De snakkede om, at de lige skulle diskutere vores situation til morgenmødet, og så ville de sætte vedroppet op igen – hvis det så ikke virkede, skulle vi nok forberede os på kejsersnit. Jeg var så træt, der var næsten gået 24 timer og jeg havde fået så lidt søvn. Jeg havde det underligt med, at de ikke bare tog hende ud nu, når hun tydeligvis havde brug for at komme ud. Men deres holdning var, at vi ville prøve alt for at få den her fødsel til at lykkes, så de bagefter kunne sige “vi gjorde, hvad vi kunne”.
På morgenmødet viste Kristine de andre læger et billede af det meget grønne fostervand. Hendes vagt endte lige efter mødet, så vores anden jordemoder, Rikke, blev lige opdateret og tog så over. Kristine sagde, at hun var lidt fornærmet over, at Jessica ikke gad komme ud på hendes vagt, haha. Fun fact; da vi blev udskrevet fra hospitalet og var på vej ud til bilen, holdt Kristine på p-pladsen og ventede på en plads – vildt coincidence, men hun fik set den bedårende Jessica!
De var på mødet blevet enige om at prøve vedroppet én gang mere – for så måtte det da lykkes. Det er åbenbart ikke ofte, at kroppen heller ikke gider samarbejde anden gang, især ikke, når man er så ung. De ville så køre droppet op på maksimum styrke og holde det dér i 2 timer og hvis der så ikke skete noget, måtte hun blive født ved kejsersnit, for hun kunne i hvert fald ikke klare at være derinde længere end det. Hun skulle nok egentlig have været ude en uge før, for fostervandet var åbenbart sivet (som jeg havde følt længe, hvor de havde sagt, at det var bare udflåd) og hun havde derfor ikke fået nok næring i maven det sidste stykke tid og havde sandsynligvis tabt sig.
Michael ringede til min mor og bad hende om at komme, fordi det sandsynligvis ville ende i kejsersnit og vi havde begge to brug for lidt ekstra support (og flere sodavander). Hun kom med det samme ♥
Vedroppet blev kørt op på maks og vi fik timerne til at gå med snak. Michael og min mor fik sig noget lækkert mad, men det måtte jeg ikke, fordi jeg muligvis snart skulle opereres. Rikke kom og tjekkede mig engang imellem, og det var mega antiklimaks, for der skete ikke en skid.
Da klokken blev 14:30, 24 timer efter mine veer startede, slukkede de vedroppet. Jeg havde stadig ikke åbnet mig og nu skulle vi bare vente på en ledig operationsstue.
Jeg var træt, en smule forvirret og totalt overvældet. Jeg lå og græd i et stykke tid, fordi jeg bare var i den her boble af følelser. Oveni det rystede jeg vildt meget, fordi min krop havde været på overarbejde så længe og den nu reagerede på bedøvelsen mm.
Jeg havde ikke noget imod, at det skulle ende i kejsersnit, jeg var bare så træt og min krop kunne ikke klare mere.
Der kom en narkoselæge og stillede en masse spørgsmål, forklarede mig hvad der skulle ske og så ventede vi. Igen. Vente, vente, vente. Hun skulle ud nu, men der var ingen ledig OR. Michael fik scrubs på, så han kunne være med under operationen.
Endelig blev en operationsstue ledig, klokken var nok mellem 15 og 16, og vi blev rullet derhen.
Jeg var ikke længere “lam” fra epiduralen, så jeg gik selv (okay, med støtte fra Michael og en læge – cirka 4 meter) ind og fik mig lagt på “operationsbriksen” eller whatever. De puttede den nye bedøvelse i epiduralens plads, og jeg fik nogen luftslanger i næsen. De satte nogen elektroder eller noget på mig, så de hele tiden kunne holde øje med min hjerterytme og de tog mit blodtryk engang imellem. De smurte noget gult operationsgel på min mave og narkoselægen kørte en kold klud hen ad min mave og spurgte, om jeg kunne mærke kulden. Yes – så ventede vi lidt. Han kørte den hen ad maven igen og denne gang kunne jeg ikke mærke, at den var kold – jeg kunne bare mærke den. Og det var også sådan under operationen.
Jeg kunne overhovedet ikke mærke nogen smerte, kun ubehag – jeg kunne mærke deres hænder rode rundt inde i mig – den mærkeligste følelse nogensinde!!! Jessica var åbenbart virkelig svær at få ud – hun gad simpelthen ikke ud hverken den ene eller den anden vej. Overlægen måtte ret hurtigt tage over, da de åbnede mig op og opdagede, hvor godt hun “sad fast”. Til sidst måtte de bruge en sugekop (hun var heldigvis overhovedet ikke mærket af det) og jordemoder Rikke tog hende ud af min mave klokken 16:59. De førte hende med det samme ind i et andet rum, hvor hun fik en hospitalshue på og derefter fik hun CPAP, hvilket er en slags maske, der hjælper med at trække vejret. Straks efter fik hun 40 ml mælk. Girl was hungry! Michael fik lov til at følge med dem ud i rummet, så han kunne se hende og tage billeder til mig.
Mine første spørgsmål var “lever hun?? Er jeg mor nu??” og da jeg havde fået bekræftet, at ja, det var jeg, spurgte jeg straks “det er en pige, ikk? Fordi alle vores babyting er lyserøde” Heldigvis sagde en af lægerne med det samme, at jo, det var en pige. Jeg åndede lettet op og kunne slet ikke lade være med at smile.
Hun var vildt lille – 50 cm og 2720 g. Og selvfølgelig den absolut smukkeste baby i verden. Jeg så hende efter cirka et kvarter – Michael kom ind med hende i armene og vi havde begge glædestårer. Jeg lå bare og kiggede på hende og Michael, mens jeg blev syet og klipset sammen og vidste, at det her, det er lykke. Kærlighed fik en helt ny betydning i det øjeblik og vi var instantly in love.
Åh, det her var det største. Vi er forældre.
Vi var trætte og udmattede efter et hårdt døgn, men lykkerusen tog totalt over. Alt andet i verden var ligegyldigt; vores baby var her. I vores arme. Sund, rask og i live. ENDELIG.
Vi blev kørt til opvågning og var der i to timer cirka. Her blev hun målt og vejet. Jeg rystede helt vildt meget som en slags reaktion på bedøvelsen og det var vildt irriterende, for jeg ville så gerne holde hende. Jeg fik noget mod rystelsen og fik hende hen til mig. Første amning var en øjeblikkelig succes.
Jeg ammede hende så længe vi var på hospitalet – det var ikke særlig vellykket og hun tabte sig til 2640 g på andet døgn. Hun ville ikke tage ordentligt fat og det var som om, hun ikke havde nok kræfter til at suge. Jeg havde masser af mælk, så det var ikke problemet. Amning er ikke for alle og det var bestemt ikke for os. Hun kom på flaske, da vi kom hjem, og det gik straks bedre! Jeg pumpede i næsten to måneder, men det er en historie til en anden gang;)
Vi blev kørt tilbage på barselsstuen, hvor vores mødre stod og ventede og mine søstre kom også og så hende. Vi var så stolte af at vise hende frem og de faldt selvfølgelig også helt pladask for hende med det samme. Man kan jo ikke andet. Gæsterne tog hjem kort efter, så vi kunne slappe af og vænne os til vores nye roller. Forældre. Til den smukkeste lille pige. Wow.
Jeg blev proppet med diverse smertestillende piller, inklusiv morfin “efter behov”, for det begyndte at gøre vildt ondt i arret, da bedøvelsens effekt stilnede af. Det gjorde så ondt længe efter og jeg vil bare lige informere alle om, at nej, kejsersnit er ikke “den nemme vej ud”. Det var så ubehageligt og smertefuldt i flere uger. Jeg kunne knap nok komme op af sengen, og nærmest ikke gå rundt, så Michael måtte skifte alle bleerne og gøre alt det, jeg ikke kunne gøre. Han er virkelig den bedste
Jeg er så glad for, at jeg fulgte min maveformmelse om, at der var noget, der ikke var, som det skulle være – for jeg havde jo ret og det er ikke sikkert, Jessica kunne have klaret længere tid inde i maven. Tak Gud for moderinstinktet ♥
Hun er nu 62 cm og vejer 5,5 kg. Hun er lang og tynd, hvilket hun i hvert fald har fra sin far, haha. Tænk, at nogen får nyfødte på den størrelse, hun er nu – whaaaat.
I kan hoppe ind og følge den ultimative babyspamprofil på Instagram; @jessicarosselstensgaard
Jeg må skrive videre i et andet indlæg om barselsopholdet, hjemkomsten og livet som en lille ny familie. Vi er så lykkelige. Ovenud lykkelige. Vi har fået den største gave i livet. Tiden flyver virkelig afsted og det er slet ikke til at tro, at den lillebitte pige er 3 måneder nu! Og der er bare sket så meget på de tre måneder. Hendes smil, smilehullerne, hendes søde stemme og glade væsen. Hun er den bedste, smukkeste baby i hele verden og vi er så heldige.
Og fik jeg nævnt lykkelige?
Så lykkelige.
Life á la Thildt 